Når man har truffet Plácido Domingo, fatter man det ikke:
En af verdens største og allermest sympatiske sangstjerner er under mistanke for sexchikane. Anklagerne begyndte med beretninger fra otte sangere og en danser i august og fortsatte med hele 11 tilfælde for et par dage siden. Den spanske stjerne har raget på damerne både hér og der og hvisket klamme ting midt under en forestilling eller i telefonen under opkald midt om natten.

BBC udpegede for nogle år siden Plácido Domingo til alle tiders største tenor. Talentet fra Madrid var lidt af et vidunderbarn og debuterede i 1957 som teenager på mexicansk jord. Præcis hvor gammel han er, forbliver i øvrigt lidt af en gåde - for han har efter vedholdende rygter løjet sig yngre og kunne altså godt have mere end de officielle 78 år på bagen.
Hans karriere tog for alvor fart op gennem 1980erne med masser af indspilninger og optrædener på det store lærred og kulminerede folkeligt set under VM i folbold anno 1990 med De Tre Tenorer:

Optagelserne med Domingo plus José Carreras og Luciano Pavarotti endte som verdens mest solgte album inden for klassisk musik nogensinde og gav især Pavarottis karriere et tiltrængt skub. Plácido Domingo selv var først lige kommet i gang. Spanieren har medvirket i flere tusind forestillinger, indspillet flere end 100 plader efterhånden og lært sig omkring 150 forskellige roller.
Han har også optrådt stadig mere som dirigent og kunstnerisk leder og stået i spidsen for både Washington National Opera og senest for Los Angeles' operahus. Og da han for godt ti år siden kunne mærke sin fantastiske tenor blive tungere, lagde han stemmen om til den lidt dybere ved navn baryton med forbløffende stort held. Den karismatiske kunstner, musikchef og mangemillionær blev gift med instruktøren Marta Ornelas i 1962 og har tre børn.

Og han ejer rent faktisk en varme af den anden verden.
»Alderen giver nye muligheder,« sagde han til Berlingske for nogle år siden.
»Man kan ikke gøre alting på helt samme måde. Man kan til gengæld gøre andre ting bedre - bare man hele tiden holder sig i gang og engagerer sig i noget.«
På den anden side: Rygterne har svirret i årevis. Allerede bogen »The Private Lives of the Three Tenors« fra 1998 plantede historier om hans glæde ved andre kvinder end fruen. Forfatteren til den kontroversielle biografi havde efter eget udsagn haft et forhold til ham og er for resten mor til Monica Lewinsky med fortiden som praktikant i Det Hvide Hus - hvilken jo åbner tankevækkende perspektiver.
Manden selv har fra første dag nægtet alt og kaldt kvindernes erindringer om begivenhederne »ulykkelige« og »upræcise«. Flere sangerinder herhjemme kan helt anonymt bekræfte hans meget fysiske side og dermed kollegernes seneste beskyldninger.

Plácido Domingo har en vældig magt i det internationale musikliv og kan få stor indflydelse på unge sangeres muligheder for opgaver. En af kvinderne fra de seneste anklager afviste hans tilnærmelser og måtte bytte en lovende karriere som sanger ud med et job som ejendomsmægler. En anden kunne ifølge nyhedsbureauet AP mærke hans hånd på sine knæ midt under en frokost og fik ikke sagt fra i tide - for »hvordan siger man nej til Gud?«, som hun udtrykker det.