Hun har været forelsket 15 gange siden 1989: »Alle mændene har sagt nej. Selv har jeg ikke sagt nej til nogen«

Kvinder, der lever alene, skal ikke defineres ud fra, at de mangler »noget« eller »nogen«. Svensk forfatter fortæller sin personlige historie i bogen »Pebermø«, men afviser at være bitter, selv om hun ufrivilligt har levet et liv uden mand og børn. Hun har altid været »mændenes bedste veninde«, aldrig deres livsledsager.

»Jeg havde aldrig set mig selv om en kvinde, der kom til at leve alene uden mand og børn,« siger Malin Lindroth. Ines Sebalj INES SEBALJ

Hun er kvinden, der er blevet tilovers. Som aldrig for alvor har mærket suset i skørterne, og som ingen tilsyneladende har gidet knalde med, få børn med eller ledsage i livet. Skyggetanten, pebermøen. En Misse Møghe fra »Matador«. Slet ikke som singlekvinderne i populærkulturen med Bridget Jones eller Carrie Bradshaw og Sex in the City-veninderne som de evigt festende, lækre, lystne og lykkelige singler.

I dag ved jeg, at jeg ikke bliver nogens kæreste, og at jeg ikke har været det i 30 år.

I bogen »Pebermø« vil den svenske forfatter, dramatiker og kulturskribent Malin Lindroth, 52, gøre op med skammen. Den skamfuldhed, hun ofte selv har følt som barnløs og ufrivilligt enlig i et liv, der tog en helt anden drejning, end hun havde forestillet sig.