Frede Norbrink kan stadig huske, da Ritt Bjerregaard løftede sløret for sine planer om at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager.
Udover de 40.000 underskrifter, han på kort tid var med til at indsamle, mødte han op på Københavns Rådhus og sad og kiggede ned på overborgmesteren, da hendes forslag blev sat til debat og siden blev stemt ned.
»Hun vidste godt, hvem jeg var,« konstaterer Frede Norbrink fra cafeen Boheme midt på Holmbladsgade, hvor vi er krøbet i ly for regnen. Ikke nok med, at han havde protesteret offentligt. Han havde også skrevet sangen: »Vores Strawberry Fields«, hvor han hylder det grønne område, som gennem tiden har udgjort alt fra flyveplads til fodboldbane.
»Vi reddede den ud af hænderne på Ritt Bjerregaard. De må ærlig talt have været stive, da de fik ideen om at indhegne hele Kløvermarken med noget billigt byggeri. Det viste sig jo også at være noget vrøvl,« siger han.
»Jeg er fra Amager«
Frede Norbrink er inkarneret amagerkaner, og det kan ikke kun aflæses i hans musik, hvor der er talrige referencer til området. Sangen »En af drengene fra Amagerbro« handler for eksempel om hans barndom her i kvarteret, hvor han og familien flyttede til i 1950.
Han var kun tre år, da de rykkede fra Østerbro og ind i en lejlighed på Prags Boulevard, hvor han boede, til han flyttede hjemmefra, og selvom skæbnen i en periode bragte ham til både Christiania og Vesterbro, har han boet langt størstedelen af sit voksne liv på Amager.
»Hvis folk i udlandet spørger, hvor jeg kommer fra, siger jeg Amager. De aner ikke, hvad jeg taler om, men så siger jeg: »It’s an island – a neighbour to Copenhagen«. Og så forstår de det,« siger Frede Norbrink, da vi bevæger os ud og ned ad Holmbladsgade, hvor foråret inden længe vil få både børn og voksne til at slå sig ned udenfor på en af de mange cafeer.
Nathanaels Kirke byder velkommen med et »Jeg giver eder ikke som Verden giver« skrevet over indgangen.
»Jeg blev konfirmeret i den kirke, og jeg husker sætningen, fra jeg gik til præst. Lige om hjørnet ligger min gamle folkeskole, Østrigsgades skole. Vi havde blandede klasser, så en stor del af tiden gik med at se efter pigerne,« griner han og peger rundt om hjørnet.
»Senere kom musikken Så man kan sige, at Amager har fyldt alt i min karriere og faktisk også i mit liv.«
»Lorteøen«
Vi har ikke talt længe om den stolthed, Frede Norbrink føler ved at være amagerkaner, før han slår over i de fordommene, der findes om netop den her del af byen.
»Haha, ja. Det er noget, mange har travlt med. Losseplads, lorteøen og hvad man eller kan finde på. Der lå også et sted, hvor man for flere hundrede år siden halshuggede folk, lige derovre. Så tog man hele familien med for at få lidt underholdning,« siger han og springer til en mindre fjern fortid.
»Og så var det jo et arbejderkvarter med stort A. Vi havde B&W lige ovre på den anden side. Der lå værtshuse alle vegne her i Holmbladsgade. Det var længe før, den blev en cafégade. Selv er jeg utrolig glad for at være en del af Amager, selvom den har været udskældt stort set altid,« siger han.
Selv bor musikeren i Ballonparken, som er et gammelt militærområde med røde træhuse fra slutningen af 1800-tallet. De ligger øst for Islands Brygge. Sommeren tilbringer han især i sit kolonihavehus, som ligger ud til Øresund.
»Min mor var så sød at skrive mig op til en kolonihave. Jeg sagde: »Jeg skal sgu ikke have en kolonihave«. Jeg var ung dengang og kunne slet ikke forestille mig, at jeg en dag gad sidde sådan et sted. Men hun skrev mig op alligevel, og jeg er så glad for det sted i dag,« siger Frede Norbrink, der har fældet et træ i haven, så han kan betragte kontrasten mellem de gamle huse ud til stranden og den nye skyline, der har rejst sig med moderne lejligheder på den anden.
