Tv-kok køber sin pizzakæde tilbage

Stifterne af Gorm's overtager nu igen kontrollen med restaurantkæden, som voksede sig for stor for hurtigt. Fremover skal der udvides »i den oprindelige stifterånd«.

Tv-kok Gorm Wisweh serverer på restauranten i Aarhus, mens den endnu var åben. Klaus Dreyer

Tv-kokken Gorm Wisweh køber nu sammen med de oprindelige stiftere sin pizzakæde tilbage.

Fem af de seks grundlæggere af Gorm's, som i dag driver 12 restauranter med godt 200 ansatte, overtager dermed igen kontrollen, efter at det norske industrikonglomerat Orkla nedbringer sin ejerandel fra 67,7 procent til 19,9 procent.

Samtidig træder Jakob Mikkel Hansen, som for nylig blev finansdirektør i Gorm's, med i ejerkredsen.

Ikke gået som forventet

Det er kun tre år siden, at Orkla blev storejer i Gorm's, men administrerende direktør og medstifter Christian Madsen erkender over for Finans.dk, at den planlagte ekspansion ikke er gået som forventet.

»Vi må være ærlige at sige, at det ikke er gået, som vi havde håbet. Derfor har allesammen omkring bordet sagt, at der skal noget andet til fremover. Den hårde vækststrategi har ikke fungeret. Tallene taler jo deres eget sprog, så i bakspejlet må vi nok erkende, at vi slog et for stort brød op,« siger han, der tog over som topchef for et år siden.

Restaurantkæden åbnede en række nye spisesteder, men indtjeningen gik ikke som forventet, ledelsen har foretaget en lang række justeringer af både driften, organisationen og produktionen, og restauranten i Odense måtte lukke igen.

Skruer ned for tempoet

Derfor skal der nu skrues ned for tempoet, så det sker »i den oprindelige stifterånd«, hedder det i en pressemeddelelse, med fokus på »de gastronomiske oplevelser«.

Coronakrisen har været med til at presse selskabet, som nu får bidrag til finansieringen fra Vækstfonden.

»Vi har brugt det seneste år på at gøre os klar til den nye strategi og tilpasse organisationen efter den, og vi er nået rigtigt langt. Coronakrisen har bekræftet os i, at brandet Gorm's står på et solidt fundament,« siger Christian Madsen i en kommentar.

Stifterne har siden sommeren drøftet fremtiden for kæden med Orkla i en »konstruktiv dialog«.