Han har fotograferet for Elle, tilbragt 11 år i Jægerkorpset og været »voldsomt usikker« på sig selv. Nu vil han give folk et kærligt spark bagi

11. september 2001 ringede en satellittelefon i en kælder i Kabul.

Forbindelsen var Thomas Rathsacks eneste linje til omverdenen i et Afghanistan, som Taleban holdt i et jerngreb. Han arbejdede for en humanitær organisation med at rydde et stort minefelt, det daværende Sovjetunionen havde efterladt år forinden.

»Opkaldet kom fra København, der meddelte os, at der var sket et terrorangreb i USA. Alt pegede på, at det kom herfra,« siger Thomas Rathsack.

Klokken tre om natten pakkede den tidligere jægersoldat og hans svenske kolleger bilen. En hundehvalp, han havde fundet på gaden nogle måneder forinden, kom også med.

»Vi kørte mod Pakistan, gennem de store, grønne dale og højsletter, gennem Khyberpasset til hovedkvarteret i Islamabad. Der sad vi så og så verden udfolde sig på CNN.«

Der var her, han hørte, at NATO påtænkte at sende specialstyrker til Afghanistan. Meget få danskere havde oplevet landet og Taleban-styret på så tæt hold, som Thomas Rathsack havde.

»Jeg ringede hjem til Danmark og introducerede mig selv: »Goddag, jeg er jægersoldat nummer 229. Kan I bruge mig til et eller andet«?« fortæller Thomas Rathsack.

»Først blev der lidt stille i røret. Så sagde de, »jo, det kan vi bestemt. Kom hjem«.«

Opkaldet blev hans returbillet til Jægerkorpset. Få måneder senere var han en del af en amerikansk ledet specialstyrke, der jagtede Taleban og al-Qaeda. En indsats, som han modtog den højeste amerikanske enhedsudmærkelse for.

I dag ernærer Thomas Rathsack sig som forfatter, foredragsholder og indpisker i TV 2-programmet »Korpset«. Som ung stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle være en del af en elitær specialoperationsstyrke. Det vender vi tilbage til.

Ikke et alter ego

Med sit brede kæbeparti og overarme, som er væsentligt større end gennemsnittet, er det ikke svært at forestille sig Thomas Rathsack jage en skræk i livet på sine tv-rekrutter.

I virkeligheden har han let til smil. På sit kontor i en højloftet strandvejsvilla nord for Taarbæk serverer han Nescafé Crema med kogende vand og læner sig så langt tilbage i sofaen, han kan komme. I pejsen er der ild i et enkelt stykke brænde. Udenfor kan man ane et stille Øresund mellem lavthængende grene.

De mange års erfaringer fra Jægerkorpset har Thomas Rathsack kunnet trække på i sin nyeste roman, »Kollaps«, som udkommer 19. marts. Det er femte og indtil videre sidste bind i thrillerserien om den fiktive tidligere jægersoldat Michael Plessner.

»Jeg har selvfølgelig gjort brug af mine egne erfaringer til at beskrive konkrete procedurer og teknikker i forhold til eksempelvis våben og nærkamp, men også soldatens observante og rolige adfærd. Det forsøger jeg at skrive ind i Plessner,« siger Thomas Rathsack.

Romanens jægersoldat repræsenterer ifølge forfatteren nogle stærkt maskuline dyder.

»Han er handlekraftig, og han er drevet af en stærk retfærdighedssans. Samtidig er han en flosset sjæl. Jeg har i denne bog beskrevet mere af hans opvækst, som forhåbentlig får læseren til at forstå, hvorfor han gør, som han gør,« siger Thomas Rathsack og afviser, at den fiktive karakter er hans alter ego.

»På ingen måde. Nu har jeg kendt mange jægersoldater, så jeg har pillet lidt hist og her og sat en troværdig repræsentant sammen. Jeg har forsøgt at lave en figur, som er et kondensat af den verden, jeg kommer fra.«

Et vindue til en ny verden

»Den verden, jeg kommer fra« er en sætning, Thomas Rathsack hyppigt bruger om sin tid i Jægerkorpset.

