Mads Brüggers omdiskuterede film »Cold Case Hammarskjöld« bliver her anmeldt af filmkritiker Stephanie Caruana og historiker Bent Blüdnikow. De ser vidt forskelligt på værket.
Flot, forførende - og meget manipulerende
Mads Brügger har lavet filmen »Cold Case Hammarskjöld« om mordet på FNs generalsekretær i 1961. Brügger bruger både fiktion og fakta i filmen, men han viser ikke publikum sine kort. Vi er overladt til at gætte på, hvad der er fakta og fiktion, og til sidst overmander mistanken om manipulation én, siger historiker Bent Blüdnikow, der giver filmen tre stjerner
★★★☆☆☆
Af Bent Bludnikow,
Mads Brügger har lavet en film om mordet på FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld. Sideløbende med opklaringen af mordmysteriet handler filmen om en racistisk organisation – The South African Institute for Maritime Research – der muligvis stod bag mordet på Hammarskjöld. Denne mystiske organisation blev anført af en mand ved navn Maxwell, som bliver filmens egentlige hovedperson.
Brügger leger med fakta og fiktion
Mads Brügger indrømmer åbent, at han i filmen leger med fakta og fiktion. Der er rigtige personer og skuespillere med, og vi ved ikke, hvem der er hvem.
Et sted tilstår Brügger, at mordet på Hammarskjöld – hvis det altså var et mord – egentlig ikke interesserer ham, men at det er hans egoistiske interesser, han forfølger ved at efterforske tidligere lejesoldaters identiteter og lege hvid opdager i det sorte Afrika. På trods af denne indrømmelse får man aldrig mulighed for at kigge ham i kortene. Vi ved ikke, hvornår der tales sandt, og hvornår det er fup og manipulation.
Vi finder aldrig ud af, om Alex Jones er fantast, skuespiller, lystløgner eller i virkeligheden fortæller, hvad han mener er sandheden. Hans beretning virker mistænkelig konstrueret.
Sagen om Hammarskjöld har flere gange været endevendt af internationale kommissioner og efterforskere, og filmen bringer i sin essens ikke meget nyt frem, der kan kontrolleres. Men Mads Brügger får tilsyneladende nye oplysninger frem med en energisk eftersøgning af vidner.
På nedstyrtningsstedet interviewer han fem-seks afrikanere, som kan fortælle den stort set samme historie om Hammarskjölds fly, der blev forfulgt af et mindre fly. Ligesom de kan fortælle om ild, der kom ud af Hammarskjölds fly. Det virker overbevisende, men det er samtidig mærkværdigt, at disse mennesker så lang tid efter begivenheden i 1961 fortæller samme historie. Husker de rigtigt, eller er det folk, der blot er instrueret i at optræde som vidner?
Den hemmelige racistiske organisation
Jagten fører Brügger på sporet af en hemmelig organisation, der opstod under Sydafrikas apartheidstyre, og hvis mål var at bevare hvidt herredømme over Afrika. Organisationen styrtede regeringer, udbredte aids, og den stod altså også bag mordet på Hammarskjöld. Lederen var en mand ved navn Maxwell, der optrådte i hvidt søfartsantræk og en admiralhat, så han lignede admiral Nelson.
Anklagen mod denne organisation er heller ikke ny og har været beskrevet i bøger, men aldrig dokumenteret. Brügger får fat i Maxwells hustru, der siger, at organisationen var Maxwells opfindelse, men at han var gal – altså fis i admiralkasketten.
Det forhindrer ikke Brügger i at forfølge sporet af denne organisatioen, men de fleste af organisationens mulige medlemmer, som han har fat i, vil ikke sige noget. Men endelig kommer han i kontakt med en mand ved navn Alex Jones, som i øvrigt deler navn med en kendt amerikansk konspirationsmager.
Jones fortæller alt det, som Brügger vil have ham til. Han beretter, at den mystiske organisation havde 5.000 mand i sin tjeneste, blev styret af vestlige efterretningstjenester og med Maxwell i spidsen. Han fortæller, at han selv har været med til at slå folk ihjel for organisationen, at den selvfølgelig også stod bag mordet på Hammarskjöld, og at Maxwell – ham i admiraluniformen – stod ved siden af Hammarskjölds nedskudte fly dengang i september 1961, og at han selv, altså Jones, tydeligt kan huske at have set et fotografi af Maxwell ved flyet.
Vi finder aldrig ud af, om Alex Jones er fantast, skuespiller, lystløgner eller i virkeligheden fortæller, hvad han mener er sandheden. Hans beretning virker mistænkelig konstrueret. Han synes at kende alt til alle beskidte handlinger, som denne hemmelige organisation skulle have begået.
