Hilda Heick: »Jeg har været bange for at blive psykisk syg ligesom min mor«

»Jeg kommer fra landet. Rigtig fra landet. Der ligger tre små byer i en lille trekant: Stenlille, Stenmagle og Nyrup midt mellem Sorø, Holbæk og Ringsted. Hele familien boede der og beskyttede hinanden. Jeg kendte ikke til noget som helst grimt i verden.«

Keld Heick er diskret trukket ud i haven. Hilda Heick, den anden del af det syngende ægtepar, er alene tilbage med kaffekoppen og sin historie.

»Det var lige efter krigen, en helt anden verden. Den er så fjern, at når jeg begynder at fortælle mine børnebørn om den, tror de, jeg er fra middelalderen. Jeg var enebarn og havde en seng i soveværelset hos min mor og far. Vi boede i en lille ejendom med fire lejligheder og et par huse ved siden af. Ingen af os havde eget toilet, men måtte ned i gården. Min mor kogte vand på gasapparaterne, når der var lørdagsbad i zinkbaljen på køkkengulvet. Når temperaturen var tilpas, blev jeg proppet i, og så tog hun selv bad bagefter i det samme vand, for det var for stort et arbejde at koge nyt. Min far fik til gengæld et bad på arbejdet hver dag, for han var mejerist. Men vi havde en kakkelovn, som jeg syntes, det var så hyggeligt at sidde op ad. Det var meget småt.

Jeg kom i en lille landsbyskole. Vi kendte allesammen hinanden. Vi havde hjemmesko med, for om vinteren skulle vi gå på plørede markveje, så vi skiftede. Jeg kan huske, vi fik lov til at lave juledekorationer, og der blev sunget og fortalt historier. Jeg var meget glad for min lille skole på landet, for der var alting trygt og godt. Men så begyndte jeg i skolen i Valby som otteårig. Min far havde fået et arbejde hos Lundbeck & Co. Han havde blandt andet en eksamen som kedelpasser og brugte den til at søge væk, for mejerierne lukkede ude på landet. Hans papirer var så fine, at de gav ham en uddannelse som laborant. Vi fik en lejlighed på Valby Langgade lige over for Jesuskirken.«

Det lyder, som om det at komme til den store by var lidt et syndefald for dig?

»Det var ikke sjovt. Jeg fik et knæk og blev kanøflet. Jeg talte jo brægende sjællandsk. Jeg blev drillet. Med sproget. Med tøjet, som var noget, jeg havde arvet fra nogle andre: »Bare, det er rent og ikke hullet, så er det fint,« som min mor altid sagde. »Du lugter af kolort,« sagde de. Det var jo mobning, og den stod vel på i et års tid. Det gjorde det ikke bedre, at vi havde en lærer, som også grinede som en flækket træsko, når jeg læste op.«

Myreflittig

»Men i slutningen af 2. klasse fik vi en ny lærer. Eriksen kom fra Jylland, så han forstod mig. Han sagde til mig: »Du skal ikke finde dig i det. Du skal bare rette ryggen. Og så skal du sige til dem, at du er ligeså god, som de er. Du skal bare vise de andre, hvad du kan«. Jeg var myreflittig i skolen og ret god til matematik, og så endte det da også med, at nogle af de andre kom og spurgte: »Hvordan har du løst den der opgave?« Det styrker jo en, så man tænker: »Nå, jeg kan da godt noget.«

Siden har jeg så været så heldig at møde en mand, der også kan styrke mig. Af min familie har jeg nemlig lært, at der er en hakkeorden, man skal indpasse sig i. Du skal bare være flittig, så kan du komme lidt længere frem i samfundet, men du skal ikke tro, du er noget, for vi er bare nogle bonderøve. Det har fulgt mig hele livet. Det har siddet i mig. Og jeg kan sagtens knække sammen og ærgre mig over ikke at kunne gøre tingene godt nok: »Hvorfor holdt du dig ikke bare hjemme?« Når man er kendt i offentligheden, er det jo øretævernes holdeplads engang imellem. Jeg har været bukket under et par gange, siddet og tudet og været ked af det. Men så har jeg heldigvis en mand, der er vokset op i et helt andet miljø, og som har haft nogle forældre, der har sagt: »Du er fantastisk. Du kan det hele.««

