Åh, alle disse mennesker. Mennesker alle vegne i Venedigs snævre gyder og som regel også på byens pladser. Turister grupperet ved bordene uden for cafeerne og restauranterne med forventninger, naturligvis, om at netop de får tjenernes udelte opmærksomhed. Nu!
»Permesso, permesso!« lyder det igen og igen – utålmodigt og med en anstrengt stemmeføring – i de smalle gader, der udgør det meste af Venedigs infrastruktur, når dragere kæmper sig gennem mylderet af mennesker med deres praktisk designede vogne. Konstruerede, som de er, til nemmere at krabbe sig op ad trappetrinene på Venedigs hen ved 400 broer. »Permesso!«