»For mig er ballet nok noget af det mest maskuline, man kan foretage sig som mand«

En balletdansers karriere er kort. Den officielle pensionsalder er 40 år, men mange må opgive dansen endnu tidligere på grund af skader, eller fordi kroppen simpelthen er blevet for træt.

Sådan gik det for ét af Danmarks helt store talenter, Alexander Kølpin. Han valgte at »pensionere sig selv«, da han var midt i 30erne – på et tidspunkt, hvor der endnu var fem-seks år tilbage i karrieren.

»Valget var mit eget. Jeg havde haft en masse gode år både på Det Kongelige Teater og i udlandet. Men jeg var træt. Kroppen kunne ikke det samme, som da jeg var i 20erne,« siger Kølpin, der blev solodanser i 1988 og i 1993 udnævnt til verdens bedste mandlige danser.

Efter at han indstillede karrieren, arbejdede han i en årrække bl.a. med film, ligesom han helt frem til 2015 stod for Sommerballetten på Bellevue Teatret.

I 2001 slog han sig på hoteldrift og ejer i dag hotelkæden Kølpin Hotels med Helenekilde Badehotel og Strandhotellet i Tisvildeleje og Hotel Sanders i København.

Alexander Kølpin kom som helt lille ind på Det Kongelige Teaters balletskole. Det samme gjorde Henrik Sten Petersen, i dag salgs- og planlægningsdirektør på Det Kongelige Teater, og Kristoffer Sakurai, der har skabt sig en karriere i modebranchen og nu er ansvarlig for indkøb af herre- og damemode i stormagasinet Illum.

Vi har talt med de tre tidligere dansere om, hvad uddannelsen fra balletskolen har betydet for deres liv og karriere, efter at de holdt op som dansere.

»Jeg trådte ind i et univers, der selvfølgelig var musikalsk, kunstnerisk og kreativt, men også med en meget stram disciplin. Det har givet mig en skoling og en erkendelse af, at hvis du vil noget med tingene, hvis det ikke bare skal være middelmådigt, så er det slidsomt,« siger Alexander Kølpin.

»Den kompromisløshed tager man med sig – også når man bygger et hotel. Det med at gøre sig umage, forberede sig og være omhyggelig, omhyggelig, omhyggelig – det ligger i mine gener. Jeg stiller frygteligt høje krav til mig selv – og til mine børn og mine kolleger – nogle gange synes de nok, jeg er lidt irriterende.«

Fra ballet til mode

Disciplinen, målrettetheden og det hårde arbejde går igen, når man taler med de to andre tidligere dansere.

»Men jeg lærte også en masse andre ting, som jeg har kunnet tage med i mit nye liv. Især det at værdsætte kunsten og kunstens verden,« siger Kristoffer Sakurai, der som kun 30-årig måtte indstille karrieren på grund af skader.

»Der opstår et kæmpe tomrum, nærmest en sorg, når man skal sige farvel ikke bare til en identitet, men til det, du har kendt nærmest hele dit liv,« siger han. »Men på en måde var det også en gave, fordi jeg gennem processen med at finde ud af, hvad jeg ville med mit nye liv, lærte rigtig meget om mig selv.«

Allerede mens han var på teatret, havde Kristoffer Sakurai bijobbet som model. Og på dagen, hvor hans kontrakt udløb, havde han sit første job som stylist for et stort dansk modebrand. Derfra er det gået hurtigt.

»Det var heldigt, at jeg havde den mulighed, men det har også været et spørgsmål om disciplin og målrettethed,« siger han.

»I dag er jeg dybt taknemmelig over det liv, jeg har haft på teatret. Jeg opnåede at blive solodanser og har danset næsten alle de roller, jeg kunne drømme om. Det har givet mig oplevelser, jeg aldrig havde fået på andre måder.«

Evnen til at sætte sig mål

Henrik Sten Petersen var 23 år og korpsdanser, da han efter en knæskade måtte indse, at karrieren var slut. Men han forlod aldrig Det Kongelige Teater.

»Egentlig ville jeg læse HD, men jeg var så heldig, at der på teatret viste sig jobmuligheder, som jeg har fundet attraktive – som forestillingsleder, producent, administrationschef og nu salgs- og planlægningsdirektør. Jeg har da også et par gange været konstitueret chef for hele butikken,« siger han med smil i stemmen.

Sideløbende med arbejdet på teatret grundlagde Henrik Sten Petersen også Danmarks første indendørs golfcenter, som han drev i 10 år.

»Det, jeg har taget med fra balletten – og fra balletskolen – er nok først og fremmest evnen til at sætte sig mål. Også de langsigtede,« siger han.

»Alle kunstnere, der arbejder med deres krop, ved, at intet kommer af sig selv. Det har vi til fælles med elitesportsfolk. Der er ingen, der pludselig vågner op og er super dygtige til at spille tennis. Men det er der nok mange i dagens Danmark, der tror. Det kan vi jo se i de forskellige talentshow.«

Henrik Sten Petersens egne børn danser ikke ballet. De er begge begyndt at gå til fodbold.

»Det er en helt anden verden, og når jeg taler med de andre fodboldfædre, kan jeg da godt mærke, at ballet ikke er noget, de lige kan sætte sig ind i. I hvert fald ikke, at det skulle være noget for drenge,« siger han.

»Men for mig er ballet nok noget af det mest maskuline, man kan foretage sig som mand. Når jeg ser to dansere, en mand og en kvinde, ser jeg maskulinitet og femininitet på den helt rigtige måde. Men jeg ved selvfølgelig også, hvor stærk en mand skal være for at løfte kvinden på den ubesværede måde, vi ser det i en ballet.«