Førhen var han »voldsomt usikker« på sig selv. Som dreng fumlede han sig igennem skolegangen, fik ekstraundervisning og dumpede til eksamener. Fornemmelsen af ikke at slå til blev kun forstærket af, at hans far havde en doktorgrad i filosofi, og at storebroderen »blev betragtet som et vidunderbarn, som fik alle de bedste karakterer«.

Vendepunktet – det første af mange – blev en bog, skrevet af tidligere jægersoldat Carsten Mørch om dennes oplevelser på verdens hårdeste militæruddannelse i USA.

»Det var, som om jeg helt fysisk fik åbnet et vindue ind til en ny verden. Det var en fysisk og praktisk verden – en verden, hvor der var klare, definerede mål,« siger Thomas Rathsack.

»Det blev simpelthen mit erklærede mål, at dét der, det skulle jeg være.«

I begyndelsen af teenageårene begyndte han at opbygge sin fysik, og i 1985 kom han ind i Forsvaret, i den verden, han virkelig havde hjemme i. Han begyndte på et uddannelsesforløb, hvor han skulle et år på skolebænken, før han kunne blive soldat. Som den eneste ud af 85 elever dumpede han til sin eksamen.

»Jeg kan stadig huske følelsen af at komme hjem til kasernen lige omkring frokosttid. Så gik jeg med mit pulveriserede selvværd ned ad midtergangen i kantinen, og alle vidste, at det var Rathsack, som var dumpet. Det er ikke sjovt at være 19 år og tro, at man endelig har fundet sin rette hylde – og så ikke kunne slå til,« husker Thomas Rathsack.

Med det yderste af sine fingerspidser formåede han at hive sig op og komme videre. Fire år senere, på sin 23-års fødselsdag, begyndte han på Jægerkorpsets optagelsesforløb. De var 94 rekrutter første dag. Thomas Rathsack var en ud af de otte, der fandt vej gemmen nåleøjet.

Selvtillidsprøven, den endelige prøve for at blive optaget i korpset, husker han som en form for dåb.

»Man klatrer op i en høj pæl og så ud i et tov, der hænger på tværs af en sø i 18 meters højde. Der hænger man så i armene og anmoder om tilladelse til at udføre en sidste selvtillidsprøve. Og i det øjeblik, man rammer vandet, er man reelt inde i Jægerkorpset,« fortæller han.

»Det føltes som en ventil, der blev åbnet på toppen af mit hoved, og al frustration, usikkerhed og dårligt selvværd sivede ganske stille og roligt ud.«

Skepsis blev gjort til skamme på få minutter

I TV 2s programserie »Korpset« er der hverken frustration eller usikkerhed at spore hos Thomas Rathsack, der her går under navnet »Rat«. Det er tydeligt, at det er ham, der er ovenpå, når han skal sende 12 aspiranter gennem otte døgn med gradvist hårdere prøvelser. Her er ingen indstuderede replikker eller scener, der skal tages om.

I fjerde sæson, som i øjeblikket løber over skærmen hver mandag, er det for første gang kendte mennesker, der medvirker. Det var Thomas Rathsack skeptisk over for. Han var usikker på, om det var 12 »feterede primadonnaer«, han skulle møde.

»Den skepsis blev lynhurtigt gjort til skamme – nærmest på minutter. De var totalt ydmyge og gik til opgaven med blodet sprøjtende. De var mindst lige så interessante som andre aspiranter, for de er nogle enormt målrettede mennesker. Det er ikke for sjov, de har udrettet det, de har,« siger Thomas Rathsack.

For ikke at ende på et lavere niveau end de tidligere sæsoner, er alle 12 udvalgt, fordi de i forvejen var i god form. Deltagerlisten tæller blandt andre tidligere håndboldspiller Rikke Hørlykke, bokser og regerende verdensmester Dina Thorslund og skuespiller David Owe.

Noget af det, »Rat« og hans to kolleger hæfter sig meget ved, er deltagernes attitude, når deres grænser presses til det yderste.

