Et særligt sted på Frederiksberg: »Det er ikke uden grund, at den også bliver kaldt hej-hej gaden«

Værnedamsvejs har altid været noget for sig - ikke mindst i kraft af Den Franske Skole, som har været med til at give gaden tilnavnet »lille Paris«. Nu står skolen til at flytte, og beboerne frygter, at et nyt projekt vil gå ud over den særlige stemning.

Foto: Celina Dahl.
Læs mere
Fold sammen

I vinduet til dyrlægen »Le Chic Dog« poserer små tøjhunde iført smart regntøj og miniatureparaplyer. Klinikken tager sig ikke kun af de firbenedes skavanker. Den tilhørende butik sørger også for, at kvarterets kæledyr kan gå ordentligt klædt.
Resten af Værnedamsvej ligner heller ikke en klassisk københavner- eller Frederiksberggade. Børn på vej fra skole, der taler højt på fransk, Café Viggo, hvor der bliver røget Gauloises til kaffen, og butikker med navne som »Tout Petit« og »Le Gourmand« vidner om, at dansk ikke nødvendigvis er førstesprog på disse kanter.

Foto: Celina Dahl. Kæledyrene skal også være pænt klædt på! Fold sammen
Læs mere

Men der er nye tider på vej. Prins Henriks Skole, kendt som Den Franske Skole, skal flytte, og hvor skolens bygninger har stået siden henholdsvis 1855 og 1880, ønsker en investor at skabe et summende baggårdsmiljø, der minder om områder som Hackesche Höfe i Berlin eller Marais-kvarteret i Paris med restauranter, butikker, værksteder, boliger og minihotel.

Torsten Rojas-Danielsen

»Værnedamsvej er lidt anarkistisk. Det er også en af de mest kosmopolitiske steder på Frederiksberg, og det giver en særlig vibe, men jeg tror ikke, man bare kan forlænge det liv ind i en smøge.«


Til et borgermøde for nylig mødte 200 beboere op for at protestere, og netop nu arbejder forvaltningen og embedsmændene på en revideret plan, som skal præsenteres for politikerne 5. november. I mellemtiden kæmper de lokale videre for at forhindre projektet. Der bliver samlet underskrifter, og syv beboere har stiftet foreningen »Bæredygtigt Frederiksberg«, som får så mange henvendelser, at de har måttet ansætte en studentermedhjælp. Foreningen arbejder blandt andet på, at processen bliver udskudt, indtil der foreligger undersøgelser af støj-, trafik-, forurening- og erhvervsforhold.

»Værnedamsvej er hjerteblod for rigtigt mange mennesker, som har deres daglige gang her, fordi gaden kan noget særligt. Det er en størrelse, som er så fin og delikat, og som vi skal passe på. Derfor er vi bekymrede over, hvad sådan et projekt vil gøre ved gaden,« siger Torsten Rojas-Danielsen, som har delt baggård med Den Franske Skole siden 2014.

Foto: Celina Dahl. Torsten Rojas-Danielsen er af de beboere, der kæmper imod de nye planer om at skabe byliv i baggården, hvor Den Franske Skole ligger i dag. Fold sammen
Læs mere

Han møder os på vejen, hvor biler og cykler på forunderlig vis finder en civiliseret måde at passere hinanden på det smalle stykke mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej. At kalenderen viser oktober, afholder ikke folk fra at krybe sammen på bænken foran vinbaren Falernum. Det samme gælder nabocafeen Montgomery, der har gjort en undtagelse i forhold til de franske referencer. For ikke at tale om kaffebaren Rist og Granola, hvor der er fyldt godt op inde som ude.

Galleriejer Jesper D. Lund

»Værnedamsvej er på en eller anden måde den reneste vare. Så snart du kommer ud i næste potens, bliver det noget andet. Det bekymrer mig også, om det kommende kommer til at udkonkurrere det eksisterende erhvervsliv. Og så begræder jeg virkelig, at gaden kommer til at miste sit multikulturelle islæt, når og hvis skolen flytter.«


»Det er ikke uden grund, at Værnedamsvej også bliver kaldt hej-hej gaden. Folk elsker at sidde og tjekke hinanden ud. Her har du alle mulige filminstruktører og kreative, som sidder med deres tophuer og deres MacBooks og holder øje med hinanden. Jeg vil ikke sige, at her er fornemt, men her er nogle gange lidt prætentiøst,« siger Torsten Rojas-Danielsen, der er særligt glad for det miks, der er i gaden.

