Sigmundur boede på en lille færøsk ø i vikingetiden. Her blev han angrebet af sine fjender, og for at redde livet sprang han i havet fra øens nordside sammen med sin følgesvend Einar og sin fætter Tôri. Mens Einar og Töri druknede, lykkedes det Sigmundur at redde sig op på land ved Sandvik. Her lå han på stranden, helt udmattet, og blev fundet af bonden Togrim den onde. Togrim og hans to sønner diskuterede, om de skulle hjælpe Sigmundur eller slå ham ihjel og stjæle den værdifulde hedenske guldring, som Sigmundur havde fået af den norske stormand Håkon jarl. Til sidst blev de enige om at slå Sigundur ihjel og stjæle ringen.
Således ender historien om Sigmundur, hovedpersonen i Færingesagaen, der fortæller Færøernes historie, og nu er der sat ny fokus på Færdingesagaen med historikeren Kim Frandsen ambitiøse udgivelse »Færingesagaen - en anderledes Nordens historie.« Kim Frandsen fortæller i sin bog om Sigmundur og sagaens andre helte og skurke, og hans budskab er, at sagaernes kernefortællinger kan bruges til at forstå Nordens vikingetid og den tidlige middelalder.
Kim Frandsen rejste fra Danmark til Færøerne i 1980erne for at blive fodboldspiller i den færøske liga. Som fodboldsspiller tjente han til livets ophold og studierne. Han blev forelsket i øriget, og som historiker besluttede han sig for at studere
den tidlige færøske historie, hvis hovedkilde er Færingesagaen, der er en del af de islandske sagaer og skrevet på Island.
Færingesagaen fortæller om vikingerne
Færingesagaen blev nedskrevet i 1200-tallet, men baserede sig formentlig på en mundtlig færøsk overlevering. Beretningen omhandler tiden fra omkring 825 og slutter omkring 1035, og det vil sige, at den foregår i vikingetiden.
Sagaen fandtes i forskellige islandske håndskrifter, der først blev sat sammen til en samlet saga i 1800-tallet. Den var en del af et stort flot håndskrift, Flatøbogen, som opbevaredes i København, men som senere blev udleveret til Island.
I dag er Færingesagaen en klassiker på Færøerne. Heltene og skurkene fra sagaen er kendt af alle færøske børn.
Selv om sagaen nogle steder beretter om usandsynlige begivenheder, er den et vigtigt historisk dokument, fordi personerne og begivenhederne formentlig udgør kernen i en fortælling, der i sin tid kom fra Færøerne til Island. Arkæologiske fund og naturvidenskabelige undersøgelser har i hvert fald sandsynliggjort, at personer fra adskillige islændinge- og samtidssagaer har levet i virkeligheden.
De to hovedpersoner i sagaen hedder Sigmundur og Tróndur. De står over for hinanden i et dramatisk hævnopgør. Sigmundurs gravsten og rester af Tróndurs hus kan den dag i dag ses på Færøerne – uden de dog med sikkerhed kan føres tilbage til de to.
Færingesagaens fortælling
Sigmundur og Tróndur tilhørte egentlig den samme slægt og var børn i et hedensk samfund. Handlingen drives frem af et hævnmotiv, for tidligt i handlingen bliver Sigmundurs far, og Tróndur står sammen med andre bag denne udåd.
For at undgå, at Sigmundur skal gøre krav på arv efter sin far, bliver han af Tróndur sendt til Norge, og her knytter Sigmundur venskab med den magtfulde Håkon jarl og derefter med den kristne konge Olav Tryggvason. Sigmundur lader sig derpå kristne af kong Olav, og han lover den norske konge at kristne færingerne, dog med et vist forbehold, som der står i sagaen: »Sigmundur undskyldte sig for dette hverv, men imødekom dog omsider kongens vilje.«
Sigmundur vendte tilbage til Færøerne og forsøgte at omvende færingerne til kristendommen, hvilket lykkedes, trods modstand. Også Tróndur antog kristendommen – men udelukkende på grund af Sigmundurs trusler. Derefter fortæller Færingesagaen om den norske konge Olav Haraldsson, der senere blev Nordens mest berømte helgen med navnet Olav den hellige, og om dennes magtopgør med færingerne. Han ønskede både skat fra øerne, og at færingerne skulle følge norsk lovgivning.
