Hvis tv-serier kunne tale, ville DRs nyeste påfund gnække hysterisk og sige: »Se, hvor mystifystisk, jeg er!«

DRs nye serie er på mange måder irriterende.

Irriterende, fordi det allerede efter tre minutter er tydeligt, at den utroligt gerne vil forvirre og manipulere os. Man VED, at under den idylliske overflade gemmer sig alle mulige hemmeligheder, og at der lige om lidt opstår decideret kødannelse blandt skeletterne i skabene.

Hvis tv-serier kunne tale, ville »Under overfladen« gnække hysterisk og sige: »Se, hvor mystifystisk, jeg er!«. Den dansk/tyske samproduktion er ekstra irriterende, fordi alle fiksfakserierne faktisk er utroligt effektive. Hvis man lægger sine Fortolker Holger-briller til side og bare suger til sig, er serien ganske enkelt virkelig spændende, og når først man er gået i gang, bliver man nødt til at bruge otte timer på at finde ud af, hvordan skidtet hænger sammen.

Alle har hemmeligheder

Handlingen starter – som den jo gør i spændingsserier these days – med en dramatisk begivenhed. Det er en mørk og stormfuld aften, og en ung mand ryger i havet fra et sejlskib. Vi ved ikke rigtigt, om han falder, selv springer eller bliver skubbet. Eller om han bliver fisket op igen.

Og netop som det er mest spændende, bliver der spolet tilbage til seks dage tidligere. Her møder vi et dansk ægtepar (Thure Lindhardt og Lena Marie Christensen) med to halvvoksne børn, der bor på en lille ø i Flensborg Fjord sammen med et tysk par, der ligeledes har to store teenagebørn. De hygger sig på den solbeskinnede, slow motion-måde, og idyllen er total i den harmoniske storfamilie. Lige indtil den selvfølgelig ikke er det mere.

Under en sejltur, hvor den danske familie og de to tyske børn er ombord, ryger den ældste tyske søn i havet – på en eller anden måde – og bliver ikke fundet igen. Og så har vi balladen. På alle mulige måder.

Storfamilien går i opløsning, og det viser sig, at de to par har hemmeligheder for hinanden, ægteparrene har hemmeligheder for hinanden, forældre har hemmeligheder for børn, og børn har hemmeligheder for forældre.

Seriens helt store styrke er, at hvert af de otte afsnit fortælles fra en af personernes synsvinkel, så der – som et løg, der bliver skrællet frustrerende langsomt – hele tiden kommer nye lag i fortællingen. Det er ekstremt gennemtænkt, og hver gang man synes, der er et plothul, eller at en karakter foretager sig noget super ulogisk, sker der noget et par afsnit senere, hvor det hele giver mening.

Kompliceret plot

Når det så er sagt, så er der fluer i suppen hist og her. Da hendes søn forsvinder, bryder den tyske mor (Katharina Schüttler) skrige-grædende sammen. Fire gange. Hvilket måske lige er tre gange mere end nødvendigt. Nogle af replikkerne er til den meget tunge side – »Jeg troede, at venskab var vigtigere end sandhed. Men sandheden er som en sovende drage, der pludselig slår til«.

Især mod slutningen er plottet så behængt med drab, hemmelige affærer, trafikulykker, livstruende sygdomme, narko, alkoholisme og så videre, at selv manuskriptforfatterne til sæbeoperaen »Glamour« måske ville sige: »Okay, slap lige af.« Men effektivt er det som sagt. Og i disse postfaktuelle tider er seriens grundlæggende problemstilling – er sandheden altid at foretrække? – i høj grad værd at fundere over.

Masser af danske skuespillere som Trine Dyrholm, Jesper Christensen, David Owe og Mette Lysdahl har jævnligt gæste- eller hovedroller i tyske tv-serier, men det er sjældent noget, man opdager, medmindre man ryger helt op i de tocifrede kanaler på sit flow-tv. Hvis »Under overfladen« er standarden for tysk spænding, er vi muligvis gået glip af en hel masse.

»Under overfladen«. Dramaserie, 8 afsnit af cirka 60 minutter. Instruktion og manus: Friedemann Fromm. Med: Lene Maria Christensen, Thure Lindhardt, Jan Josef Liefers, Katharina Schüttler, Jacob Cedergren m.fl. Premiere 12. marts på https://www.dr.dk/drtv/