Gertrud Thisted Højlund tager arven op fra sin far og stiller sig »lige i klaskehøjde«

»Gud elsker alle. Bortset fra Højlund«.

Sådan stod der på den t-shirt, hun tilbage i teenageårene en dag spottede på et menneske, der ligesom hende tog den lokale bus. De danskere, der i slutningen af 80erne og op igennem 90erne sad i sofaen og så TV2-programmet Højlunds Forsamlingshus løbe over skærmen, husker nok, hvordan hendes far - forfatteren og højskoleforstanderen Niels Højlund - stæsede rundt mellem stolerækkerne med mikrofonen i hånden. Som om han var i evig diskussion om alt med sig selv.
En stil, man enten elskede eller var virkelig irriteret over.

»Før det var man vant til, at debatprogrammer var to gamle nisser i lænestole. Når jeg ser hans udsendelser i dag, er programmet ret langsomt. Men dengang anså man det for at være virkelig hurtigt TV, hvor han konstant afbrød folk,« siger Gertrud Thisted Højlund.

Hun er nyhedsvært på TV 2 News og har med sit eget udtryk stillet sig »lige i klaskehøjde«. Under den kommende valgkamp vil TV-stationen genoplive Højlunds Forsamlingshus, og værten bliver den i dag 38-årige datter, der tidligere har været ansat på Radio24syv og P1 Debat. Intentionen med en nutidig version af forsamlingshuset er den, som alle andre medier også har forud for den politiske højsæson: Få de almindelige danskere i tale. Lade dem debattere ansigt til ansigt. Lad os høre, hvad kassedamen eller håndværkeren har at sige.

»Jeg synes, at vi i medierne mangler at lave nogle formater, hvor danskerne kan mødes på en ordentlig måde. Danskernes debatlyst fejler ikke noget. Vi kan alle kæfte op på Facebook og skrive forfærdelige ting, men det er debatkulturen ikke blevet bedre af. Vi trænger til en anden alvor, hvor vi ser hinanden i øjnene. Hvor vi mærker reaktionen hos den anden.«

Gertrud Thisted Højlund har selv været en tur tilbage i arkiverne for at gense sin fars programmer. Det har ikke kun været et nostalgisk gensyn med faren, der døde i 2014. Det har også været et gensyn med en debatkultur, der har gennemgået en voldsom transformation.

»Jeg genså det første program med min kæreste, og der skete det, at vi begyndte at diskutere med. Vi blev engageret i en åben samtale, som vi i udgangspunktet var passive seere til. Debatten blev forlænget ind i vores egen stue. I dag bliver TV-debat ofte udført af professionelle debattører, der går til hinanden på en særlig måde. Hvis man er almindelig borger, er det nok svært at se sig selv i det,« siger hun.

Alle har taleret

I de gamle programmer, som fra den ene dag til den anden gjorde hendes far landskendt, ligger der ifølge Gertrud Thisted Højlund en undertone af, at du er velkommen i samtalen - uanset om du er lektor og har læst 20 akademiske rapporter, eller om du er pædagog.

»Min fars måde at se verden på lå i ideen om, at solen står med bonden op - ikke den lærde. Alle har noget sige, og alle har det levede liv en erfaring, der siger noget om vores samfund lige nu. Han krævede ordentlige argumenter, uanset hvem folk var. Jeg så et program, hvor én sidder og argumenterer for legalisering af hash. Min far synes tydeligvis, at vedkommende væver lidt i det. Så han begynder at knipse ad ham: »Hurtigere, hurtigere, kom nu, kom nu.« Han hepper ham frem. I et andet program gør han så det samme med en politiker,« siger hun og fortæller, at samme fremgangsmåde sneg sig ind i hans børneopdragelse.

»Vi børn fik samme kritiske modstand. »Kom nu, hvad vil du?« Der var kun én version af ham. Han tog mig seriøst, når jeg tog mig selv seriøst.«

I slutningen af 80erne kunne menigmand ikke søge på nettet og fiske en rapport eller en udenlandsk artikel frem. Debatten foregik i et mere lukket rum, der også havde sine klare fordele, lyder Gertrud Thisted Højlunds konstatering.

»Man kan tydeligt i mine fars programmer mærke, at det var før internettet. Der bliver ikke kastet med tal på samme måde som i dag. Du kan google dig frem til alle argumenter og vi kaster fakta efter hinanden. Vi lader, som om vi alle er små akademikere. I programmerne argumentede folk ud fra deres holdninger, og det handlede ikke om at vinde debatten. Der var en anden åben nysgerrighed.«

Højlunds Forsamlingshus anno slutningen af 80erne er også et historisk bevis på, at der er sket noget med den måde, politikerne deltager i debatten på. Som nyhedsvært har Gertrud Thisted Højlund ofte den oplevelse, at politikerne svarer på stort set samme måde.