»Det passer jo faktisk meget godt, at vi kalder os jo for amagerkanere. Hvis du ser på den nye skyline ud mod Øresund, er den efterhånden begyndt at ligne Manhattan med alt højhusbyggeriet. Jeg har det lidt ambivalent med det byggeri, fordi jeg har kendt hele det område, da det var industri, men det signalerer også noget, som er meget kendetegnende for Amager,« siger han og tilføjer:
»Når jeg står i min kolonihave med Øresund på den ene side og »Manhattan« på den anden, er det som om, fortiden møder fremtiden. For samtidig med, at vi elsker at skælde ud på Amager, er det jo også blevet et sted, der ser fremad. Man har rykket både DR og universitetet herud. Når du kommer fra udlandet, kører du igennem Amager fra lufthavnen. Det er det første, du møder, når du kommer et sted fra i verden. Først Amager, så resten af København,« siger han.
Vil du lade dine børn lege her?
Det er ikke tilfældigt, at det netop er i Holmbladsgade, vi begynder vores tur.
»Det er jo helt utroligt, så meget der er sket her. Det er ved at blive en skøn gade med cafeer og nye restauranter. Engang var her værtshuse alle vegne,« siger Frede Norbrink, som tæller på fingrene, hvor mange vandingshuller, der er forsvundet og forvandlet til steder, der serverer god kaffe.
»Det var i det hele taget et meget levende område i min barndom. Her var slagterforretninger og bagerier. Alene fra Amagerbrogade til stranden lå der cirka fem bagerforretninger. Nu er der en tilbage. Det var også en virkelig forurenet gade. Her fra kirken og hele vejen ned til vandet var der frygteligt forurenende virksomheder. Jeg kan huske, at der var en kampagne, som hed: »Tør du sende dine børn ned og lege i Holmbladsgade?«, fortæller Frede Norbrink, der ikke hører til dem, der mener, det er en dårlig udvikling, området har været igennem.
»Et kvarter er jo ikke bare status quo, og det skal det heller ikke være. Men den arbejderklassesjæl, som var her dengang, den forsvinder efterhånden. De unge kender den ikke – de har travlt med sig selv, sådan er det jo. Jeg tror, det er en proces, der bare kører, og som ingen rigtig har nogen indflydelse på,« siger Frede Norbrink.
Til gengæld ærgrer han sig over, at de gamle industribygninger rives ned og erstattes af boliger.
»Mit eget fantastiske øvelokale for enden af Holmbladsgade skal rives ned om syv måneder. Der har jeg været siden 1976. Det er meget beklageligt. Den småindustri, der var med til at farve området, forsvinder og med dem bygningerne. Vi kan jo ikke gøre en skid ved det,« siger han.
Øvede i chokoladefabrik
Den snart 75-årige musiker viser mig også sit allerførste øvelokale på Prags Boulevard 47. Her var Frede Norbrink med til at danne bandet The Placers. Bygningen var ikke en hvilken som helst. Her lå Toms Chokolade frem til 1962, hvor virksomheden rykkede til Ballerup.
»Portnerens søn og inspektørens søn boede på hver deres side af chokoladefabrikken. Inspektørens søn, Palle Stenberg, spillede basguitar, og vi opdagede, at hvis vi fik ham med i det nye orkester, kunne vi øve i et lokale på fabrikken og – ikke mindst – have ubegrænset adgang til chokolade. Der startede min karriere som musiker. Vi øvede der et år, indtil Toms flyttede,« siger han.
Adskillige år senere, i 1979, opstod gruppen Frede Fup, som oprindeligt bestod af Frede Norbrink, Jan Ettrup, Thomas Grue, Bjørn Uglebjerg og Wili Jønsson – sidstnævnte har også spillet med musikere som Kim Larsen, Sort Sol, Sanne Salomonsen og Peter Belli.
Navnet »Fup« fandt Fredes gode ven Ole på.
»Han var en af de musikere, Kim Larsen arbejdede med hele sin karriere, og han blev bare kaldt Ole Frø. Da Gasolin blev opløst, besluttede vi os for at danne et nyt orkester. Ole mente, at hvis han skulle hedde Ole Frø, skulle jeg hedde Frede Fup. Så da Kim Larsen, han og jeg optrådte sammen til en koncert på Christianshavn i 79, havde Ole skrevet »Frede Fup« på plakaten, og så var det ligesom besluttet,« siger Frede Norbrink og tilføjer:
»Selvom jeg da nogle gange har tænkt, at der var lidt for meget Anders And over det.«
I dag består bandet af ud over Frede selv af Birgitte Bjørn, Klaus Agerschou, Flemming Muus og Lars Fischermann. De arbejder netop nu på det niende album, som efter planen er klar, inden Frede Norbrinks 75-års fødselsdag 28. juni.
