Er tiden inde til at skifte brændstof ud med el? Få motorredaktørens svar...

Blandt politikere, miljøorganisationer, bilproducenter og selv i motorsport er el det nye sort. Men hvad er status egentlig lige nu? Kan man leve med en elbil, og er tiden inde til at smide benzinbrænderen ud? Efter en måned i elektricitetens tegn giver Berlingskes motorredaktør sit bud.

I benzinbilens barndom var det altid et projekt at køre på langtur. Man vidste aldrig helt, om man kunne få petroleum på vejen, og om man kunne købe nok til at holde sin automobil kørende. Det har været et eventyr, for det var i starten af 1900-tallet – før mobiltelefoner og apps, der kunne fortælle dig, om kolonialbutikken i den næste by havde 20 liter petroleum på lager. Men grundlæggende set minder situationen alligevel lidt om den, man oplever, når man kører på langtur i en elbil. For selv om rækkevidden på de nyeste elbiler er på over 300 km – og dermed giver en realistisk rækkevidde, der rækker til de fleste af vores behov – så tager det stadigvæk længere tid at »tanke« el end at tanke brændstof. Derfor er rækkevidde og ladetid stadigvæk helt centrale temaer, når det handler om elbiler. Det er de spørgsmål, forbrugerne bliver tvunget til at forholde sig til, hvis de overvejer at skifte deres bil med forbrændingsmotor ud med en elbil.

Det største nej-argument for at købe en ny elbil er i virkeligheden hastigheden på udviklingen. For det går så ustyrligt hurtigt lige nu, at har du en tre år gammel Nissan Leaf elbil, så ligner den en dinosaur sammenlignet med en ny Kia e-Niro.

Men hvor langt er vi egentligt lige nu? For én ting er politikernes ambitioner om både halve og hele millioner af elbiler på vejene i Danmark i 2030. Det er fint og fornemt på et politisk plan. Men det er os forbrugere, som skal bag rattet i bilerne, før ambitionen bliver gennemførlig. Og historien har vist, at menneskeheden – og dermed også os danskere – traditionelt set ikke er ovenud begejstret for fremskridt, der gør vores liv mindre bekvemme. Eller sagt med andre ord, hvis ikke en ny teknologi gør vores liv enten mærkbart lettere eller mærkbart billigere, så er vi ikke klar til at ændre adfærd. Man kan naturligvis altid gøre vores vaner markant dyrere og dermed ændre dem. Men det er mere pisk end gulerod, og kunne man drive omstillingen til elbiler, ved at tilbyde billigere og mere bekvemme elbilsløsninger, så er det i min optik på alle måder at foretrække frem for bare at tvinge folk over i elbiler med kort rækkevidde og alenlang ladetid blot ved at hæve afgifter på biler med forbrændingsmotor. Altså hellere gulerod end pisk.