Først er hele Frankrig i en lykkerus over VM-sejren i fodbold. Men lykken varer kort. I forstaden Montfermeil er det bare en almindelig sommerdag i nabolaget. Unger af alle slags render rundt, alene eller i rastløs flok på rodede områder med endeløse boligblokke. Mænd puster sig op, holder hinanden i skak foran små boder og lyssky forretninger, solen skinner over bunker af skrald, og roen balancerer på en knivsæg. En tilflyttet urobetjent har første dag på patrulje med to garvede kolleger.
Den ene er vokset op i området, den anden har brutalt og snu sat sig i en form for respekt, men som dagen udvikler sig, tager spændingen mellem områdets forskellige grupper til. En række begivenheder bliver en tændsats, der kan sætte alt over styr.