Din mor var psykisk syg, ikke?
»Jo. Hun var ellers så glad og sang og spillede dilettantkomedie i forsamlingshuset. Men så kom de til København, hvor de jo ikke kendte en sjæl. Hun følte sig nok ensom. Når jeg tænker tilbage på det, har hun jo haft det frygteligt svært.

Hun fik nogle nederlag og komplekser over, at hun ikke havde lært noget. Hun måtte tage de jobs, hun kunne få. Stod på et vaskeri og pressede skjorter i flere år. Stod i en telefonkiosk til klokken 10 om aftenen. Hun savnede sit liv på landet. Det hele begyndte vel med, at hun ringede på nogle gange nede på gaden og sagde, at vi skulle komme ned og hente hende op ad trappen:

»Jeg kan ikke gå op på fjerde sal til den her forfærdelige lejlighed.«

Den var altså nydelig! Mine forældre havde købt fine palisandermøbler og min far havde bøger overalt. Det handlede om noget helt andet. Det var mindreværd. Hun skammede sig over sig selv.

Når min mor havde sine gode dage, var hun elskelig, sød, sjov. Hun kunne gøre alt for alle. Men så fik hun sine depressive perioder, hvor hun blev ondskabsfuld og vred. Det fyldte meget. Min far og jeg følte os magtesløse, for vi kunne ikke gøre noget for at få hende ud af det.

Jeg har nok også tit tænkt: Hvorfor gør min mor ikke oprør? Hvorfor gør min far ikke oprør mod min mor? Hun kørte i den grad om hjørner med ham i sin sindslidelse. Det var nemmere bare at lukke sig helt inde, læse sine bøger i stedet for at give hende den modstand, hun længtes efter. Han burde have slået i bordet og sagt: »Der er noget galt. Det her må vi løse sammen«. Men han kravlede ind i sig selv.«

Et råb om hjælp

»Min mor var maniodepressiv – nu hedder det bipolar. Kort efter at Keld og jeg var blevet gift, tog min mor alt for mange piller og røg på den lukkede afdeling. I virkeligheden har hun ønsket at blive set. Det var et råb om hjælp.

Da hun kom hjem igen, gik der en rum tid, men så ringede Frederiksberg Hospital, der havde nummeret til mig på mit arbejde. De kunne hverken få fat på hende eller min far. Så ringede jeg over til min far, vi var i samme firma:

»Far, mor er altså ikke mødt til behandling i dag. Ved du hvorfor?«

»Nej,« svarede min far, »men jeg kan altså ikke køre nu. Kan du hente bilnøglerne hos mig og tage hjem og se efter hende?«

Der var blod overalt, da jeg kom hjem til min mor. Hun havde forsøgt at skære pulsåren i sine håndled over. Jeg ringede efter hjælp på tre gange nul, som man drejede dengang. Mor kom selvfølgelig på hospitalet og bagefter igen på den lukkede afdeling. Men hun tilgav mig aldrig helt, at jeg havde ringet efter politiet, som hun sagde. »Tænk, at du kan gøre det mod din egen mor.« Det havde jeg ikke, jeg havde bare drejet 000. Hun skulle hjælpes i en fart, for jeg havde bare kunnet binde nogle håndklæder om hendes håndled.

Senere i livet oplevede jeg hende som værende misundelig på mit liv. Og det er selvfølgelig, fordi jeg fik en tilværelse, som hun havde ønsket sig. Jeg har ondt af hende, det har jeg virkelig.«

Hun blev aldrig rask?

