Historien om en taske til 60.000: »Så ville den vidunderlige skæbne, at jeg ugen efter skulle til et middagsselskab«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag filminstruktøren kammerherreinde Anna von Lowzow, der fortæller om tilgivelse og om sit talent for at få ting til at lykkes. Hendes vildeste luksus? En Birkin Bag.

»Hvis man ikke kan tilgive, får man det ikke ud af kroppen. Det sidder ligesom og nager i én. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil være rigtig god til at tilgive. Jeg gider ikke bruge tid på vrede og bitterhed,« siger Anna von Lowzow. Linda Kastrup

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Der er rigtig mange, der er dygtige og har talent på mit område, der er filmproduktion. Jeg har talent for at få tingene stablet på benene. At få gennemtrumfet de ting, jeg gerne vil lave, og få de mennesker, jeg gerne vil have med, til at medvirke. Det fandt jeg ud af, da jeg sammen med mine kolleger i begyndelsen af 00erne producerede dokumentarserien »En kongelig familie«, en stor international serie om Christian 9., som populært bliver kaldt Europas svigerfar, fordi hans seks børn blev gift ind i de europæiske kongehuse. Det var vanskeligt at få alle de kongelige til at deltage, men det lykkedes stort set. Først sagde storhertuginden af Luxembourg nej. Hun havde aldrig nogensinde ladet sig interviewe, og folk i Luxembourg havde aldrig hørt hendes stemme på tv eller i radio. Men med hjælp fra kongefamilien i Danmark lykkedes det at få hende overtalt. Der fandt jeg ud af, at jeg måske kunne noget, ikke ret mange andre kan. Jeg tror, at det handler om at kunne skabe tillid. Hvis man er ordentlig, har dannelse og viden, så lykkes tingene ofte. Viden er altafgørende. Det skaber respekt. Hvis man ikke har viden eller forstår folks baggrund, så kan det ikke lykkes. Det blev et fantastisk interview med storhertuginden. Vi havde fået en tidsramme på 45 minutter, men vi var der i fire timer.«