Den netop udkomne udgave af Madkulturens store årlige undersøgelse af danskernes madvaner viser, at vi spiser mere kød end fjor, svarende til i 79 procent af alle aftensmåltider. Når jeg kigger på bogbunkerne i min vindueskarm og på skrivebordet, kan jeg kun sige, at det ikke kan skyldes mangel på bøger med opskrifter på grøn mad.
De seneste mindst fem år har den grønne trend været herskende på kogebogsmarkedet, og i år er ingen undtagelse. Aldrig har jeg set så mange veganer-, vegetar-, grøntsagskogebøger, både dem, der gør dig sund og tynd og redder verden. Ikke desto mindre har jeg her valgt at springe let og elegant hen over de fleste af årets grønne kogebøger af den simple grund, at opskrifterne generelt ikke har forekommet ordentligt gennemarbejde og velkomponerede og dermed tilstrækkeligt inspirerende.