»Venedig er vulgær masseturisme, larmende og dyr - men jeg elsker den alligevel«

Venedig er en temapark for vulgær masseturisme. Der er alt for mange mennesker, og alting er besværligt. Men Venedig er så også en skattekiste af kunst og arkitektur, og leder man de rigtige steder, finder man et roligt hjørne. Torben Weirup, der har været i Venedig en del gange, fortæller om sit forhold til den italienske laguneby.

Venedig ved udmundingen af Canal Grande. Den store barokkirke, hvis kuppel kan ses til højre i billedet, er Santa Maria della Salute. Den blev i sin tid opført i taknemmelighed over, at den sorte død indstillede sin hærgen. Yderst skimtes den tidligere toldbygning, som nu er omdannet til en udstillingshal af den franske kunstsamler Francois Pinault. PR

Åh, alle disse mennesker. Mennesker alle vegne i Venedigs snævre gyder og som regel også på byens pladser. Turister grupperet ved bordene uden for cafeerne og restauranterne med forventninger, naturligvis, om at netop de får tjenernes udelte opmærksomhed. Nu!

»Permesso, permesso!« lyder det igen og igen – utålmodigt og med en anstrengt stemmeføring – i de smalle gader, der udgør det meste af Venedigs infrastruktur, når dragere kæmper sig gennem mylderet af mennesker med deres praktisk designede vogne. Konstruerede, som de er, til nemmere at krabbe sig op ad trappetrinene på Venedigs hen ved 400 broer. »Permesso!«