Hvad gør man som filminstruktør, når virkeligheden efterligner ens netop færdiggjorte fiktionsfilm? Det spørgsmål blev skræmmende aktuelt for instruktørduoen Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, der i denne uge har verdenspremiere på deres politifilm »Shorta« ved filmfestivalen i Venedig.
Filmen begynder, da den 19-årig Talib Ben Hassi omkommer, mens han er i politiets varetægt, hvilket får alvorlige konsekvenser for to politimænd, der samtidig er på patrulje i et belastet ghettoområde. De to instruktører var netop blevet færdige med at klippe filmen og var i gang med at klippe dens trailer, da nyheden om drabet på George Floyd breakede i de globale medier. For instruktørerne var lighederne mellem fiktionen og virkeligheden skræmmende, helt ned til en replik i filmen, »Jeg kan ikke få vejret«, som også var George Floyds sidste ytring i levende live.