»Samtidig ligger her nogle sjove, stenede butikker. Tag bare kebabbutikken eller låsesmeden. Man kan sige, at Værnedamsvej er posh og folkelig på en og samme tid, hvilket adskiller gaden fra eksempelvis Hellerup. Det bliver lidt højlydt nogle gange, der bliver røget nogle Gauloises, drukket en masse espresso – det er lidt mere frit og lidt mindre bonert hernede. Gaden har den her kreative vibe omkring sig,« siger han.

Foto: Celina Dahl. Trods relativt lave temperaturer, bliver der drukket fortovsvin på Falernum. Fold sammen
Læs mere

»Lidt anarkistisk«

Den vibe er penge værd. I hvert fald har en investor vist interesse for at betale endda store summer for skolen og arealet omkring skolen, som – hvis visionen opfyldes – skal omdannes til et helt bymiljø, der hænger sammen med Værnedamsvej.

»Værnedamsvej er lidt anarkistisk. Det er også en af de mest kosmopolitiske steder på Frederiksberg, og det giver en særlig vibe, men jeg tror ikke, at man bare kan forlænge det liv ind i en smøge. Der vil være for meget tanke bag, og jeg tror ikke, at det rette liv kan opstå på den måde. Er det ikke netop det, der er gadens charme – at der ikke er en masterplan!?« spørger Torsten Rojas-Danielsen retorisk, da vi passerer de smukke bygninger, der kan komme til at huse lejligheder, butikker og restauranter.

Foto: Celina Dahl. Den Franske Skole står til at flytte i 2021. I gården ønsker en investor at skabe mere byliv, hvilket beboerne protesterer imod. Fold sammen
Læs mere

En anden af de kritiske røster, Jesper D. Lund, har boet i gaden siden 2002. Sammen med sin hustru driver han galleriet HannemannLund. Det ligger i nummer 11 på hjørnet af den baggård, som huser Den Franske Skole.

»Det er som at bo i en landsby. Jeg har kun 54 meter fra min bopæl og ned til galleriet. Alligevel tager det gerne ti minutter. Man stopper lige op og hilser på folk i gaden. Der er mange, som kommer her på daglig basis. Jeg tror, det er helt tilbage fra dengang, det var en slagtergade,« siger Jesper D. Lund og understreger, at han »ikke vil lyde som en sur gammel mand«.

»Jeg omfavner det nye, men jeg ved, hvad jeg ikke har lyst til. Jeg tror simpelhen ikke på, at man bare kan forlænge det, Værnedamsvej kan, ind i en baggård, og min største bekymring i det her er – undskyld jeg siger det – at der går Kop & Kande i den. Når kæderne rykker ind, er det ikke ildsjælene, der er tilbage. Hvad sker der, hvis Lidl ryger ind? Eller Netto?« spørger Jesper D. Lund.

Foto: Celina Dahl. Galleriejer Jesper D. Lund foran galleriet. Fold sammen
Læs mere

Ud over at drive sit galleri står han bag de årlige markedsdage, hvor det ikke er usædvanligt, at 6.000-8.000 mennesker dukker op fra hele byen for at være med.

»I og med at gaden kun er 180 meter lang, muliggør det den slags arrangementer. Det betyder også, at folk i begge ender kender hinanden. Værnedamsvej er på en eller anden måde den reneste vare. Så snart du kommer ud i næste potens, bliver det noget andet. Det bekymrer mig også, om det kommende kommer til at udkonkurrere det eksisterende erhvervsliv. Og så begræder jeg virkelig, at gaden kommer til at miste sit multikulturelle islæt, når og hvis skolen flytter,« siger han.

Det begyndte med en muddervej

At planerne om Den Franske Skole ligger beboerne på sinde, overrasker ikke ph.d., byforsker og museumsinspektør ved Københavns Museum, Jakob Ingemann Parby. Værnedamsvej har altid været særlig, og livet er noget, man har talt om i resten af byen.

Foto: Celina Dahl. På Café Viggo bliver der drukket vin ugen igennem – og gerne udenfor. Fold sammen
Læs mere

»Den korte gade og den specielle historie har givetvis næsten fra 1850erne og frem skabt en særlig veneration for gadens forlystelser og særpræg. Der var også en have med luftgynger og minitivoli i starten af 1800-tallet,« fortæller Jakob Ingemann Parby.