»Det gik op og ned med hende resten af hendes liv. Så blev hun medicineret, så tog hun for mange piller. Vi kunne næsten læse hendes ture. Når hun var på det normale niveau, gik det rigtigt hyggeligt, og vi havde det godt. Men pludselig kunne man mærke, at intensiteten steg. Hun blev manisk, købte åndssvage ting, som blev leveret derhjemme, og som min far så måtte gå ud og aflevere igen. Når hun var på det højeste, var hun helt ustyrlig. Overkåd og førte sig frem. Og så vidste vi, at nu gik der kun nogle få dage, så var hun helt nede i kælderen igen.

Det fortsatte, fra hun var i midten af 40erne til slutningen af 70erne. Hun havde så lige et par gode år, men så døde min far, da han var 85. Og så prøvede hun på at tage billetten endnu engang, men bliver reddet. Der var hun kommet i en beskyttet bolig hjemme i Stenlille, hvor hun kom fra.«

Har du været nervøs for, at du skulle have arvet din mors sygdom?

»Ja, jeg har været bange for at være disponeret. Jeg sagde til Keld, da jeg begyndte at nærme mig overgangsalderen, det tidspunkt, min mor blev syg på: »Du skal sige til mig med det samme, hvis jeg begynder at ændre mig. Bliver jeg umulig, så sig det til mig.« Men han har ikke kunnet mærke noget, siger han.

Da jeg mødte Keld, tror jeg også, det har påvirket min mor i negativ retning, for hun syntes min svigermor, der var en fin dame, så ned på hende. Mine forældre sagde:

»Kunne du ikke bare finde én af vores egen slags?«

»Jamen, han er jo god nok og jeg holder jo af ham,« måtte jeg svare.«

Det måtte være noget af et minefelt at agere i?

»Ja, det var anderledes tider. Også Kelds forældre ønskede sig noget bedre til deres søn. Vi havde det svært. Keld gik på det tidspunkt på Statsgymnasiet Schneekloths Skole, hvor han skulle tage sin studentereksamen. Vi har jo mødt hinanden meget tidligt. Nogle gange fik han så ikke lavet sine lektier, fordi han spillede på sin guitar, og det hørte min far jo noget om:

»Hvis han bliver musiker, er du så klar over, Hilda, at det er dig, der kommer til at tjene pengene? Musikere ligger på sofaen og sover branderten ud hele dagen.«

Og Kelds forældre troede, at det nok var mig, der havde inspireret ham til ikke at passe skolen ordentligt. De ønskede sig, at han enten skulle blive cand.mag. eller advokat.«

Syntes de også, I var for unge?

»Alt for unge. Da min mor fulgte mig i skole den første dag i Valby, så hun en pæn dreng, der stod og ventede:

»Du kan vel ikke sige mig, hvor 2. u har til huse?«

»Jo, De kan bare følge efter mig, for der skal jeg også selv gå.«

Så tøffede vi efter ham. Jeg vidste ikke, at det var ham, jeg skulle følge efter resten af mit liv.

Vi gik i skole sammen i 2. og 3. klasse. På et tidspunkt forlod Keld Valby Skole for at gå på Statsgymnasiet Schneekloths Skole. Jeg fortsatte på Valby Skole til og med realeksamen. Der gik jeg sammen med hans kusine, »Lange Lone«. Lone tog sin fætter med til en af pigernes 15-års fødselsdag. Og så var det, jeg mødte Keld igen. Han sagde, han havde tænkt på mig mange gange siden skolen. Og han påstår stadig, han har været forelsket i mig allerede i 2. klasse. Det kan han jo sagtens bilde mig ind i dag! I hvert fald fik vi meget sympati for hinanden den aften. Han fulgte mig pænt hjem til døren, hvor jeg boede. Vi gik med en cykel imellem os. Og så blev vi kærester. Men det var tidligt. Jeg var ikke fyldt 15.«

Et nyt liv

»Keld og jeg blev ringforlovet på min 18-års fødselsdag. De havde de jo nok alle sammen håbet på, at det gik i stykker, så vi var nødt til at holde sammen bare af trods. Men vi havde begge to brug for hinanden. Keld havde brug for en til at styrke sig i sin musik. Og jeg havde brug for en til at styrke mig i min tro på, at jeg godt selv kunne nogle ting. Keld betød alt for mig.

