Galleristen Hans Alf: »Det er lidt fy-fy at tale om kunst og penge i samme sætning«

»Tag billedet i profil. Så kan du få min flotte italienske profil med,« siger en leende Hans Alf, der afslører, at han har sicilianske aner.

Gallerist Hans Alf kommer mange steder fra ligesom den mangeartede og myldrende kunst, der er overalt i hans stue i Charlottenlund. Skulpturer, glaskunst, strik, neon, malerier fylder fra loft til gulv.

Hvis jeg ringede til nogle af dine konkurrerende gallerister, hvordan tror du så, de ville beskrive dig?
»Jeg håber, de vil sige, at jeg er en seriøs og en dygtig gallerist. Jeg er bevidst om, at jeg har nogle andre måder at gøre tingene på, end hvad der er normen. Gallerierne er blevet mere opmærksomme på, at vi er nødt til at tænke mere struktureret. Vi tænker også mindre lokalt, vi tænker mere uden for grænserne, både i det vi køber, men også hos dem vi repræsenterer. Og så er min kommercielle vinkel nok mere tydelig end hos mange andre i branchen.«

Hans Alf Gallery er på godt ti år gået fra at være den nye dreng i klassen til at være en af de væsentlige spillere i den danske galleriverden. I dag repræsenterer Hans Alf Gallery kunstnere som Christian Lemmerz, Jørgen Haugen Sørensen, Erik A. Frandsen og Mie Olise Kjærgaard.

Tror du, at coronakrisen har ændret vores syn på kunstens værdi?
»Klart. Oven på krisen er der dukket en helt anden type kunder op. Det er dem, vi aldrig har kunnet få i tale. Under coronakrisen blev folk pludselig beordret hjem – også mange af mine kunder, der typisk har meget travlt. Så det var ikke kun havecentre og byggemarkederne, der nød godt af krisen! Pludselig havde folk en pause i livet, tid til at gå i dybden. Nu havde de tiden, så flere ringede og sagde: »Nu har jeg tid, Hans! Kommer du ikke lige forbi og kigger.« Vi har aldrig haft så meget trafik på vores website som under coronakrisen, og jeg må konstatere, at vi er kommet fint igennem krisen.«

Har coronakrisen også fået flere til at vove sig ind på gallerierne?
»Der er en generel opfattelse i »markedet« af, at gallerister er snobbede og utilnærmelige, og at de kan være lidt utilgængelige og svære at tale med. Det, synes jeg, er forkert, og det afholder desværre mange folk fra at gå på galleri. Forleden var der en gruppe af ældre mennesker, der troede, de skulle betale entré for at komme ind! Den tendens vil jeg gerne tale ned. Gallerister er fuldstændig »almindelige mennesker«.«

Vi er ansat af vores kunstnere til at formidle værkerne inden for nogle forskellige rammer. Og man skal i øvrigt huske, at det er altid er kunstneren, der ansætter galleristen, ikke omvendt. Og hvis man ikke er dygtig nok, ja, så bliver man fyret – fuldstændig som i alle andre brancher. Kunsten er noget særligt, noget ophøjet, men det galleristerne er ikke.«

Sælger du primært kunst som en »god investering«?
»Nej, overhovedet ikke. Jeg er meget bevidst om, hvad jeg siger i forhold til det at købe kunst og i forhold til at lave en investering. I dag spørger mange, om et givent værk er en god investering – det, synes jeg, er ærgerligt. Vi ønsker selvfølgelig alle at gøre en god forretning, men kunst på mit galleri er noget, man skal forelske sig i, noget, der skal tale til en, og det skal være noget, som man synes, ser fantastisk ud.«

For to millioner kroner møg

Må man blære sig med kunst, ligesom med en Lamborghini?
»Nu er det med at »blære sig« et negativt ladet begreb, men jeg synes ikke, det er negativt, at man er stolt og glad over noget, man har købt. Handler det om at eksponere sin succes og tvære det ud i hovedet på folk, så synes jeg, det er fattigt. Men det fede og anderledes ved kunst er jo, at du netop ikke kan tvære det ud i hovedet på folk, for det er jo ikke sikkert, den anden kan lide det samme som dig. De kan jo med god ret mene, at dit nye maleri til to millioner kroner er noget møg!«

Hans Alfs vej ind i kunstbranchen er atypisk. Han er udlært i olieindustrien, og gik videre ind i techbranchen, så interessen for kunsten kom udelukkende hjemmefra.

