Har du nogensinde tænkt over, hvor mange golfudtryk, der lyder som noget fra en swingerklub? Rækkende fra de mere uskyldige som putter og scorekort til mere tvivlsomme som shank, foursome og flækker?
Det gik op for mig, da jeg forleden for første gang i mit liv skulle spise på en golfrestaurant og derfor prøvede at lære mig nogle golftermer, så jeg kunne være med i konversationen. Det havde jeg nu ikke behøvet, for selv om man fra terrassen på restaurant Passebækgaard kigger lige ud på greenen ved hul nummer ni, kommer gæsterne her også af rent gastronomiske grunde, og det var da også lokale sommerhusboere, der havde tippet mig om, at der nu »endelig var kommet en god restaurant i Gilleleje«.