Chikaneret i månedsvis: »Drengene skubber de hjemløse, tager deres ting og slår flasker ud af hånden på dem«

En flok drenge har i månedsvis chikaneret, slået og truet hjemløse på Christianshavns Torv. »I nærpolitiet er vi meget opmærksomme på, at en gruppe af unge gennem en periode har spredt utryghed og chikaneret folk på Christianshavns Torv. Der er tale om unge under 18 år,« lyder det fra politiet.

Thomas Bundgaard har boet de seneste otte år på gaden, fortæller han. Det er også her – på gaden – at han har fundet hunden Blackie, fordi nogle narkomaner ikke ville have den. Berlingske mødte ham for enden af de første trapper ned til metrostationen Christianshavn. Mads Klitgaard

»De er ligeglade,« siger Thomas Bundgaard, da han begynder at råbe ad forbipasserende, så det giver genlyd på metrostationen under Christianshavns Torv. Ingen reagerer, og det er måske derfor, han råber.

»Se,« siger han og kigger op, »de går bare forbi.«