Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager - hvad skulle det så være?
»At det nok skal gå alt sammen, men at man skal tage livtag med sit liv og forme det i sit eget billede. Livet bliver bedre og bedre, og alt går over. Der er ikke noget, der varer ved. Hverken smerten eller glæden. Livet er en gave, som man skal passe på og værdsætte. Det, der ser frygteligt uretfærdigt ud, har også noget at lære én. Og at man ikke kan elske for meget. Husk, at du er god nok. At din hud bliver pænere. At du er fin, som du er. At du finder nogle, der allerede står parat til at elske dig, men de kan ikke komme over den mur af selvhad, som du har bygget. Du er et helt perfekt menneske. Men andre mennesker kan ikke læse dine tanker, så du er nødt til at oplade din røst. Du er elsket. Tro på det. Og få dig en uddannelse!«