Lejesoldat og værtshusholder

Det gamle København

Werner Dam hed en mand, der i 1720erne slog sig ned i København. Han var født i Tyskland men forsøgte at gøre sin lykke her oppe nordpå i Kongens by, hvor der altid var arbejde at få, hvis man ville underkaste sig stroppeturene som lejesoldat.

Han fandt et sted at bo i det skumle kvarter lige inden for Vesterport, hvor det vrimlede med værtshuse, og hvor der var et skørlevned helt uden for myndighedernes kontrol. Det var ikke nogen prangende adresse, men hvad kunne en simpel fattig soldat forlange?

Den mest prominente person i denne del af byen var en vis Anna Polman Hattemagers, nattens ukronede dronning. I 1726 blev hun kagstrøget af mestermanden på Nytorv og udvist af landet på grund af sit syndige levned. Den unge fodgarder har næppe kendt hende, men det var ikke fordi, han ikke havde mod på livet.

Vi ved nemlig, at samme Werner Dam var både driftig og kreativ. Han fik kontakt med en af byens utallige bryggere og begyndte sit eget øltapperi. Det var ganske vist ulovligt, når man ikke havde borgerskab. Men der skulle mere end formaliteter til at stoppe den unge indvandrer.

I 1733 traf han sit livs beslutning. Der var flere penge i salg af øl fra fad end i krudt og kugler, og den daglige morskab i en ølhave var langt mere tiltrækkende end soldaterlivets strabadser. Han flyttede ud af byen og købte en ejendom mellem Køge Landevej, som siden hen kom til at hedde Vesterbrogade, og Gammel Kongevej. Hollændermarken eller Frederiksberg Slots Mark kaldte man dette område en halv times gang uden for byen. Herude åbnede han et værtshus, præcis som så mange andre havde gjort. Hele strækningen mellem Vesterport og indgangen til Frederiksberg Allé var nemlig én lang kæde af kroer, og kun slagterne med deres halve og hele dyrekroppe ophængt uden for butikkerne brød det ensformige billede.

Werner Dam må have haft sans for at drive værtshus, for der kom penge i kassen. Og efter nogle år kunne han også købe naboejendommen. Så meget kan man se af de gamle optegnelser, men ellers dukker hans navn udelukkende op i forbindelse med vold, hærværk og ballade. Ikke at værtshusholderen var nogen slagsbror, men når nogle af hans gæster havde smagt længe nok på øllet, fik de trang til at bruge deres kræfter. Det var ikke noget udpræget eksklusivt sted, men lystigt var det, og politiet havde fast arbejde. En af sagerne endte endog ved Højesteret. Her blev Københavns senere højfornemme brandmajor og chef for det borgerlige artilleri, Boye Junge, idømt en hård straf for værtshusoptøjer.

Alle de andre gæstgivergårde i nabolaget havde karakteristiske navne: »Den forgyldte elefant«, »Det forgyldte lam«, »Den forgyldte stud«, »Den forgyldte hest«, »Pelikanen« og »Den hvide svane«. Kun Werner Dams værtshus måtte nøjes med ejerens navn. Men det var også rigeligt, og det levede videre selv efter hans død i 1762.

Ti år senere kunne man nemlig se en ejendom averteret til salg beliggende »imellem Vester Broe og Gammel Kongevey, hvor Werner Dam forhen har boet.«

Herefter flyttede en ny værtshusholder ind. Egholm hed han, og han formåede at løfte det lidt primitive øl-over-disken værtshus op til et attraktivt etablissement med både udendørs og indendørs keglebane. Og nu fik stedet også et navn: Egholmsdal. Det udviklede sig til et meget kendt udflugtssted med den fremragende beliggenhed godt og vel midtvejs mellem byen og Frederiksberg Have. Man kunne naturligvis komme ud til Frederiksberg ad både Vesterbrogade og Gammel Kongevej, men pæne mennesker valgte helst den sidste mulighed. I hvert fald, hvis de havde familien med.

Borgerskabets kvinder og børn havde ikke godt af at stifte bekendtskab med Vesterbros udsvævelser. De mange forlystelser af enhver art havde et kolossalt publikum, men smagfulde kunne man næppe betegne dem. Der blev sagt ord, hvis betydning man måtte gætte sig til, og endnu værre var det at lægge øre til gadens slagtersvende og slagterdrenge. De brugte sprogets værste udtryk, som man ellers kun hørte i Holmensgade og den slags steder.

Nej, Vesterbrogade var ikke for pæne mennesker. Så valgte man hellere Gammel Kongevej. Ganske vist gav også denne rute de promenerende en blandet oplevelse. Og i tidens aviser klagede man over »den stinkende bæk, som er på den ene side af den vej, som løber fra Gamle Kongevej forbi Egholmsdal til indgangen af Frederiksberg Allé.«

Endnu havde vejen ikke noget navn, men i begyndelsen af 1800-tallet begyndte myndighederne at interessere sig for gadens tilstand, og så dukkede der pludselig en stedsbetegnelse op: »Angående brolægningen af den såkaldte Vernerdam...»

På det tidspunkt var der ingen, som overhovedet havde nogen erindring om den gamle lejesoldat og øltapper, Werner Dam, der havde slået sig ned som værtshusholder på stedet. Hans navn var pø om pø forvandlet til en stedsangivelse, og i 1811 bliver det i en kommunal skrivelse til Wærnedamsveyen.

Siden hen forsvandt de fleste værtshuse og forlystelser fra kvarteret, og Værnedamsvej udviklede sig til en af byens travleste forretningsgader, hvor man kunne købe alt - men hvor især en halv snes store slagterforretninger for et halvt hundrede år siden trak kunder til fra hele hovedstaden.

I dag er der én tilbage.