»Som soldat er det vigtigt, at du udtrykker ro og kontrol. Hvis du straks signalerer panik og desperation, vil det øjeblikkeligt forplante sig i dit team. Det kan man se i alle sammenhænge. Er der bare én, der er sur til et møde, trækker det stemningen markant ned for alle andre i lokalet,« siger han.

En avanceret idrætsklub

23 år gammel blev Thomas Rathsack optaget i den verden, han havde ekstremt store forventninger til.

»Det er en fantastisk bedrift, og mit selvværd er boostet – men jeg finder også ud af, at jeg ikke med et trylleslag bliver forvandlet til den supermand, jeg troede, jeg ville blive. Jeg finder ud af, at mine kolleger er ganske almindelige danskere,« siger han.

I 1990 var det danske forsvar ikke gearet til operativ tjeneste, og det skuffede den eventyrlystne Rathsack. I stedet løb de rundt oppe i Aalborg i det, han plejer at kalde »en avanceret idrætsklub«.

»Det er ikke nedladende ment, men sådan var det. Jeg havde det som en fodboldspiller, som træner og træner, men aldrig kommer i kamp,« siger Thomas Rathsack.

Han ville gerne udsendes. Ikke fordi han var »krigsliderlig«, men for at afprøve om det, han havde trænet i årevis, fungerede i praksis.

Efter tre år i Jægerkorpset sagde Thomas Rathsack op.

»Jeg tænkte, hvad fanden skal jeg så? Nu har hele mit liv været opfyldt af en klar drøm, og lige pludselig står jeg i en situation, hvor jeg hverken har mål eller drømme,« siger han.

For sine sidste sparepenge købte han et trommesæt og et kamera. Om dagen lærte han sig selv at fotografere, og om aftenen spillede han på trommer. Efter et par år rejste han til Chile, hvor han levede af at fotografere.

»Det lyder flot, men i det første års tid, jeg var der, havde jeg ikke noget arbejde. Jeg gik rundt med min fotobog og bankede på dørene hos de forskellige redaktioner i Santiago, men der var sgu ikke nogen, der ville give mig et job,« siger Thomas Rathsack.

»Da jeg endelig fik et arbejde, var det kraftedeme for den chilenske udgave af modemagasinet Elle. Dem fotograferede jeg så otte sider for.«

I 1997 rejste han hjem til Danmark og stod endnu engang i en situation, hvor han hverken havde penge eller plan for fremtiden.

Det endte med en ansættelse ved en it-virksomhed i Ballerup, og det på trods af, at han aldrig før havde prøvet at bruge internettet. Det gik der yderligere et par år med, indtil en smuk og frostklar martsmorgen i 1999 blev endnu et vendepunkt i soldatens liv.

»Jeg sad med mit jakkesæt i min bil og tænkte »er det det?« Det gik sådan set fint, men jeg kedede mig,« siger Thomas Rathsack.

»Jeg gik direkte ud af bilen, op på kontoret, skrev en opsigelse, printede den ud, lagde den på min chefs kontor og kørte hjem igen.«

På jagt efter narkobaroner

Thomas Rathsack kører fingrene hen over lædersnoren på sit håndled. På sofaen har hundehvalpen Theo fundet en stribe sol at placere sig i.

Med egne ord kører hans liv i en form for siksak. For ham er den røde tråd mental rastløshed.

»Engang imellem ville jeg ønske, at jeg kunne være mere borgerlig eller konventionel. Men hver gang, hverdagen sniger sig ind på mig, har jeg paraderne oppe,« siger den tidligere soldat og erkender, at det nok også er derfor, at han i en alder af 54 hverken har kone eller børn. Den konstellation har aldrig ligget til højrebenet for ham.

Som udgangspunkt er »Kollaps« den sidste bog af fem i serien om Michael Plessner. På længere sigt drømmer han om at kunne leve af at skrive romaner, men for nu vil han satse på andre projekter.

For øjeblikket brygger han, ud over en »helvedes masse foredrag«, på en bog om betydningen af attitude – den, der fylder så meget i hans arbejde som tv-indpisker. Samtidig er han ved at søsætte et onlineprojekt, hvor han skal være mental træner for danskere, der har brug for rådgivning til at holde sig i gang med træning og blive ved på de sure dage.

