Flemming Jensen: Det her interview bliver ikke til noget, hvis du ikke bruger ordet »fladpandet«!

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det komiker, skuespiller og instruktør Flemming Jensen.

»Min oplevelse er, at der var flere knive i ryggen på lærerværelset end i kulturlivet.« Niels Ahlmann Olesen

Hvis man siger dansk kultur, hvad tænker du så på?
»Jeg synes, at det er svært at sætte ord på en egentlig dansk identitet. Jeg ser det mere, som om vi er en del af vesteuropæisk kultur.«

Hvad er dit livs største kulturoplevelse?
»Det var, da min kone og jeg for første gang besøgte Pompeji. Det var en januar, helt uden for turistsæsonen. Der var ikke andre end os og nogle omstrejfende hunde. Det var, som om hele byen voksede op af jorden omkring os. Det var, både for min kone og mig, det største kulturelle moment.«