Der gik syv år, inden vi slog pjalterne sammen. Vi blev gift i 1968, da vi var 22. Det er også lang tid at bo hjemme. Der var ikke så mange muligheder for lejligheder dengang, men vi skaffede en toværelses i det nybyggede Domus Vista på Roskildevej, og for at få den skulle vi gifte os inden for seks uger. Keld spillede i orkester og læste til skolelærer, så det var begrænset med datoer, vi kunne vælge imellem. Men vi var lykkelige over at kunne begynde vores eget liv.

Brylluppet på Søllerød Kro endte i stor ballade, da vi havde forladt festen ved midnat. Vores mødre ramlede sammen. Kelds far havde danset med en dekolleteret dame, og hans mor var blevet rasende. Og min mor havde angrebet min svigermor. Næste morgen måtte jeg sige til Keld, at der altså havde været ballade i familien i nat. Keld fløj rundt til hele familien for at eftersøge sin far, der var blevet smidt ud. Og jeg sad og trøstede min far og mor. Sådan var vores første dag som gift.

På et tidspunkt sagde vi så til os selv: »Sådan skal vores liv aldrig blive.« Vi har brugt vores forældre som et billede på, hvordan vi ikke vil leve sammen. Vi tager tingene i opløbet og prøver at løse problemerne sammen. Selvfølgelig er der op- og nedture i et ægteskab, også når man arbejder meget væk fra hinanden. Vi kan sagtens tage en diskussion, og især da vi var yngre, kunne vi smække med dørene. Men jeg tror ikke, vi har været uvenner meget mere end en halv time ad gangen. Og vi har lovet hinanden ikke at rippe op i tingene igen, hvis de er diskuteret færdig.«

Der er nogle fundamentale værdier i jeres hjem, som I har været meget enige om?

»Man skal være ordentlig mod sine medmennesker. Man skal passe sine ting. Det er ikke noget, vi simulerer. Det ligger i os. Vi er sådan. Det lyder kedeligt, men ja, så er vi kedelige. Det har nok til tider været et åg at have den der ordentlighed. At være et pænt menneske. Selv om man engang imellem har lyst til at være noget helt andet og vel også er det.«

Var du med til at forsørge Keld i de unge år?

»Da jeg var færdig med realeksamen, kom jeg i almindelig handelsskolelære hos Lundbeck & Co., hvor også min far arbejdede. Jeg syntes, at jeg var nødt til at tage en uddannelse, når nu Keld stod foran at skulle læse i så mange år.

Da jeg brokkede mig over mine arbejdsopgaver som elev, kom jeg efterhånden til at arbejde med en faktureringsmaskine, som kunne køre med kodebånd, der kunne omsættes til statistikker på Regnecentralen. Da jeg var udlært, sagde personalechefen, at de gerne ville beholde mig, og de havde tænkt sig, de ville give mig 1.200 kroner om måneden.

»Det har jeg slet ikke tænkt mig at blive til,« svarede jeg. »For jeg kan få 1.700 kroner inde på Regnecentralen. Og jeg er den eneste, der kender til Deres faktureringer.« Jeg havde krammet på dem. Jeg er ordentlig, men jeg vil ikke snydes og trampes på, hvis der er noget, jeg synes, jeg kan. Jeg fortsatte hos Lundbeck og blev også lokket med, at man skulle have et EDB-anlæg inden for det nærmeste halve år. Jeg skulle læse mig til at lave programmer. Jeg havde ikke papirer på noget som helst, så jeg tog også en merkonom-uddannelse i databehandling, som det hed dengang.«

Hvordan blev det så Keld & Hilda?