Store Amager-dag
Vi har bevæget os hen mod Amager Bio, som er tredje stop på ruten. Stedet blev opført som biograf i 1939-1941 og havde oprindeligt hovedindgang fra Amagerbrogade 123.
»Dér så jeg filmen »Rock Around the Clock« i starten af 60erne. Det var virkelig en øjenåbner. Jeg sad på tiende række midt for, og inden filmen var færdig, dansede jeg rundt. Folk troede, jeg var idiot, men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg blev grebet af den der stemning,« fortæller han.
Senere, i 1986, blev biografen solgt til A.P. Møller og Dansk Supermarked, som havde planer om at omdanne den til et discountsupermarked. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.
»Her kom de lokale helte igen ind i billedet. Der var allerede flere biografer, som var blevet omdannet til supermarkeder, for eksempel Aladdin Biografen, der lukkede i 1971. Vi var flere, der protesterede, og som insisterede på, at her skulle være et spillested. I dag sidder jeg i brugerbestyrelsen,« siger Frede Norbrink, der hvert år 27. december går på scenen og synger nogle af de mange numre, han har komponeret gennem tiden.
»Nu er der gået to år, hvor det ikke har kunnet lade sig gøre på grund af corona, men ellers er det noget, jeg har gjort i 19 år, og der har været udsolgt hver gang. Folk, der er flyttet fra Amager, kommer hertil fra Lemvig eller Tønder, eller hvor de nu er flyttet hen. De ved, at hvis de dukker op, er der en god chance for, at de møder skolekammerater – og måske ekskæresten. Har man et tilhørsforhold til Amager, ved man, at den dag møder man gamle venner. Det er store-Amager-dag,« siger han.
»Vi siger velkommen hjem«
For der er noget særligt over Amagerånden, slår Frede Norbrink fast, da vi svinger ned ad Øresundsvej. Selvom priserne også er steget her, og det kræver en god løn af købe ejendom, kan man ikke helt sammenligne Amager med kvarterer som Vesterbro og Nørrebro, hvor velstillede er rykket ind i gamle arbejderkvarterer, mens de oprindelige indbyggere er forsvundet, mener han.
»Rigtig mange amagerkanere bliver boende hele livet, og derfor er her en stærk historie. Hvis man flytter ud i en periode, får man et »velkommen hjem«, når man flytter tilbage.«
»Min nuværende trommeslager, som boede i en sidegade til Holmbladsgade, flyttede på et tidspunkt til Hillerød. En dag spottede han en lejlighed på Øresundsvej. Han spurgte sin hustru: »Skal vi ikke flytte tilbage? Skal vi ikke flytte hjem?« Den var hun med på,« siger Frede Norbrink og peger på en bygning med en tagterrasse.
»Så de solgte hele balladen og flyttede hertil igen. De sidder med en husleje på 16.000 kroner om måneden, men who cares, så længe det er på Amager. Der er meget af den slags,« siger han.
Vi slutter turen i Ballonparken, der ligner et romantisk kolonihavekvarter i svensk stil på på grund af de røde træhuse.
»Det er en militærforlægning, der stammer fra slutningen af 1700-tallet. De røde huse er fra 1886 og blev oprettet som en sommerkaserne for artillerister. Deraf navnet Artillerivej,« fortæller han, mens vi får lov at kigge ind i huset, der er opvarmet med brændeovn.
»Her lærte de at skyde med håndvåben. De lå der om sommeren i husene. I dag bor vi cirka 80 voksne og 20 børn. Det er voldsomt svært at komme ind. Det tager cirka 24 år, hvis man skriver sig på ventelisten.«
Frede Norbrink er ikke i tvivl om, at han bliver hængende her – med kolonihaven ved Øresund til varme sommerdage og Amager Bio, Femøren og Holmbladsgade til musikken og den gode kaffe.
»Jeg har ærlig talt fået det bedste af Amager med mit hus i Ballonparken på den ene side og min kolonihave på den anden – og tænk så på alt det, der ligger i midten. Her kommer jeg aldrig til at kede mig,« siger han.
