Anne Sophia Hermansen: Forsvar for Hella Joof

»Hella Joof har skrevet en satirisk klumme om svindelsigtede Britta Nielsen, og nu er Fanden løs i Laksegade. Det er nemlig blevet helt legalt at gå amok på Joof. Hvorfor? Måske fordi hun har redet lidt for meget på succesbølgen med sine papmacheregler, film og deltagelse i Mads og Monopolet. Og så er hun ikke ræverød, hvilket vi alle ved er det samme som at være sygt neoliberal, elske Ayn Rand og i det hele taget tilbede ondskabens magter. Hun sover sikkert også i en Saxo Bank-t-shirt,« skriver Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Af og til kan man godt få den tanke, at det står skralt til med manges humoristiske sans. Så skralt, at skribenter må overveje at markere med rødt, hvis de skriver noget ironisk. Således er Hella Joof de seneste dage blevet ført frem på de sociale mediers guillotineplads, fordi hun har tilladt sig at skrive et satirisk brev til svindelsigtede Britta Nielsen her i AOK. Og ja, kodeordet er her satirisk.

Hun indleder sit åbne brev med at fortælle, at hun har medfølelse med et menneske, der »har henslæbt år efter år i en af de dårligt ledede statslige styrelser, som man hellere vil have lavet en rodbehandling i en de bageste molarer end arbejde i. Uden bedøvelse.«

Allerede her kræver det en god gang humor-intolerans ikke at fornemme, hvad det er for en klumme, man er ved at læse. En klumme, der er fuld af overdrivelser, skæve billeder og som nok ikke skal tages 100% bogstaveligt.

Hella Joof fortsætter med at skrive til Britta Nielsen:

»Jeg tror, du har set implementering af meningsløs lovgivning. Tildeling af tilskud og ydelser til projekter, som ingen som helst forskel gjorde for de implicerede. Og et stort HVORFOR har fundet vej til din hjerne.«

Hella Joof skriver henover det faktum, at satspuljemidlerne i årevis har været genstand for hovedrysten. Annette Vilhelmsen betragtede således midlerne som en slags julemandsordning og forærede tilbage i 2013 Lisbeth Zornig en mio. kr. til at øge stemmeprocenten blandt socialt udsatte, selv om Zornig ikke havde ansøgt om en krone. Efterfølgende viste en undersøgelse, at det ikke var en enlig forvirret svale, men at man også havde omfattende problemer med tilbageførslen af penge fra ordninger, der var ophørt.

Undersøgelsen viste imidlertid ikke, at Britta Nielsen havde haft snablen nede i kassen i årevis.

Derfor skriver Hella Joof: »Og det har været nemt, og ingen har opdaget noget, og du har tænkt, som jeg også selv ville tænke: Det er åbenbart ikke nogens penge.«

Skulle det være sjovt? Tja, komik udspringer jo ofte af en tragisk virkelighed.

For nylig medgav tidligere socialminister Manu Sareen til Berlingske, at der også i hans tid var rod i systemet, og at ingen havde et reelt overblik over puljens mange millioner.

Jeg tillader mig at spørge: Er det ikke mere tragisk end, at en klummeskribent tillader sig at ironisere over elendigheden? Det synes jeg. Lad os også huske på, at Britta Nielsens svindel angiveligt har stået på i 17 år, måske længere.

Men modsat en klummeskribent kan en stat ikke undskylde sig med satire. Satspuljemidlerne er blevet hovedrystende inkompetent administreret, og i stedet for at sætte sig ned og græde over det - det bør de ansvarlige politikere - gør Hella Joof sig morsom.

Og så er fanden selvfølgelig løs i Laksegade. Hella Joof er nemlig blevet sådan én, det er helt legalt at gå amok på. Tilsvine hæmningsløst på nettet eller som Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information, latterliggøre på lederplads.

Anne Sophia Hermansen

»Oh joy! Hella Joof havde også på det tidspunkt redet lidt for meget på succesbølgen med sin Papmacheregel, film og deltagelse i Mads og Monopolet. Tilmed var hun ikke ræverød, hvilket vi alle ved er det samme som at være sygt neoliberal, elske Ayn Rand og i det hele taget tilbede ondskabens magter. Hun sover sikkert også i en Saxo Bank-t-shirt.«


Hvis nogen har glemt det, så blev hun sidste år udsat for omfattende chikanerier, fordi hun var kommet med i Disruptionrådet og lidt fjollet udtalte, at vi burde gøre som indianerne, der brænder deres by ned hvert syvende år.

Udtalelsen medførte, at folk, som ellers plejer at være glad for den gode tone og for at mene, at antikkens gladiatorkampe er et overstået, inhumant kapitel, genfandt lidt af fortidens glæde ved at se et menneske blive jagtet rundt i manegen.

Oh joy! Hella Joof havde også på det tidspunkt redet lidt for meget på succesbølgen med sin Papmachéregel, sine film og sin deltagelse i »Mads og Monopolet«. Tilmed var hun ikke ræverød, hvilket vi alle ved er det samme som at være sygt neoliberal, elske Ayn Rand og i det hele taget tilbede ondskabens magter. Hun sover sikkert også i en Saxo Bank-t-shirt.

Nu har hun så igen tilladt sig at mene noget offentligt, som ikke er spyttet ud af en politisk korrekt pølsefabrik, og blodrusen er tilbage.

Vi ser, hvordan den ene Hellig-Frans efter den anden kaster sig op på den høje hest og skriver lange kommentarer skåret over den simple læst: »Nej, dumme Hella, man må ikke stjæle fra de socialt udsatte.«

Men hov, hvor skriver hun det henne? Det er rigtigt. Ingen steder. I stedet skriver hun ironisk, at:

»Jeg vil meget hellere have, at du har haft det sjovt og fyret den maks. af med de penge, end at de var løbet ud med badevandet på et eller andet ørkesløst projekt, som ingen i dag kan huske, som ingen har haft nytte af, og som primært var kommet i stand for projektmagernes skyld.«

Det er lige før, jeg selv tænker det samme, og igen, lad os huske på konteksten - satspuljemidlerne har været en kæmpe rodebutik i årevis, ingen har haft styr på en skid, og det er ærligt talt heller ikke meget, vi har hørt til de øremærkede projekter.

At læse hendes klumme som en opfordring til at skabe ringere vilkår for samfundets svageste kræver ikke kun stor uvilje og ihærdighed. Det kræver også en middelsvær mangel på humoristisk sans.

Til gengæld kræver det meget lidt at bruge hendes klumme som en taknemmelig trædesten for billig selv- og sagsprofilering, og sådan vil den blive brugt, indtil også denne blodrus er stilnet af og endnu en skalpering tilendebragt.

Bagefter kan pæne mennesker så genoptage deres samtaler om tonen og vigtigheden af at tænke godt om andre og ikke tillægge dem alskens fæle motiver.

Indtil Hella Joof igen tillader sig at skrive noget kontroversielt. Hvis altså ikke alle Hellig-Franserne får lukket munden på hende inden. Lad os ikke håbe det.