Befinder mig på caribisk ø. »Har du fløjet, din døgenigt!«, tænker du måske. »Hvad med miljøet og indlandsisen og fanden og hans pumpestok!«
Næ, jeg har såmænd i embeds medfør sejlet over Atlanten. Hence radiotavshed de sidste uger. I en sejlbåd af ældre dato. Helt bæredygtigt. Jeg er desværre nok nødt til at flyve hjem, for at krydse op mod passaten er en noget mere strabadserende oplevelse end at sejle med vinden blidt i ryggen. Og nu vi har den fremme, så skal jeg hilse fra Tante Brun og sige, at det er lidt af en mundfuld at modtage et Atlanterhav af sms-er, når man ser land første gang, fra nidkære journalister og andet godt- og skidtfolk, som afkræver en svar på et satirisk indlæg i avisen, skrevet og afleveret for mange uger siden.
Svar og genmæle skal I såmænd nok få. Men giv mig lige fem minutter, så jeg kan danne mig et overblik over omfanget af skader. Og ofre. Døde og sårede som ligger på lazarettet i kritisk tilstand, kvæstede af min ironiske pen (som vi jo ved er stærkere end sværdet). Helladusseda! Har folk scrotum-hud over hele kroppen? Ja, undskyld mit kreolske. I skulle en tur over Atlanten, skulle I. I en lille båd der gynger. Eller i seng uden aftensmad. Men lad det nu ligge. Tilbage til Caribien. Og the Island lifestyle.
Vi hører reggae. Damernes vuggende numser er gigantiske, og jeg, som jo, ihvertfald periodisk, må siges at være det, man med en eufemisme kalder traditionelt bygget, er et lille nips i disse paradisiske omgivelser. Her bærer man sin krop uden skam. Her går folk langsomt og her går det langsomt. Her har aldrig været skyggen af en djøffer. Ting tager den tid, de tager. Her dufter af hav og jerked chicken og pot. Husene er blå og gule og grønne.
Og igår så jeg et lille bitte pink hus med et skilt, hvorpå der stod Beautyshop og nedenunder var der med kuglepen nedkradset closed, og jeg overvejede, om jeg skulle kontakte ejeren med henblik på køb af fast ejendom. For tanken om at skulle hjem i kulden, både den fysiske og den psykiske, efterlader en vis mathed. Man skulle bo her og hedde Patience og åbne en beauty parlor i et lille pink træhus. Flette hår og lave negle, spise grillet kylling og papaya, og sove til middag ikke mindst. Sorte mennesker har jo ophøjet middagsluren til en kunstart. Og det må jeg gerne skrive, for jeg er sortere end nogensinde efter tre uger på havet. Hvilket mange af de »venlige« mails i min indbakke også har fokuseret på, dog med et mindre flatterende ordvalg. Men den tager vi senere.
Her bærer man sin krop uden skam. Her går folk langsomt og her går det langsomt. Her har aldrig været skyggen af en djøffer. Ting tager den tid, de tager. Her dufter af hav og jerked chicken og pot. Husene er blå og gule og grønne.Hella Joof
Tænk at bo her i fugtig varme og blød hud. Med sand mellem tæerne og mango mellem tænderne. Flirte og blive fløjtet af, når man har iført sig en stram rød kjole, som kæler for ens mavedeller og blidt kærtegner ens en-meter røv. Peter, en af mine rejsefæller beretter ved morgenmaden, at han er blevet klippet gratis af en smuk jamaicansk frisør, som ikke tog creditcards. »You can just pass on the favour«, som hun sagde. »Pass on the favour«, gentager jeg fortryllet. Hvor er det fint. Det kunne vi godt implementere i vores samfund. Ingen penge involveret. Bare en tjeneste man giver videre. Hov, nu skal jeg vist vare min mund. For måske kan det takseres som sort arbejde? Opfordrer jeg til ulovligheder? Det kan vi ikke ha! Men tænk engang. At sidde i sin frisørsalon på en hvid strand uden work/life balance problemer og have overskud til at pass on the favour. Det kalder på et digt:
Oh at være en kvinde
ingen kan vide hvor er.
Gemme sig dybt i en vandkant.
Klippe en rødhudet turist.
Som Frank Jæger næsten skrev.
Ja ja, jeg ved, at træerne ikke vokser ind i himlen. Eller det ved jeg faktisk ikke, om de gør. Nogen gør måske. Turisterne på all inclusive-hotellet vokser til gengæld henad jorden. Lavt tyngdepunkt. Den menneskelige hjerne kan ikke tåle tag-selv buffet. Vi har ingen stopklods ligesom dyrene. Hvor tit møder man en fed solsort eller et overvægtigt pindsvin? Men vi mennesker fylder tallerkenen med top på, vi æder til vi segner, og resten bliver smidt ud. Sodoma og Gomorra. Sodavand og godmorgen!
Når man ser de stakkels turister, deres udspilede, hvide, tatoverede, solskoldede kroppe, deres vraltende gang, fordi lårene maser mod hinanden og laver friktionssår, overvejer man, om europæerne er ved at gå til grunde af fedt og sprut og skørlevned. Og ikke kun dem. Jeg ved godt, at de solidt byggede, skinnende sorte kvindekroppe også efterlader en regning, og at vi formentlig ikke har nået toppen af ny-diagnosticerede diabetestilfælde i denne her del af verden.
Men det tager vi som det kommer. Med værdighed, iført en stram, rød kjole og slowmotion-gang.
