Fem stjerner: Ny film bringer os ind i de franske forstadskvarterer, hvor vreden simrer under overfladen

»Les Misérables« er en velfortalt og syngende lussing af en fortælling fra Paris´ udkanter, hvor smerten og spændingen sidder i kroppen.

 
Video: Amazon Studios

Først er hele Frankrig i en lykkerus over VM-sejren i fodbold. Men lykken varer kort. I forstaden Montfermeil er det bare en almindelig sommerdag i nabolaget. Unger af alle slags render rundt, alene eller i rastløs flok på rodede områder med endeløse boligblokke. Mænd puster sig op, holder hinanden i skak foran små boder og lyssky forretninger, solen skinner over bunker af skrald, og roen balancerer på en knivsæg. En tilflyttet urobetjent har første dag på patrulje med to garvede kolleger.

Den ene er vokset op i området, den anden har brutalt og snu sat sig i en form for respekt, men som dagen udvikler sig, tager spændingen mellem områdets forskellige grupper til. En række begivenheder bliver en tændsats, der kan sætte alt over styr.

»De udbombede banlieues kunne ligge i Mellemøsten og får hjemlige boligblokke til at ligne nuttede andelslandsbyer.«


»Les Misérables« udspiller det sted, hvor også Victor Hugos banebrydende roman af samme navn foregår og blev skrevet, men den er hverken en gendigtning eller fortolkning. Filmen er sit eget væsen, der dog fødes og næres af de samme store spørgsmål. Hvor det digre bogværk, og senere musicalen, i sin fortælling indkapsler skabelsen af republikken, kaster filmen et kenderblik på de rester, der er tilbage. Hvor er friheden, ligheden og broderskabet nu? Fødes man ond, eller bliver man det, hvis man knækkes under vægten af fattigdom, social udsathed og manglen på muligheder?

Juryens pris i Cannes

»Les Misérables« fik blandt andet juryens pris i Cannes i 2019 og er et stærkt, fransk Oscar-bidrag til 2020. Filmens instruktør, Ladj Ly, fortæller med insiderens blik; han er vokset op i Montfermeil og var selv en teenagedreng, der filmede politibrutalitet,  ligesom hans egen søn gør det i filmen. Handlingen er inspireret af virkelige hændelser, og fordi Ly selv kender jargonen og persongalleriets mange brogede skikkelser, fra de religiøse til hustlerne, balladebørnene, de afrikanske mødre og gadens parlament, føles det ægte.

Dét understøttes af kamerastilen, der både er poetisk, håndholdt og dokumentarisk. Som Hugo vil Ly ikke dele verden op i skurke og helte – alle har mulighed for at være begge dele, ingen og intet er sort-hvidt. Hvis filmen til tider virker lidt som for eksempel »Training Day« eller andet kendt, så er det netop pointen. Intet ændrer sig, fordi ingen vil tage ansvar. De udbombede banlieues kunne ligge i Mellemøsten og får vores egen hjemlige boligblokke til at ligne nuttede andelslandsbyer. I Montfermeil ulmer uroen under årtiers svigt og fattigdom, mens magthavere og godtfolk helst holder sig væk.

»Les Misérables«, 102 minutter. Instrueret af Ladj Ly, manus af Ladj Ly, Alexis Manenti og Giordano Gederlini. Medvirkende:  Damien Bonnard, Alexis Manenti, Djibril Zonga. Premiere 2. januar.