»Keld fik nogle stemmeproblemer i 1979. Han skulle opereres og tie stille i en måned. Han havde jo ikke fået nogen stemmetræning som ung. Havde bare kløet på. Han måtte ikke længere synge fem-seks timer i træk og tog nogle alenejobs. Og det kunne han simpelthen ikke holde ud. Det var for ensomt. Han ringede hjem 20 gange på sådan en dag, hvis han var afsted og havde fundet en telefonboks.

»Du må tage med,« sagde han, »ellers bliver jeg skolelærer igen.«

Jeg huskede, hvordan jeg som helt ung, påvirket af hans forældre, havde syntes, han skulle have en ordentlig universitetsuddannelse og fik ham til at holde op med at tage ud og spille. Han blev fuldstændig tavs. Han var slet ikke den samme i tre måneder. Så sagde jeg til ham:

»Vil du ikke godt begynde at spille igen?« Musik betød så meget for ham. Jeg tog hele livsglæden fra ham.«

Kan du huske første gang, du var med ude?

»Jeg skulle med første gang 6. februar 1981 og havde indvilget i at tage med bare et par weekender. Vi havde øvet derhjemme morgen, middag og aften. Men dagen oprandt, og jeg tænkte: »Jaja, vi kommer vel igennem det, og der kommer vel ikke nogen.« Det var på Pejsegaarden ovre ved Brædstrup. Grethe Nygaard, der havde stedet, tog imod os:

»Der er 700 glade mennesker, der sidder og venter på jer.«

»Jeg gør det ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke,« sagde jeg.

»Keld, det må du ikke byde mig. Du er startet i det små, jeg bliver kastet ind foran 700 mennesker, der kan sidde og grine ad mig bagefter.«

Så fik jeg Jordens største skideballe. Han ved, at hvis han taler sådan til mig, så bliver jeg så edderrasende, at jeg skal bevise, at det kan jeg fandeme godt. Og det gik fint.«

Det tynde øl

»Jeg troede jo, jeg kunne fortsætte med at arbejde, efter at jeg startede med Keld. Men jeg forsømte vores datter, Annette, mit hjem og var halvdårlig til det hele. Så vi besluttede os for, at jeg hellere måtte stoppe allerede efter det første halve år. Så 1. august, samme dato, som jeg 18 år tidligere var startet hos Lundbeck, sagde jeg farvel og tak.

»Du kommer tilbage om et års tid,« mente de.

»Ja, det gør jeg vel,« svarede jeg. Der er gået 40 år. Jeg har ikke fortrudt et sekund.«

Hvad giver det dig at komme ud og optræde?

»Jeg synes, det giver os et fantastisk liv. Og ved du hvad? Jeg siger til Keld, at jeg ikke tror, vi havde været gift, hvis han havde spillet, og jeg havde haft mit liv. Vi havde pludselig masser af tid til at snakke sammen. Og vi har hele tiden fået en masse oplevelser sammen – gode og dårlige – som vi har kunnet bearbejde i fællesskab.«

I er jo blevet sådan en slags institution. Alle ved jo, hvem Keld & Hilda er ...

»Men de første år, jeg var ude med Keld, var det sådan lidt: »Nå, har du konen med i dag? Hun gider ikke sidde derhjemme?« Jeg blev betragtet som hende det tynde øl, der havde stået derhjemme og trampet: »Jeg skal også med!« Den lå sådan lidt nede under det hele, og det generede mig. Jeg gjorde det, fordi han gerne ville have det, ikke fordi jeg ønskede det.«

Hvad er det for en glæde, I giver jeres publikum?

»Formålet med, at vi for eksempel er ude på plejehjem, er jo, at de mennesker, der er der, har en god dag. En dag, der er anderledes end de andre dage. Vi prøver på at lave noget, folk godt kan lide. Og vi spreder os rigtig meget. Nogle kender os jo på én måde, når vi kommer, men jeg håber, de kender os endnu bedre, når vi går. »Hvor er det dejligt, I kommer,« siger de, når man kommer ud på job, og det var ikke en sætning, jeg hørte de 18 år, jeg havde kontorarbejde.«