Pizzaeventyret sluttede brat i Kolding, Roskilde og Horsens, hvor Gorm's for nylig måtte dreje nøglen i alle tre restauranter.
Ikke desto mindre står Gorm Wisweh og de øvrige ejere af Gorm's nu klar med en nyhed, som ikke kun handler om pizza. Faktisk udgør den italienske specialitet kun et lille hjørne af menukortet på »Bjørn & Delfino«, som fredag åbner i en af Københavns nyere bydele, Engholmene i Sydhavnen.
Restauranten kommer til at satse på retter med fisk, kød og pasta, mens pizzaerne vil spille en mindre rolle.
»I snart mange år har vi haft det nordisk-italienske som en rammefortælling om det, vi laver. Vi har med andre ord fortolket det italienske køkken og brugt nordiske råvarer i sæson. På vores nye restaurant kommer der indslag fra hele middelhavskøkkenet. Der må gerne være lidt græsk eller spansk inspiration, men råvarerne er stadig fra lokale producenter,« siger Gorm Wisweh, der blandt andet fremhæver retter som tatar af oksekød fra Grambogård og saltbagt rødbede med fåremælksyoghurt og lakrids.

Hertil kommer tre skiftende hovedretter og et mindre udvalg af pizzaer.
»Pizza bliver et supplement. Det er jo en kæmpe del af vores dna, så dem kan vi slet ikke lade være med at servere. Men hovedvægten kommer til at ligge andre steder,« siger Gorm Wisweh og tilføjer:
»Der bor mange familier i Engholmene, og det skulle gerne være en restaurant, hvor det er nemt at tage sine unger med og selv få noget interessant, nærværende mad uden at skulle gå på kompromis med voksenbehovet. Pizza og pasta er noget, de fleste børn kan lide,« siger han.
En »høflig« opfordring
Gorm Wisweh understreger, at man også kan bestille »ego-retter«. Menukortet er dog primært lagt an på retter, som flere ved bordet deler.
»Det er en høflig og venlig opfordring og lidt en reaktion på den tid, vi lever i lige nu. Den sydeuropæiske tradition med at dele, når der kommer noget på bordet, skaber et særligt fællesskab. Det er det, tiden kalder på, nu når vi går og spekulerer over elregningen og verdens tilstand. Så er det rart at få tankerne hen på noget andet,« siger Gorm Wisweh, der kan tale med om en trængt branche.

Han har blandt andet måttet erkende, at de restauranter, Gorm's havde åbnet i andre byer end København og Aarhus, blev en underskudsforretning.
»Restauranterne i Kolding, Roskilde og Horsens var forretninger, der var i udvikling, og der var masser af planer, men i det restaurationsmiljø, vi har lige nu, og det vi kigger ind i, rammer usikkerhed hurtigere uden for København og Aarhus. Det kunne vi mærke. Dertil kom det stigende omkostningsniveau. Så vi gik fra at være håbefulde til at føle, at det blev en meget lang rejse. Det blev pludselig en beslutning om, hvorvidt vi skulle bruge vores ressourcer der, eller vi skulle kigge på noget mere fremadrettet,« siger Gorm Wisweh.

Ideen om Bjørn & Delfino har været undervejs i et par år. Gorm's har i forvejen restauranter i blandt andet Nyhavn, Magstræde og Ørestad og i Aarhus og Årsdale på Bornholm.
Udsigt til vand
Den nye restaurant har plads til 45 mennesker. Når sommeren kommer, vil der kunne sidde 80- 100 gæster udenfor.
»Der er en meget lokal stemning i bydelen, så jeg tror og håber, at mange af vores gæster vil være fra området, men jeg er også ret sikker på, at en del vil komme fra eksempelvis Vesterbro. Der er noget helt særligt ved at have udsigt til vandet. Jeg er selv fra Bornholm, så det er noget, jeg sætter uendelig stor pris på,« siger han.
Navnet Bjørn & Delfino hentyder for øvrigt ikke til menuen, hvis nogen skulle få den idé, men til de stemninger, holdet bag håber, der vil opstå i henholdsvis vinter- og sommerhalvåret.
»Bjørnen henviser til vinterstemningen og delfinen til sommeren. Vi starter med bjørnen og hygge indendørs og glæder os til delfinen med åbne vinduer og masser af vand,« siger Gorm Wisweh.
Bjørn & Delfino åbner 4. november på Christian Langes Plads 3. Kbh SV.