Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Staten har fritaget sig selv fra ansvaret for vores mentale velfærd

I 2019 betalte private fonde fire milliarder kroner til kulturprojekter i Danmark, hvor staten i det mindste bidrog med det dobbelte. Fondene og dele af erhvervslivet er blevet en del af politikernes budget, og hokus pokus, så har staten fritaget sig selv fra ansvaret for danskernes mentale velfærd, skriver filminstruktør Anna von Lowzow i denne klumme.

»Hvis staten vil nyde godt af et erhvervsliv, der reelt betaler for velfærdssamfundet, så må staten også oppe sig og bidrage med flere midler til kulturen,« skriver Anna von Lowzow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard

Tænk engang. I løbet af et døgn bruger vi mennesker formentlig den samme tid på kultur, som vi bruger på at sove. Vi ser tv, hører radio, dyrker sport, går i teatret, til koncert eller i biografen. Vi mødes i lokale foreninger, vi går i zoologisk have, og vi går på museum. Vi uddanner dygtige kunstnere. Vi læser bøger, ugeblade og aviser, vi lader os inspirere af billedkunst, design og kunsthåndværk, ligesom vi samles som nation, når Danmarks herrelandshold spiller håndbold i Egypten. Vi forsker i vores egen fortid, og vi værner om vores kulturarv.

Alt dette er forudsætningen for den dannelse, som er med til at definere, hvem vi er. Det er netop i kulturlivet, at vi henter inspiration og viden. Det er den bagage, vi har med, når vi dagligt møder på det arbejde, som er grundlaget for, at vi har penge at dele ud af på vores finanslov.

Så hvorfor kun 1,5 procent, når kulturen fylder så meget i vores hverdag? Sidste år var det kun en procent, og i år kan vi takke De Radikale for at kræve en større bevilling til kulturlivet. Alligevel spørger jeg vores politikere: Hvorfor ikke fordoble beløbet til tre procent?

Alle – både statsejede og lokale kulturtilbud – kæmper for deres økonomi. De går tiggergang hos politikerne, men ender oftest hos private fonde, som tager ansvar, og som giver os alle mulighed for at udvide vores horisont og evner. Uden for storbyerne er kulturbudgettet typisk meget beskedent, og her må de danske fonde og selvstændige virksomhedsejere træde til og sikre det lokale kulturliv.

Anna von Lowzow

»Fondene og dele af erhvervslivet er blevet en del af politikernes budget, og hokus pokus, så har staten fritaget sig selv fra ansvaret for danskernes mentale velfærd.«


Hvor var vi som individer uden den åndelige føde, som kulturen giver os? Hvis vi ikke kunne hente nye indtryk, ikke dyrke sport, ikke vide noget om, hvor vi kommer fra eller ikke kunne blive udfordret på anden kulturel måde? Hvordan skulle vi så evne at udvikle os på arbejdsmarkedet og herfra bidrage til det samfund, som vi alle er afhængige af?

I mere end tusind år er vores kongefamilie kommet med super inspiration til kulturlivet. Eksempelvis Frederik 2. der i 1560erne lukkede munden på den pralende kong Erik 14. af Sverige i konkurrencen om længden af egen kongeslægt og derfor fluks gravede sin egen anerække frem og lod en række gobeliner udføre med portrætter af de danske konger. De vævede billeder bruger vi i dag, når vi skal portrættere kongerne frem til Christian 4.

Eller tag det udskældte Kunstakademiet, som en fremsynet Frederik 5. oprettede for at gøre Danmark selvforsynende med kunst. I vor tid viser Dronningen sit bud på kunsten, vi har en kronprins, der inspirerer os til at dyrke sport, og vi har prins Joachim, der besidder en enorm viden, og som er en formidabel formidler af vores fælles historie.

Så tak til de fonde, store som små, der holder hånden under det danske kulturliv. Bag stort set alle fondene er der en privat familie, som har valgt at bidrage økonomisk til danskernes mentale pleje. Det er private menneskers arv, vi taler om. I 2019 betalte private fonde således fire milliarder kroner til kulturprojekter i Danmark, hvor staten i det mindste bidrog med det dobbelte. Fondene og dele af erhvervslivet er blevet en del af politikernes budget, og hokus pokus, så har staten fritaget sig selv fra ansvaret for danskernes mentale velfærd.

Hvis man skal forstå business, så må man også forstå vigtigheden af et vedligehold af menneskets hjerne og fysik. Hvis staten vil nyde godt af et erhvervsliv, der reelt betaler for velfærdssamfundet, så må staten også oppe sig og bidrage med flere midler til kulturen.