Boligbladene beskriver det som roligt, naturligt og harmonisk. Alligevel har det såkaldte »bloggerskab« skabt panik i bloggersfæren.
Efter tre år på markedet har IKEA nemlig valgt at udfase det lille, beigefarvede Stockholm 2017-skab for at give plads til andre møbler. På Instagram og Den Blå Avis har der siden begyndelsen af maj været annoncer fra folk, der ønsker at købe skabet, mens blade såsom Boligmagasinet har skrevet flere artikler om det enkle design og dets mest oplagte konkurrenter.
»Bloggerskabets« kælenavn kommer i øvrigt af de mange opdateringer og billeder, der findes af det på sociale medier.
De fleste af IKEAs ting mister værdi i det øjeblik, man bærer dem ud af tag selv-lageret.Mette Helena Rasmussen, indretningsekspert
Hos IKEA glæder man sig over interessen.
»Selvfølgelig gør vi det. Der er rigtig mange, der skriver om det, eller som ringer til os. Nogle vil gerne høre, om det kommer igen. Andre spørger, om de kan købe vores udstillingsmodeller,« siger Rikke Andersen, der er presseansvarlig hos IKEA.
Hun understreger, at det sidste skab røg i slutningen af maj. Intet er for evigt. Heller ikke, når det gælder IKEA.
Sorg over skabet
Stockholm 2017 er et lille skab af rattan med døre af fransk flet. Siden lanceringen har det været meget populært på de sociale medier. Ifølge Mette Helena Rasmussen, der er indretningsekspert, er det med god grund.
»Det er både med sorg og med en vis forståelse, at jeg så, at IKEA tog det ud af kollektionen. Det er godt set af IKEA, at de fjerner det. De fleste af deres ting mister værdi i det øjeblik, man bærer dem ud af tag selv-lageret, men der er altid en vis appel i effekter, der kun kan købes i et begrænset omfang,« siger Mette Helena Rasmussen, der understreger, at skabet er meget moderne.

»Det er pænt, det har låger, så man kan gemme brætspillene og de mange Hama-perler væk, og så er det meget neutralt. Dermed taler det godt til tidens store tendens, der handler om naturlighed, ro og taktile materialer.«
Sæt fransk flet på dit toilet
Endelig er der lågerne af fransk flet. Mette Helena Rasmussen tøver ikke med at kalde det for tidens helt markante materiale.
»Hvis man i begyndelsen af nullerne skulle tapetsere alting, så er det nu fransk flet, som folk køber i metermål ude i byggemarkederne. På Pinterest kan du se alle de ting, der ser anderledes ud, når folk har klipset fransk flet på. Det er næsten overalt; det er lige før, jeg vil sige, at du kan bruge det på dit toilet.«
Rikke Andersen medgiver, at fransk flet er en populær vare i Danmark, og derfor vil man fra dansk side ønske, at det kommer igen. Men IKEA er en international virksomhed, siger hun. Og det er ikke sikkert, at Stockholm 2017-skabet vender tilbage. Til stor ærgrelse – selv for Mette Helena Rasmussen.
»Jeg blev selv forpustet, da jeg så, at det forsvandt. Jeg gad da egentlig også godt have et,« slutter hun.