Nye planer for Værnedamsvej får blandet modtagelse: »Man kommer til at tage kvælertag på området«

Siden 2018 er det blevet diskuteret, hvad der skal ske på området, hvor Den Franske Skole ligger. Nu er et nyt, nedskaleret projektforslag klar. Mandag skal det behandles politisk, men forud for mødet er der delte meninger blandt politikerne. Borgmesteren mener, det er et skridt i den rigtige retning, mens beboernetværk vender tommelfingeren ned.

Da Prins Henriks Skole – og kendt som Den Franske Skole – for tre år siden besluttede sig for at flytte fra Værnedamsvej på Frederiksberg, tog en ophedet debat fart. For hvad skal de attraktive kvadratmeter i en af byens folkekære gader bruges til?

I et nyt forslag er der lagt op til, at der skal opføres et hotel på 3.166 kvadratmeter, 41 boliger i eksisterende bygninger og at der skal graves en P-kælder i en etage på det 5.160 kvadratmeter store areal.