Gisp! Sjældent har man set en tv-medarbejder fyre så kraftigt op under hjertestarteren

For år tilbage var jeg vidne til en underholdende type forhandling om ekspertrollen. Jeg skulle deltage i et program på morgen-tv og sad forinden sammen med den øvrige vrimmel af morgengæster, som skulle være med i forskellige indslag. Tilstede var blandt andet en person – vi kan jo kalde hende Susanne - der var nyslået ekspert indenfor et sundhedsområde.

Det fremgik af Susannes samtale med en anden gæst, at hendes ekspertiseerhvervelse var sket i
forlængelse af en bogudgivelse. Susanne havde haft nogle personlige oplevelser, der havde gjort hende skeptisk over for etablerede systemer og fået hende til at tænke alternativt om forbindelsen mellem krop og sjæl og alt derimellem. Dette havde hun koblet med et par elementer i genren numerologi-astrologi-håndtydning og åbenbart med så stor succes, at hun nu om dage var på tv og gik under betegnelsen ekspert.

Sammen med os sad en distingveret herre og lyttede høfligt til samtalen. Adspurgt viste det sig, at han tilfældigvis – han skulle ikke være med i det samme indslag som Susanne - var professor og i adskillige årtier havde forsket i nogle af de kropsrelaterede emner, som Susanne turnerede med. Efter en stund blev det Susannes tur til at skulle i studiet. En produktionsassistent briefede hende om, hvad der skulle ske: »Du vil blive præsenteret som ekspert i xx«. Hvortil Susanne så sig lidt omkring og med klædelig, ny indsigt svarede: »Ekspert og ekspert. Jeg ved nu ikke rigtig, om man ligefrem kan kalde mig ekspert inden for området«.

Gisp! Sjældent har man set en tv-medarbejder fyre så kraftigt op under hjertestarteren.

»Susanne, Susanne,« smigrede assistenten. »Du kan da lige tro, at du er ekspert. Ekspert er slet ikke sådan en slags beskyttet titel, som kun nogle få mennesker kan have. Er vi måske ikke alle sammen eksperter i vores eget liv?«

Wow. Gaderespekt og julegratiale til assistenten, der forhindrede Susanne i at begå harakiri i bedste morgensendetid. Problemet er bare, at Susanne havde ret. Hun kunne efter meget at dømme langtfra kaldes ekspert. Hun havde en masse følelser, synsninger og hjemmestrikkede teorier tilsat lidt positiv-psykologi møder kaffegrums. Men der var grund til at antage, at den faktuelle viden, hun måtte besidde, kom fra ret dubiøse kilder og ikke havde været gennem nogen form for stringent gennembearbejdning.

Men assistenten havde også ret: Eksperttitlen er ikke en beskyttet titel. Jeg kan være ferm til dyr eller tænder uden at måtte kalde mig dyrlæge eller tandlæge. Men jeg kan skrive én god – eller dårlig - bog om min rejse til Timbuktu og i samme sekund nogen måtte have brug for det, kan de titulere mig »ekspert i vestafrikanske forhold«. Hvis ekspertiseområdet så ovenikøbet er sundhed eller menneskekundskab, så er der for alvor is på koen, for hvem kan opponere mod, at vi alle er eksperter i eget liv? Dette er folk ikke altid klar over, og videnskabelige forsøg viser, at vi meget let forledes til at tro, at nogen er eksperter, skønt intet tyder på, at de er det.

Dette fænomen kaldes for quizmaster-paradigmet efter et socialpsykologisk forsøg, der netop benytter sig af en opsætning med et quizshow. I det amerikanske forsøg fra 1970erne bliver forsøgspersoner, der ikke på forhånd kender hinanden, sat sammen to og to. Ved lodtrækning fordeles rollerne som quizmaster og quizdeltager. Masteren bliver bedt om at finde på vanskelige paratvidensspørgsmål, som vedkommende selv kender svarene på, hvorpå deltageren skal svare på spørgsmålene. Efter quizzen bliver såvel master som deltager bedt om at vurdere niveauet af generel viden, analytiske evner, hukommelse og lignende hos såvel sig selv som den anden person.

Quizdeltagerne har svært ved at besvare spørgsmålene i quizzen. Dette er ikke underligt, da spørgsmålene jo netop skulle være svære. Mere underligt er det til gengæld, at deltagerne i den efterfølgende vurdering anser quizmasterne for generelt at være langt mere vidende og kloge personer, end de selv er.

Det mest tankevækkende er imidlertid, at hvis man sætter andre mennesker til at overvære eksperimentet, så vil disse observatører siden dele opfattelsen af, at quizmasteren er langt klogere og mere indsigtsfuld, end deltageren er. Med andre ord ignorerer såvel observatører som deltagerne selv fuldstændigt den kendsgerning, at quizmasteren på forhånd er blevet givet betingelser – selv at finde på spørgsmålene - der nødvendigvis vil få vedkommende til at fremstå som ekspert.

Hvis vi alle er eksperter, findes der ingen eksperter.