Camille Thomas sidder i den hvidkalkede middelalderkirke i Stoense på Nordlangeland. Kirkens todelte skib skaber fornemmelsen af en scene ved Hans Gudewerths prædikestol fra 1635. De to glasmosaikker i kirkens nordlige skib, skabt af billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt i 2005, giver Stoense Kirke sit særlige lys, selv på en sommerdag i august.
Egentlig var det nu, teknikerne fra DR skulle være i færd med at pille mikrofoner ned og rulle kabler sammen. Sådan bliver det ikke.
Camille Thomas bliver siddende på den sorte klaverbænk med sin cello skråt foran Julius Drake ved flygelet og Drakes nodevender. En lillebitte bid af koncerten skal optages på ny, mener Camille Thomas. Og sådan bliver det.
Camille Thomas og Julius Drake er netop færdige med at spille Schumanns »Fantasiestücke«, Brahms cellosonate, cellosonaten af Franck og Messiaens utrolige værk »Kvartet til tidens ende«, skrevet i en tysk koncentrationslejr i 1941. Nu lyder musikken atter i den publikumstomme kirke.
Sådan er jeg bare
Der går ikke mange minutter, så rejser Camille Thomas sig og går målrettet ud til DRs rullende studie på parkeringspladsen ved kirken. Hun er først tilfreds, da hun har sikret sig, at DRs teknikere har splejset det korrekte stykke ind det rigtige sted til transmissionen som en af sommerens P2-koncerter på DR.
»Sådan er jeg bare,« siger den 31-årige fransk-belgiske cellist, der vandrer i fodsporene af cellogiganter som Pablo Casals, Jacqueline du Pré, Mstislav Rostropovich og Mischa Maisky.
»Musikken og kunsten har ikke kraften til at røre menneskers hjerter, hvis ikke du søger den slags perfektion.«
Celloen er noget særligt, den kan skabe stor glæde, men er aldrig lalleglad. Lidt som Camille Thomas selv, der er den første cellist i 40 år til at få pladekontrakt med det eftertragtede Deutsche Grammophon, og den første kvindelige cellist nogensinde på plademærket. Den seneste var Mischa Maisky, som ved sin debut med Leningrad Symfonikerne i 1965 blev udråbt til »fremtidens Rostropovich«.
Camille Thomas er en stjerne. Kort og godt.
»Jeg lever med celloen, og jeg har levet med celloen, siden jeg var lille. Jeg kan præcis huske det øjeblik, hvor jeg fandt ud af, hvad jeg ville lave. Det var, da jeg som fireårig hørte Pablo Casals spille Bachs cellosuiter. Det var et meget klart øjeblik og er måske mit tidligste minde.«
Det tager ifølge den canadiske forfatter Malcolm Gladwell 10.000 timers øvelse at mestre noget. Et forsigtigt gæt vil lyde, at Camille nåede det timetal, da hun var rundt regnet ti år – måske tidligere.
Kan huske tårevædede øjeblikke
»Jeg har altid været omhyggelig og disciplineret. Du kan kalde det kompromisløs. Det har ikke altid været let, men sådan er jeg. Jeg har altid skullet øve. Jeg kan huske tårevædede øjeblikke,« siger hun, der i 2014 blev kåret som årets nye navn ved den franske Grammy-uddeling og dermed fik sit internationale gennembrud.
Det er den slags udtalelser, som i Danmark kunne udløse en voldsom debat om børns liv, selv om børns kompromisløse jagt på det ypperste findes overalt rundt om os. Masser af børn dyrker fodbold, tennis, badminton eller et instrument med samme jernvilje som Camille Thomas, men det er, som om det i højere grad er acceptabelt, når der er tale om en fodbold frem for en cello.
Men hvordan sker forvandlingen fra at kunne mestre et instrument til at blive en kunstner? Man kunne kalde Camille Thomas en dobbelt- eller endog en tredobbeltkunstner.
