IKEA buldrer frem i Danmark: Næste stop er Kalvebod Brygge og vegetariske köttbullar

Den svenske møbelkæde IKEA har leveret det bedste salg i Danmark nogensinde og forbedret indtjeningen. Københavnerne må dog have tålmodighed lidt endnu, for der er endnu ikke en dato for åbningen af den nye IKEA i København.

Særligt salget af køkkener og møbler til soveværelset har været med til at drive væksten i IKEA Danmark, fortæller landechef Johan Laurell. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danskerne er stadig vilde med IKEAs køkkenskabe og kødboller.

Så vilde, at den danske del af den verdensomspændende svenske møbelvirksomhed leverer den bedste omsætning i Danmark nogensinde og en forbedret indtjening.

Således lander salget for de fem danske varehuse, netbutikken Ikea.dk og showroomet Planning Studio på Vesterbro i København på 4,7 mia. kr., hvilket er otte pct. mere end året før.

Samtidig har IKEA Danmark forbedret indtjeningen, der er løftet til 316 mio. kr. mod 217 mio. kr. året før. Det viser tal for det forskudte regnskabsår 2018/2019.

»Det har været et fantastisk år, hvor vi er vokset på alle kanaler. Både salget i vores varehuse og vores onlinehandel er vokset,« siger IKEAs landedirektør i Danmark, Johan Laurell.

Nethandlen er vokset med 40 pct., og det skyldes ifølge landechefen bl.a., at IKEA har arbejdet med at få nethandlen til at spille sammen med varehusene.

Bl.a. kan kunderne bestille på nettet og hente varerne i butikkerne. Derudover har IKEA indført en service, hvor man kan få sine køb leveret inden for tre timer, ligesom de har opført steder rundt om i landet, hvor kunderne kan hente deres varer i stedet for at køre til et af varehusene og hente dem.

»Vores kunder har taget rigtig godt imod de tiltag,« siger Johan Laurell.

Han peger også på, at særligt salget af køkkener og møbler til soveværelset har bidraget til væksten i omsætningen.

Butik i København er på vej

I sommer åbnede IKEA showroomet, Planning Studio, på Vesterbrogade, hvor kunderne på 450 kvadratmeter kan lade sig inspirere af køkken- og garderobeløsninger og booke en vejledning med en konsulent. Tanken er, at den nye placering i hjertet af København skal give københavnerne en kortere vej til det svenske indretningsmekka, hvor Gentofte og Taastrup tidligere har været de tætteste muligheder.

Showroomet er en ny type butik, som IKEA tester i forskellige storbyer, og ifølge Johan Laurell har københavnerne taget godt imod konceptet.

»Det er gået rigtigt godt, og vi kan se, at vi har fået fat i nogle nye kunder, som vi ikke havde før, fordi vi nu også er til stede i storbyen. Det er første gang, vi har en citybutik, hvor folk kommer forbi på cykel,« siger han.

På Kalvebod Brygge i København har IKEA længe været i gang med at bygge et nyt cityvarehus. Det skulle have været klar i 2020, men forbrugernes ændrede indkøbsvaner kom bag på IKEA, som har måttet ændre planerne for cityvarehuset, som nu står til at blive mindre end de 37.000 kvadratmeter, som det skulle have været fra begyndelsen.

Johan Laurell er endnu ikke klar med den dato for åbningen. Men det bliver ikke færdig i år.

»Vi arbejder hårdt på at færdiggøre planerne for IKEA i København. Det er nyt for os at have en butik midt i storbyen, så vi er ved at undersøge, hvordan butikken skal se ud, og hvordan vi gør det, når mange kommer med offentlig transport og på cykel. Alt det skal vi tage hensyn til, fordi vi er vant til at ligge uden for byen, hvor folk kommer i biler,« siger Johan Laurell.

IKEA på Kalvebod Brygge bliver dog et varehus og ikke et showroom, som den svenske kæde har på Vesterbro, fortæller han. Og sortimentet vil være omtrent det samme, som man kender det fra IKEAs fem nuværende varehuse.

Udlejning af møbler og vegetariske köttbullar

Også i Esbjerg har IKEA et nyt varehus på vej, men også dette er udskudt på ubestemt tid, og ifølge Johan Laurell er fokus i første omgang at få varehuset i København færdigt.

IKEA har ligesom de fleste andre virksomheder intensiveret sit fokus på bæredygtighed de senere år, og har bl.a. udfaset brugen af engangsplastic og halveret madspildet.

Til sommer tager IKEA også hul på et nyt tiltag, når de begynder at leje møbler ud, for at få dem til at holde længere. Det er dog for tidligt at fortælle, hvor i landet man kan leje IKEA-møbler.

Derudover har IKEA stor succes med salget af sine vegetarisk hotdog, som der blev solgt 230.239 af i regnskabsåret. Derfor lancerer møbelgiganten inden længe også en vegetarisk udgave af sine verdensberømte kødboller.