Brügger lader, som om man kronologisk følger hans opklaring af mysteriet. Snarere er der tale om et sindrigt manuskript, hvor ægte vidner, autentiske filmklip, skuespillere og tegneserier er blandet sammen, så man mister fornemmelsen af ægte og uægte. Det er ren manipulation.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvidklædt mands byrde og styrke
Mads Brügger er stærkt tilbage med den fængslende og foruroligende »Cold Case Hammarskjöld«, der graver i mysterier, hvor ældre, hvide mænd er skurke, der kunne være Bond værdig, skriver Stephanie Caruana
★★★★★☆
af Stephanie Caruana
Denne film indeholder alt det, som journalist Mads Brügger elsker og frygter allermest: Magt, misbrug af magt, konspirationer, hemmelige selskaber og mysterier, der suger folk ind for derefter at tage kvælertag på dem - og hjernebarkshumor, der er så skarp og underspillet, at man knapt ænser den, blot mærker det lille klik, når brikker falder på plads og mundvigen går fra forargelse til fryd.
Det er på alle måder en virkelig glimrende og kulsort dokumentar, som Brügger har begået.
»Cold Case Hammarskjöld« begynder med en hvidklædt Mads Brügger på et hotelværelse i Afrika, og med historien om et flystyrt i 1961, lidt udenfor Ndola i det nuværende Zambia. Ombord var et 15 mand stort selskab med Dag Hammarskjöld, FNs anden generalsekretær i spidsen.
Men blev flyet i virkeligheden skudt ned? Og ikke bare skudt ned, men havde komplottet om at stoppe Hammarskjöld tråde til storkapitalen, regeringer og de mineselskaber, der som igler bed sig sig fast i Afrikas hjerte, uanset hvem der, sad på magten?
Som Mads Brügger afvæbnende siger til den ene af to sorte sekretærer som indledning: »Dette kan enten være verdens største mordmysterie eller verdens mest idiotiske konspirationsteori.« Og så gælder det om at holde fast på tropehjelm og briller, for den garvede rottefænger Brügger leder sit publikum med sig på rejsen ind i et mørke, som får stadig flere facetter.
Idiotisk er det langtfra. Sine steder meget morsomt, som da en ældre belgisk enke, hvis afdøde mand måske havde tråde til det mulige komplot, udbryder: »Åh, ikke den gamle historie om Hammarskjöld igen!« ved synet af Brügger, og straks drejer på hælen. Det er en humor, der hurtigt afløses af dyb og ildevarslende alvor.
Hvem er manden i hvidt?
Dag Hammarskjöld stod som generalsekretær for en ny og progressiv Afrika-politik, der uden tvivl var en torn i øjet på tidligere kolonimagter som England og Belgien. Men var det nok til at han skulle myrdes for det? Det er det, som Brügger og den svenske efterforsker Göran Björkdahl i første omgang tager til Ndola for at komme til bunds i. Björkdahl har længe prøvet at komme til bunds i de mange rygter og sammen tager deres rejse mange nye, uventede drejninger.
For hvem er manden i hvidt, hvis tøjstil Brügger efteraber? Hvad er SAIMR? Den høje skaldede journalist med nerver ude på tøjet og den rolige, forsagte ældre svensker er et umage, men kompletterende makkerpar. Hver eneste nye oplysning i sagen, der forgrener sig vidt og ændrer karakter undervejs, gør kun ildhuen større.
For kendere af Mads Brüggers oeuvre er »Cold Case Hammarskjöld« nok et kærkomment gensyn med mandens greb og kæpheste, hvor han både spiller naiv, bondesnu, er iscenesættende, let irriterende, men også syleskarp. Som historien udfolder sig, skruer han ned for sig selv som let hysterisk hvid klovn (hvis hysteri kun er alt for genkendeligt!) og i den grad op for den blændende journalist, han altid er under sit showmanship.
Som fortæller er han ikke ude på at narre os; han rækker ud for at holde i publikums hånd, når det bliver skræmmende at skrælle historiens mange lag af. De to sorte sekretærer kunne let være blevet et lidt fesent meta-lag af selvbevidst leg med kolonialistiske troper, men åbner i stedet filmens bankende puls.
Deres skeptiske blikke, når Brügger fortæller endnu et led af historien, deres opklarende spørgsmål fungerer som broer mellem danskeren, de mange sære og ganske virkelige personer, der bidrager med stadig flere detaljer. Animerede sekvenser, arkivfotos og smalfilm krydrer den smukt filmede dokumentar, detaljer genbesøges, og får nye betydninger, jo mere vi lærer.
Slutningen er ikke skrevet i sten, men rejsen er det hele værd. Og skulle Brügger vælge at dykke ned i komplottet igen, så vil ihvertfald denne anmelder være der som en sveske.
»Cold Case Hammarskjöld«. Instruktør: Mads Brügger. Filmen har haft premiere på Sundance Festivalen, hvor Brügger vandt prisen som bedste instruktør af en dokumentar. Den kan ses i flere danske biografer fra torsdag.