Hemmeligheden ved klassisk musik er netop mødet mellem to kunstnere – komponisten og den eller dem, der spiller værket. Ofte skal en cellist og andre klassiske kunstnere oven i købet konkurrere med historiske og ikoniske optagelser. En sådan unik optagelse kunne være Rostropovich, der spiller Schuberts Arpeggione-sonate i Aldeburgh i juli 1961 sammen med komponisten Benjamin Britten på klaver.
Når det gælder Bachs cellosuiter, er det Casals, man skal overgå. Når det er Brahms, er det også Rostropovich, man skal overgå. Men den kunstneriske inspiration eller forståelsen af, hvad man vil udrette med sin musik, behøver ikke kun at komme fra store kunstnere, der har spillet samme instrument.
Det var en åbenbaring
»Jeg husker, at jeg lyttede til Maria Callas, og at jeg kunne føle hendes stemme, og hvad den rørte inde i mig. Det var det andet chok, siden jeg hørte Pablo Casals spille som barn. Tænk, hvis jeg kunne spille bare en enkelt tone lige så smukt, som Callas synger. Det er kunst! Jeg tror, at jeg var 16, da jeg havde mit møde med Callas. Det hjalp mig med at forstå, hvem jeg ville være som kunstner. Det var en åbenbaring.«
Kunst rummer noget magisk, og det er måske det, der gør, at klassisk musik kan virke lukket og utilgængelig. Man skal lytte godt efter for at finde magien. Man skal lade sig opsluge af musikken.
»Perfektion er ikke målet. Målet er følelse. Du søger altid at bevæge dig dybere, at opdage mere skønhed, mere mening i instrumentet og i musikken. Jeg stræber efter følelse, og hvordan jeg kan skabe følelser. Følelser, der er større end livet, og med meget simple og menneskelige metoder – et stykke træ og mine hænder.«
Dette kan man høre på debut-CDen, hvor Camille Thomas spiller cellokoncerten af Saint-Saëns. Men hvordan forklarer man den slags i ord?
Anmelderen Janet Banks skrev i musikmagasinet The Strad om CD-debutten, at hendes »smukt formede fraser flød lige så naturligt fra hendes bue som sang«, og at hendes spil var en »palet af diskrete tonale farver«. Det kan man nu godt forestille sig.
»Den store udfordring som kunstner er at jagte den slags perfektion og samtidig acceptere det uperfekte. Når du øver, leder du efter det perfekte, du analyser hver en tone, enhver bevægelse. Det er et intellektuelt, praktisk og fysisk arbejde. Men når du spiller en koncert, så glemmer du alt og bliver ét med musikken.«
Hvem er dine helte, og har du stadig nogle drømme?
»En af mine helte er Leonard Bernstein. Han var en stor kunstner, men også en stor verdensborger. Han var en levende ambassadør for musik og arbejdede med uddannelse og meget andet. Han havde en fantastisk karisma og var et billede på musikkens magt.«
De største drømme
Camille Thomas gemmer stadig på store drømme. En af de største er at spille med Berliner Filharmonikerne i den by, hvor hun studerede og var fast gæst for at høre et af verdens største orkestre spille. Inden det sker, kommer hun dog blandt andet til Musikhuset Aarhus, hvor hun spiller i 2020. Et mindre stop, for med det internationale gennembrud er der bud efter Camille Thomas i Japan, Korea og USA.
De største drømme er kunstneriske.
»Jeg skal i gang med min anden indspilning. Det er et projekt, som jeg brænder dybt for. Det bærende stykke vil være af den tyrkiske komponist Fazil Say – det handler om verden i dag og konflikterne, vi møder i den verden,« siger Camille Thomas. Hun fortæller, at værket blev komponeret i tiden efter terrorangrebet på koncertstedet Bataclan i Camilles hjemby, Paris, i november 2015, hvor 90 mistede livet.
»I andensatsen kan du høre gråden fra dem, der var tilstede i Bataclan, symboliseret ved solocelloen og strygerne i orkestret. Du kan høre skuddene fra Kalashnikov-riflerne fra slagtøjet og opleve terroren i blæserne. Men til slut bringer Fazil Say os tilbage til håbet i naturen. Du kan høre lydene fra vandet og fuglene.«
Værkets navn er »Giv aldrig op«. Meget passende.