Opgøret mellem Sigmundur og Tróndur er sagaens bærende fortælling. Da det er en hævnhistorie, kunne man forvente, at den ender med Sigmundurs mord på Tróndur, men sådan er det ikke. Sigmundur dræbes som sagt af Torgrim den onde i en banalt rovmord, og Tróndur dør af sorg, da hans nærmeste bliver dræbt af fjender.
Sagaen slutter af med at føre fortællingen op til den tid, hvor den blev nedskrevet – efter 1210 - hvor en af de største norske middelalderkonger Sverre (ca. 1151- 1202) levede. Han kom netop fra Færøerne.
Bag de mange opgør og magtkampe gemmer sig en fortælling om kristendom og selvstændighed. Mens Tróndur i første del af sagaen repræsenterer det hedenske og ønsket om ørigets selvstændighed fra Norge, står Sigmundur for kristendommen og bestræbelsen på at få norsk overhøjhed over øriget. Men der er en række modsætninger i sagaen, der gør fortællingen flertydig, som da Sigmundur ikke vil forære den hedenske ring, han fik af Håkon jarl, til den kristne Olav Tryggvason. Det er den ring, Torgrim den onde senere stjæler.
Færingesagaens kerne af sandhed
Ifølge Kim Frandsen er en af hans bogs pointer, at ikke kun Færingesagaen, men også mange islændingesagaer – hviler på nogle »kernefortællinger«, som har en historisk kerne. Ikke sådan at forstå, at alt i dem er »sandt« efter vor tids målestok, men ren fiktion/digt er de ikke, som forskere i flere generationer ellers har antaget.
Når Tróndur kommer til den danske Harald Blåtand i Færingesagaens begyndelse, er hele fortællingen – nedskrevet lang tid efter – naturligvis ikke en nøje gengivelse af, hvad der skete dengang. Den er lagt ind i en »episk« ramme, men der ifølge Kim Frandsen næppe tvivl om, at Tróndur har været i Danmark og mødt Harald Blåtand.
Det store problem ved anvendelsen af sagaerne som historiske kilder i dag, tilføjer Kim Frandsen, er, at man i Danmark ikke skelner mellem sagaer, der er nedskrevet i 1200-tallet, men som handler om begivenheder flere hundrede år tidligere, og så samtidssagaer, som er nedskrevet samtidig med eller kort efter begivenhederne.
Krønikere- og sagaskriverne var datidens spindoktorer
Netop Sverres saga er et eksempel på en sådan samtidssaga. Den er skrevet samtidig med - og en del af den kort tid efter - at den færøsk-norske kong Sverre levede. En sådan kilde har naturligvis en helt anden kildeværdi end f.eks. Færingesagaen. Sverre-sagaen er skrevet af en islandsk munk i det nordlige Island – med Sverre som bisidder. I dag vil vi nok kalde munken Sverres spindoktor. På det tidspunkt var Sverre ikke kun i kamp med Danmark, men også med pave Innocens III, som lyste ham i band.
Både Sverres saga og Saxos Danmarkskrønike er stærkt politiserende, men på forskellig vis, alt efter hvem der havde ansat krønikeskriverne. Saxo var således ansat af ærkebisp Absalon, der var ud af den magtfulde Hvideslægt, der samarbejdede med kong Valdemar, og Saxos beskrivelse af den norske kong Sverre er meget negativ. Årsagen finder man blandt andet i opgøret mellem den katolske kirke og kong Sverre, for dette opgør medførte, at den norske ærkebiskop Eirik flygtede fra Norge og søgte tilflugt hos sin kollega Absalon i Danmark. Saxo havde derfor al mulig grund til at sætte Sverre i negativt lys.
Færingesagaen giver ikke kun indblik i de drabelige opgør i Norden mellem konger og stormænd, men indeholder også en mængde oplysninger om færingernes tro, søfartsforhold, skikke, handel og sociale forhold.
Kim Frandsen siger: »Færingesagaen er på mange måder unik. Den er en af de ældste sagaer og speciel, fordi den skildrer konflikten mellem det før-kristne og det kristne. Og så er den en levende og nuanceret skildring af mennesker på den tid og ikke ensidig i sine portrætter. Den handler om både Færøerne og resten af Norden, og dens fortælling om magtkampene mellem vikingekonger og stormænd kan som kernefortælling – med forsigtighed - bruges som kilde til vikingetiden.«
Kim Frandsens »Færingesagaen - en anderledes Nordens historie« er på 444 sider og udkommet på Frydenlunds Forlag.