»Jeg har evnen til at give folk et kærligt spark i numsen, så de kan blive en bedre udgave af sig selv. Det lyder meget flyvende og coaching-agtigt, men det er egentlig det, det går ud på,« fortæller han.

Sidst, men ikke mindst, pønser den tidligere jægersoldat på et tv-eventyr, der skal bringe ham til junglen i Columbia i jagten på narkobaroner.

»Det ligger lige til højrebenet for mig. Jeg vil gerne brede mig lidt ud og have en profil, der er mere nuanceret end ham, der står og flår hovedet af aspiranter,« siger han.

Krigszonen trækker mere end hverdagen

Efter at have sagt op i it-virksomheden, havde Thomas Rathsack på ny vasket tavlen ren. Han lagde brosten i nogle måneder og fik trænet noget mere.

En dag foreslog en ven, at han kunne tage en uddannelse for tidligere soldater som humanitær minerydder. Thomas Rathsack, der aldrig havde mistet trangen til eventyr, sagde ja på stedet.

»Fire måneder senere fik jeg mit første job som programchef i Kaukasus – en af de tidligere sovjetrepublikker, som også var stedet med flest miner pr. kvadratmeter. Jeg lærte de lokale at se, hvordan man kan se på en vej, om den er sikker at gå på,« siger han.

I foråret 2001 kom Rathsack til Afghanistan. Det var ifølge ham som at rejse 600 år tilbage i tiden, for her var hverken tv eller radio. Børnene måtte ikke flyve med drager, og kvinder kunne ikke gå på gaden uden ledsager eller tage en uddannelse. Det forhindrede Taleban-styret.

»Det første jeg så, da jeg kom ind i Kabul, var en mand, der var blevet hængt. Min tolk mente, at det var, fordi staklen havde hvide sokker på. Det var ligesom niveauet,« siger han.

Det var her, han befandt sig, da flyene samme efterår fløj ind i World Trade Center, og Thomas Rathsack besluttede sig for at tage endnu otte års tørn for det danske jægerkorps.

På sin vis kan krigszonen tiltrække ham i højere grad end hverdagen herhjemme.

»Det er ikke, fordi jeg har en romantisk forestilling om krig, eller det er glamourøst at være soldat. Pointen er, at når jeg er i en krigszone, er der paradoksalt nok en vis ro, der sænker sig i mig,« fortæller han.

»Når du er soldat, har du ganske få ting at forholde sig til. Nogen sørger for mad, vasker dit tøj og fortæller dig i øvrigt, hvad du skal gøre. Det er på mange måder meget ubekymret at være soldat.«

Det maskuline univers er befriende for mange

I nutidens Danmark, hvor den anden #metoo-bølge for alvor er skyllet ind over den offentlige debat, og hvor feminisme og ligestilling fylder mere end førhen, stikker Thomas Rathsack ud. Med sit vejrbidte ansigt og stoiske soldaterblik er han på sin vis et billede på den maskuline militærmand.

Det har Thomas Rathsack selv gjort sig mange tanker om.

»Jeg er stor tilhænger af den diskussion og synes langt hen ad vejen, at den er rimelig. Man skal opføre sig pænt over for hinanden. Det er grundlæggende det, der er pointen.«

Risikoen er ifølge Thomas Rathsack, at man »definerer stort set et helt køn som værende sexister«. Så bliver man intolerant, og det er ikke en måde at løse problemerne på, mener han.

»I relation til mine bøger og tv, er det et ultramaskulint univers, jeg repræsenterer. Det er der helt sikkert mange – måske især kvinder – der finder frastødende, men der er lige så mange, som finder det interessant, og det er dem, jeg henvender mig til,« siger Thomas Rathsack.

Den tidligere soldat finder det tankevækkende, at det er 49 procent kvindelige seere, som følger »Korpset« på TV 2.

»Jeg har også forbavsende mange kvindelige læsere. De får indblik i et maskulint univers, som ellers er lidt under pres. Det er måske befriende for mange, at der endelig er et sted, hvor maskuline dyder kan udfolde sig uden at blive banket oven i hovedet.«