Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Jeg har tænkt meget over, om jeg kunne tillade mig at skrive denne klumme, som har ligget og langtidskogt i mig som velhængt oksekød i en god rødvin. Med de rigtige øvrige ingredienser bliver det jo til boeuf bourguignon – en fantastisk fransk klassiker af en gryderet, der kan give selv de koldeste københavnersingler varmen.
Men den udkommer også med den risiko for øje, at man først for alvor er i sin gode ret til at stemple mig som en pseudoelitær hystade. So be it.
Med få simple ord blev jeg forklaret, hvorfor jeg ikke kan finde en mand, jeg har lyst til at date.Katherine Diez
Sagen er den, at jeg for nylig læste et glimrende blogindlæg på HuffPost.com skrevet af forfatter og kærlighedscoach-type Dr. Ali Binazir. Denne slags pladderskriverier giver jeg ellers normalt ikke meget for, men her blev jeg slået i gulvet over én-til-én-spejlingen. Med få simple ord blev jeg forklaret, hvorfor jeg ikke kan finde en mand, jeg har lyst til at date, og det med dating er lige netop, hvad der synes som en fuldkommen dødssejler for mig – på trods af at jeg færdes i miljøer, hvor jeg stort set ikke møder andet end ligemænd.
Højtuddannet og fra den snakkende klasse er et ufravigeligt minimumskrav. Vi skal kunne kommunikere et hemmeligt sprog, som kun vi og de få andre privilegerede forstår. Alle, der ikke lever op til det, bliver sorteret fra hurtigere, end jeg selv kan nå at stave til f-o-r-d-o-m-s-f-u-l-d. Men det er og bliver, som filminstruktøren, John Waters, angiveligt skulle have sagt: »If you go home with somebody, and they don’t have books, don’t fuck them!« Hvis jeg bare lige må forbeholde mig retten til at supplere: »Hvis de ikke har de rigtige forfattere, værker og udgivelser – og har læst mindst 75 pct. af dem – bliver der ikke noget boeuf bourguignon.«
Hvad Dr. Ali Binazir dybest set afmystificerer i sit blogindlæg »Why The Smartest People Have The Toughest Time Dating« er, at de mest intelligente mennesker også er de mest forvirrede, når det kommer til kærlighed. Det konkluderede han ved at observere de studerende på Harvard University over en længere periode og skrev en serie af bøger om problematikken.
Nu er det bestemt ikke, fordi jeg ønsker, det skal lyde, som om jeg slår mig selv i hartkorn med toppen af hardcore intelligentsia, hverken på Harvard eller herhjemme; oftest har jeg følelsen af at tilhøre noget modsat og være med på et heldigt afbud. Desuden skal det for enhver pris slås fast, at dette ikke er et forsøg på at nedskalere nærværende kulturspalter til en følsom brevkasse.
Men jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke kun taler på egne vegne, når jeg proklamerer, at jeg, en kvinde på 30 i København med humanistrødderne stadig solidt plantet i den højbårne KUA-litteratur, har overraskende svært ved at finde en partner – selv i egen sociokulturelle baggård, hvor en ph.d. vejer langt tungere i vægtskålen end en fed årsindkomst, og et månedligt, intellektuelt besøg i Operaen vejer langt tungere end tre ugentlige, kropsidealdyrkende i det lokale Crossfit-center.
Er det en form for kulturelitesnobberi, eller er det som så meget andet bare en præference? Jeg er lidt forvirret.