»Min mor og min stedfar var meget interesserede i kunst og har en fin, lille samling. Jeg voksede op med kunst og museumsbesøg. Og så snart jeg selv havde lidt ekstra penge, begyndte jeg allerede i midt-90erne at købe kunst. Med hensyn til min baggrund, så kommer alle i galleriverdenen altså ikke, som mange fejlagtigt tror, lige fra universitetet med rullekrave og hornbriller på. De fleste dygtige gallerister har en meget blandet baggrund, for eksempel er der folk fra restaurationsbranchen, bankverdenen. Og der også en med en fortid som sygeplejerske.«

Du har tidligere beskrevet det som en »intim oplevelse« at komme hjem til folk med deres nyerhvervede kunstværk. Hvad mener du med det?
»Det er rigtigt. At købe kunst er jo det modsatte af at købe en kaffemaskine, der har en praktisk funktion. Kunsten taler derimod til det emotionelle, det æstetiske. Den kan aktivere din erindring og sætter sig i hjertet. Kunsten har noget helligt over sig, og den aktiverer tit det bedste i os, når vi taler om kunsten med hinanden. Kunst ophøjer os. Det er en hurtigt genvej til folks sande jeg – og det ser man indimellem hos nogle af dem, man afleverer værket til, noget, de måske aldrig viser andre. Det, synes jeg psykologisk set, kan have en ret intim karakter.«

Ugen efter første del af interviewet mødes vi igen. Denne gang på Hans Alf Gallery i Holbergsgade. Her er over 400 kvm, midt i den mondæne ende af indre København. På væggene hænger adskillige værker i den dyre prisklasse.

Lever man godt af at være gallerist?
»Jeg er ikke gået ind i det her for pengene. Hvis mit erklærede mål fra starten var at tjene mange penge, så var jeg blevet i IT-branchen. Men hvis man er en dygtig gallerist, så kan man leve et fint liv. Jeg er heldig, det går godt, men der er ingen, der går ind i den her branche for pengenes skyld.«

Stille som et træ i Harzen

Har du en indflydelse på, hvad dine kunstnere laver af værker?
»Nej, men efterspørgslen ændrer sig hele tiden. Det ene år skal det være figurativt, så skal det være meget abstrakt og så videre, så jeg kan godt for eksempel sige: »Jeg forstår, at du har lyst til at lave det, du lige nu har gang i, men måske skal det bare blive i atelieret, for jeg, som gallerist, tror ikke kommercielt på det.« Men jeg har ved Gud også taget fejl! Jeg har kunstnere, der har sagt: »Hans, du tager fejl. Den her sidder lige i skabet ...« Og de havde ret. Men jeg har bestemt også haft ret, og så har kunstneren alligevel kørt med videre med noget, der stod stille som et træ i Harzen!«

Er der et tabu i branchen med hensyn til at tale om penge?
»Det er lidt fy-fy at tale om kunst og penge i samme sætning. Der ligger som regel en lang og kompliceret kæde af processer, før et værk opnår en høj værdi. De processer er det min opgave at forstå. Men når dagen er omme, er der jo ikke nogen kunstnere, der ville være hos gallerister, som ikke kan sælge deres kunst.

Kunstnere har jo også husleje og institutionspladser, der skal betales. Jeg har selv været igennem et par ægteskaber og været nede og vende økonomisk, så jeg prioriterer også sikkerheden og min familie tårnhøjt. Der er gallerister, som lever ultraspartansk og investerer alt i kunsten, for dem er kunsten selve livet. De har min dybeste respekt, men det er ikke mig.«

Sælger du kunst, du aldrig selv kunne drømme om at eje.
»På mit galleri har jeg udelukkende kunst fra kunstnere, jeg selv ejer værker af. Ved siden af galleriet er jeg medejer af et investeringsselskab, som udelukkende spekulerer i kunst som investering. Her handler det primært om proveniens og stigningspotentiale, så her er det at tale om kunst, jeg selv ville have hængende på min væg.«

Hvad er det dyreste værk, du har solgt?
»Det vil jeg ikke udtale mig om.«

Er det over 20 millioner kroner?
»Ja.«

Kan vi komme det nærmere?
»Vi kommer det ikke nærmere.«

Håndværket er tilbage

Kunstmessen Enter Art Fair, som du er medstifter af, og hvor du havde stand sammen med 60 andre gallerister, er lige overstået, med flotte besøgstal. Så du nogle nye spændende tendenser?
»Der er den her fortælling om, at messer generelt er for nedadgående, men det gælder bestemt ikke kunstmesser. Der er en kæmpe lyst lige nu til at se kunsten live. På messen bemærkede jeg, at niveauet på kunsten var høj, og at det klassiske maleri er tilbage, hvad gælder både figuration og det gode håndværk.
Tidligere handlede kunsten meget om »den gode idé« og ikke så meget om selve udførelsen, men i dag er det ikke længere nok med den gode idé, du skal igen være en god håndværker. Det med en sjov idé, som gør, at man kort griner eller løfter øjenbrynet et øjeblik, det er ikke længere nok. Det, synes jeg, var gennemgående for hele messen.«

Hvis du kunne vælge helt frit fra den samlede kunsthistorie, og du ikke måtte sælge det videre, hvad ville du så helst have op på væggen?
»Så ville jeg vælge et værk af Francis Bacon eller Caravaggio. De har begge en særlig, dirrende kraft og en foruroligende skønhed. Skulle det være en skulptur, så ville jeg vælge en Alberto Giacometti. Ham er jeg helt forblændet af. Men jeg er også helt vild med popart. Jeg elsker Jeff Koons. Han er bindegal, overdimensioneret, crazy, pink og skrigende. Står man så tæt på en Koons-skulptur, så bliver man desuden overvældet af kvaliteten i håndværket. Men jeg er jo også en glad 80er-dreng. Jeg elsker pop, neon og pink, og Koons bevæger sig i den verden, så jeg føler et slægtskab med hans udtryk.«