Farvel til fordomme om kommunisme, brutalisme og dårlig mad: Kroatien er et feriehit hos danskerne

Kroatien har endegyldigt revet sig fri af krigen, der hærgede landet i 90erne og tiltrækker nu flere og flere danske turister. Blandt andet pga. det sydeuropæiske klima, de relativt lave priser og en overkommelig køreafstand fra Danmark.

Kroatien er i stigende grad blevet et populært rejsemål for danskerne. Her er det byen Split, der ligger ud til Adriaterhavet. Marisa Cvitanovic

Sidste år ankom flere end 138.000 danskere til Kroatien. Det var en stigning på mere end 10.000 i forhold til 2017 og et stort hop ned til de 77.000 danskere, der gæstede landet i 2010. Det viser tal fra det Kroatiske Turistråd.

»Kroatien har en lang og lækker kyststrækning, og folk har glemt tidligere politiske udfordringer. Kroatien er absolut det mest populære ferieland i ex-jugoslavien,« siger professor ved Center for Turisme, Innovation og Kultur på SDU, Anne-Mette Hjalager om det, der tiltrækker danskerne.