Søren Kragh-Jacobsen er irriteret på mig. Vi begyndte interviewet med at fastslå, at vi ikke er enige om fortolkningen af hans nye film, »Lille Sommerfugl« – og nu er uenigheden sat på spidsen.
Søren Kragh-Jacobsen har skrevet min barndoms kendingsmelodi, »Kender du det?« (som alle kalder for »Mona, Mona, Mona«), og mens jeg gik i gymnasiet, så jeg hans film »Gummi Tarzan« og blev otte år igen. Søren Kragh-Jacobsen og hans værker har fyldt meget i mit og mange andre danskeres liv, og det er selvfølgelig i mine tanker, da jeg sætter mig til interviewbordet med den 73-årige filminstruktør og sangskriver.