»Man kunne lige så godt have spurgt dem om, hvad klokken var, og de ville have svaret på samme måde: »Det dér er vigtigt for mig at få slået fast i dag er, at….« Årh, mand! I de gamle forsamlingshus-udgaver sidder politikerne og borgerne i et fælles rum og taler samme sprog. Jeg har selv en naiv forestilling om, at vi med de nye udgaver af programmet kan få politikerne over i en anden slags samtale.«

Hun kan ikke afvise, at der i hendes blik på programmerne måske ligger en dyb romantisering af fortiden. Måske er det en illusion, men Gertrud Thisted Højlund har bare en følelse af, at politikerne opførte sig mere umiddelbart dengang.

»De virkede ikke lige så forberedte. Den mindre forberedte måde er helt klart positiv. Den skaber en større lyst til at lytte til politikerne end i dag, hvor det nærmest slukker inde i én, når man hører det der skemasprog.«

Et evigt efterliv

Alt det lagt sammen har ført til en overvejelse om, hvorvidt de danske medier har svigtet det, man i bred forstand kalder folkedybet.

»Det er en generel diagnostik for den vestlige verden, at nogle mennesker ikke bare føler sig oversete, men som også er oversete. Som ikke har følt, at de er hjemme i den der akademiserede måde at tale om samfundsforhold på. Mange danskere ytrer sig på sociale medier, men vi skal også huske på, at mange forholder sig helt passivt.«

På Instagram skrev Gertrud Thisted Højlund, at hun havde cirka 100 følelser i anledning af, at hun skal genoplive farens program. Nogle af dem går på, hvad en ny udgave af programmet egentlig skal kunne? Kan hun løfte arven?

»Jeg kan jo ikke undgå, at det bliver en sammenligning. Jeg inviterer jo 120 procent til det, og min far havde en ekstrem personlig stil, som mange af mine jævnaldrende kan huske, selv om de egentlig var for unge til at se programmet. Som barn så jeg det også, men samfundsdebatten røg lidt hen over hovedet på mig.«

En del af hendes nervøsitet handler også om, hvordan danskerne kommer til at opføre sig i den nye udgave af programmet. Gertrud Thisted Højlunds håb er, at hun kan hive debatten og folk væk fra de sociale mediers overdrev.

»I dag får debattører og deres holdninger et langt efterliv på de sociale medier. Vi kører også et enormt politiarbejde på hinanden. Det er ikke nødvendigvis særlig befordrende for folks lyst til at være med i debatten. Hvis man ikke kan få lov til at tale frit uden at frygte politiet på de sociale medier, så bliver det også svært at tænke frit. Min fars klare fordel var, at debatten kun eksisterede lige der i det fortættede rum.«

Sagen om Ghita Nørby-interviewet ville næppe have ramt hendes fars program. Han hyldede en stor grad af alvor.

»I dag kan vi til evighed diskutere både stort og småt. Der er kommet en anden hidsighed. Ghita-debatten viser, at tingene meget hurtigt vokser, fordi vi hele tiden kan udkomme med vores egne meninger og andres holdninger. Det bliver bare ved og ved. Der er ingen øvre grænse for kvantiteten af debatten.«

Gertrud Thisted Højlund er selv irriteret over de dele af den moderne politiske retorik, hvor man som politiker forsøger at stille sig udenfor det etablerede.

»Flere politikere kører på det. Det er bare ikke en rimelig skelnen. Vi er alle sammen en del af den samme politiske virkelighed. Vi anskuer den bare fra forskellige ståsteder. Den der bindestreg i folkelighed måtte godt fylde noget mere.«

Det er Thomas Eje, der serverer den satiriske linje i et Linie 3-show, hvor han imiterer Niels Højlund med en helt sammenpresset stemme: »Er det nu egentlig noget, der ligger til os danskere?« Det spørgsmål stillede hendes far konstant for at finde ind til folkeligheden. Det kan godt ske, at Gud elskede alle bortset fra Højlund - men lige det spørgsmål står stærkt her i nutiden, mener datteren.

»Min far elskede at gå fra de konkrete lag i en debat til de mere abstrakte lag, og hvad de sagde om os som nation. Hvordan minder vi om hinanden? Og hvordan indretter vi vores samfund? Det var et fornuftigt blik på danskerne, synes jeg.«