Forskere: Knogler fundet i ældgammel massegrav viser overraskende nyt
Neandertalere var muligvis i stand til at gå i hi ligesom bjørne, siger to forskere, der har undersøgt knogler fra snesevis af fortidsmennesker.

Neandertalere var muligvis i stand til at gå i hi ligesom bjørne, siger to forskere, der har undersøgt knogler fra snesevis af fortidsmennesker.

Nye studier af knogler fundet i en spansk »neandertalermassegrav« viser, at de kan have gået i hi, når adgangen til mad blev begrænset om vinteren. Det skriver The Guardian.
Forskere, der har undersøgt knoglerne, siger, at mærker fundet på benstumper fra en 16 meter dyb naturbrønd, svarer til dem, man finder på pattedyr som pindsvin og flagermus, der har for vane at gå i dvale i vintermånederne. Adfærden kan have været en måde at klare ekstremt lave temperaturer og mangel på føde i de områder, der i dag befinder sig i Nordspanien.
Findestedet er en klippehule kaldet Sima de los Huesos eller »Bengruben«, der ligger ved byen Burgos. I tre årtier har man fundet fossilerede knogler fra adskillige fortidsmennesker. Fossilerne er over 400.000 år gamle og stammer antageligt fra neandertalere eller disses forgængere.
I en artikel, som er blevet offentliggjort i det franske tidsskrift L’Anthropologie, viser lederen af forskerholdet, Juan-Luis Arsuga, at knoglerne fra gruben i perioder på flere måneder er vokset langsommere, end de normalt gør.
Ifølge Juan-Luis Arsuga og hans medforfatter Antonis Bartsiokas viser mærkerne et stofskifte, der gjorde fortidsmenneskerne i stand til at overleve perioder med meget lave temperaturer og meget lidt føde.
De peger på, at en række pattedyr som lemurer er i stand til at gå i hi, og at der derfor findes en vis genetisk basis for, at mennesker kan gå i den form for dvale.
Teoriens kritikere peger på, at folkeslag i årtusinder har levet i områder med ekstremt lave temperaturer og ringe føde uden at vise de mindste tegn på dvaleadfærd. Når dette er tilfældet, siger forskerne i Nordspanien, skyldes det, at folkeslag som samere og inuitter har adgang til fedtrige fødedyr som rensdyr og fisk, en kost der gør det nemmere at stå imod årstider med ringe adgang til anden føde.