Byforsker Jakob Ingemann Parby

»Helt frem til i hvert fald 1980erne kunne man stadig opleve, at de to kommuner ikke kunne enes om, hvem der havde ansvaret for julepynten i gaden. Ved et par anledninger endte det med, at den ikke blev sat op, men de fleste år påtog en kommunerne sig ansvaret.«


Navnet fik den korte gade efter Werner Dam, en tysk lejesoldat, som i begyndelsen af 1700-tallet åbnede et værtshus på hjørnet af Vesterbrogade. Dengang var der tale om en muddervej mellem Vesterbro og Gammel Kongevej. Det officielle navn fik gaden først i 1811, og senere i samme århundrede, i 1854, rykkede en privatskole for drenge under navnet Schneekloths Skole ind. Den lukkede i 1967, og få år senere, i 1972, rykkede Den Franske Skole ind og er siden ad flere omgange blevet udvidet for at huse det voksende antal elever.

»Schneekloths Skole var en af de første skoler, der imødekom behovet for uddannelse af den nye befolkning i brokvarterne,« siger Jakob Ingemann Parby.

Senere kom slagterne, som rykkede ind i slutningen af 1800-tallet, og som havde deres storhedstid i første halvdel af 1900-tallet.

»Eller måske endda helt frem til 1980. Det hang sammen med gadens placering mellem de store hovedgader og nærheden til Kødbyen fra 1879 til den ene side og den velhavende befolkning på Frederiksberg og Vesterbrogade til den anden, som både sikrede et udbud og en efterspørgsel,« siger Jakob Ingemann Parby, som også kan fortælle, at det af og til kunne skabe problemer, at gaden siden 1700-tallet har været administrativt delt mellem først amtmanden og bystyret og senere mellem Københavns og Frederiksberg kommuner.

»Helt frem til i hvert fald 1980erne kunne man stadig opleve, at de to kommuner ikke kunne enes om, hvem der havde ansvaret for julepynten i gaden. Ved et par anledninger endte det med, at den ikke blev sat op, men de fleste år påtog en af kommunerne sig ansvaret,« siger han.

Slut med slagterne

Foto: Celina Dahl. Fold sammen
Læs mere

I dag er samtlige slagterbutikker lukket og erstattet af kaffe, restaurantmad, vin og boliginteriør. Den udvikling taler imod visionsforslaget, som også lægger op til mindre butikker og værksteder, mener Torsten Rojas-Danielsen.

»Butikkerne på Frederiksberg drejer nøglen om på stribe, fordi huslejen er skruet så højt op, og det har vi også mærket her i gaden. Når det er sagt, er butikkerne her i gaden opstået lidt anarkistisk, fordi ejerne måske bor i bygningen, så de er meget lokalt forankret. Det tror jeg ikke, man vil opnå, hvis man laver en mere konstrueret plan. Det er jo ikke et velgørenhedsforetagende, hvor investoren giver særpris til den lille boghandel. Spørgsmålet er også, hvad der sker, når man tager det franske ud. Her ville jeg ønske, at man havde tænkt en fransk løsning på det her – kontaktet en masse fonde og hvad man nu kunne have fundet på at gøre. Men det er selvfølgelig et money issue,« siger Torsten Rojas-Danielsen, der også frygter for beboernes nattesøvn, hvis baggården bliver fuld af liv.

»På den nuværende grund er byggeprocenten 138, i visionsoplægget er den på 200. Det lugter lidt af, at man prøver at score så mange penge som muligt, og at man så efterlader regningen til beboerne. Når de taler om, at det skal minde om Hackesche Höfe, er det også værd at huske på, at det er kåret som bedste nightlife spot i Berlin. Le Marais i Paris er da også et skønt kvarter, men noget af det mest turistede, du kan finde. Og det består trods alt af gader, ikke, som her, af en baggård, som folk har soveværelser ud til. Og ja, det kan måske lyde lidt selvmodsigende – man køber noget et sted, hvor man også gerne vil have ro, tæt på noget, hvor der sker noget. Man prøver at fange kombinationen mellem det hektiske og det rolige. Men hvad sker der, hvis balancen tipper?« siger han.

En bekymring, som Jesper D. Lund deler:
»Jeg er ikke interesseret i, at der kommer bevillinger inde i baggården, for så ved vi godt, hvad der sker. Så søger de om dispensation om to år, og så ved vi godt, hvordan det går. Der sker så meget på Værnedamsvej, og det er super positivt. Omvendt har vi brug for det åndehul, vi har, når vi holder lukket. Bliver vi bombet fra begge sider, frygter jeg, at filmen knækker.«