Den dag Mads Brügger holdt op med at være et pænt menneske

Mads Brügger er programchef på Radio24syv. Hans erkendelse af nødvendigheden for at kæmpe for ytringsfriheden kom langsomt. Først da han besluttede sig til at droppe behovet for social anerkendelse fra de progressive og smide al pænhed over bord, kom han rigtig ind i kampen.

Foto: Thomas Lekfeldt. Demonstration til støtte for Jyllands-Posten. En række prominente journalister og debattører møder op foran JP/Politikens Hus for at udtrykke deres sympati for JP gennem kampagnen »Jeg er JP« og for at understrege vigtigheden af at stå sammen om ytringsfriheden netop nu. Mads Brügger (til højre) sammen med Naser Khader.
Læs mere
Fold sammen

Mads Brügger har engageret sig voldsomt i debatten om ytringsfrihed. Han har kæmpet for, at Radio24syv skulle være med til at arrangere en udstilling med den svenske kunstner Dan Parks billeder. Og senest har han en deltaget i opgøret i Dansk PEN, der kæmper for forfatteres rettigheder og ytringsfrihed, men som ifølge Mads Brügger er fodslæbende, når det kommer til at forsvare ytringsfriheden herhjemme.

Opgøret ledte til, at forfatteren Birgithe Kosovic i sidste uge blev smidt ud af Dansk PEN og Mads Brügger meldte sig ud ved samme lejlighed i solidaritet med Birgithe Kosovic og fordi PEN, ifølge Brügger, ikke klart forsvarer ytringsfriheden.

Er du den slags folk hånligt kalder ytringsfrihedsfundamentalister Mads Brügger, der går ind for fuld frihed og gerne siger de gamle kulturradikale og venstrefløjen nogle skrappe sandheder?

»Ja, det er rigtigt i det store hele. Men jeg kan ikke lide udtrykket ytringsfrihedsfundamenlist, for enten har man det eller også har man det ikke. Det er ligesom, hvis nogen kaldte folk for demokratifundamentalister for enten har vi demokrati eller også har vi det ikke.«

Hvad har forårsaget ændringen?

»Hvad mener du?«

Når man kigger tilbage på dit liv, så fremstår der jo en klassisk progressiv historie. Ung ambitiøs mand fra velbjerget journalisthjem får straks arbejde i Danmarks Radio og har alle de rigtige progressive meninger om verden. Din første udsendelse var vist »Danes for Bush« med den sædvanlige nedrakning af USA?

»Ja, det er en tilståelsessag. Det er fuldstændigt korrekt. Det var sådan som ungdomsredaktionen var i DR. Det var god latin at være progressiv.«

Hvorfor ikke sige venstreorienteret?

»Ja, jo, men jeg har aldrig oplevet politisk kontrol.«

Det var måske ikke nødvendigt, fordi de venstreorienterede meninger var automatiske?

»Muligvis, men jeg lavede jo også »Det Røde Kapel« om forholdene i Nordkorea, hvor vi tog til det benhårde kommunistland.«

Det var vel ikke særlig udfordrende, for alle kunne se at Nordkorea var et vanvittigt sted, så der risikerede du vel ikke noget hos de progressive venner i journalistmiljøet?

»Næh, det kan du sige.«

Hvornår var det så, at du forlod de sædvanlige geledder af progressive holdninger?

»Jeg synes, at du stiller det lidt hårdt op, men ok - helt forkert er det ikke. Det var vel, da jeg involverede mig i Dan Park-sagen. Den svenske kunstner Dan Park havde problemer med at blive udstillet i Danmark og jeg foreslog så, at Radio24syv involverede sig ved at forberede hele udstillingen for den person eller den forening som havde mod på at være gallerist – så de formelle forhindringer var ryddet af vejen. For mig har den danske måde at forvalte ytringsfriheden på, altid været en af de fineste kendetegn ved vort demokrati. Det bedste eksempel er vel nok de danske neonazisters lokalradio i Greve, Radio Oasen, som fik sendetilladelse og offentlig støtte, under vild protest. Ytringsfriheden er jo netop til for folk, hvis synspunkter man ikke deler. Og nazisterne afslørede sig selv, som de store idioter de var – og det var jo ytringsfriheden når den fungerer allerbedst.

Og Dan Park var en øjenåbner for dig?

»Ja. For som Søren Pind sagde om Dan Park: »I Danmark beskytter vi kunstnere og ikke som i Sverige, hvor man fængsler dem.« Det ville Radio24syv lade komme an på en prøve. Som programchef i Radio24syv forsøgte jeg så at involvere radioen ved at bane vej for en udstilling, men i et uskønt forløb måtte vi i sidste ende opgive vor aktion, fordi vi som public service-virksomhed ikke kunne gå ind i sagen og fordi medarbejdere følte sig utrygge. Vi turde ikke i sidste ende.«

Ligner det DRs forbud mod at vise Muhammed-tegninger?

»Næh ikke rigtig, for hvor vi åbent indrømmede, at vi var bange, så forsøgte DR at komme med alle mulige søforklaringer. Nyhedschef Ulrik Haagerup sagde ikke noget om, at DR er bange for at krænke islamister, men talte istedet for om hensyn og respekt. DR omgik virkeligheden og gav offentligheden en sludder for en sladder.«

I Danmark har Dan Parks kunst vakt voldsom uenighed, fordi han synes at gå efter minoriteter. Han placerede en plakat med henvisning til nazisternes gasning af jøder ved det jødiske menighedshus i Malmø og han har vist tegninger af kendte sorte svenskere i galger.

Bekymrede det dig, at Dan Park er udlagt som en slags nazist og hatespeecher?

»Det vil være for simplistisk at kategorisere ham sådan. Han går efter alle og ønsker at provokere og sætte normer til debat. Hans kunst er et totalangreb på hele det multikulturelle svenske samfund. Hvis han kun var gået efter jøder eller muslimer, så havde jeg fundet ham mindre interessant som kunstner.«

Men du ville alligevel have accepteret ham som kunstner?

»Ja, for der er en flertydighed i hans værker og de refererer til komplekse forhold – ellers ville det være ren politisk propaganda. Beskyldningen om at han er nazist har intet med sagen at gøre, men er et forsøg på at lukke debatten ned. Han er grænsesøgende og grænseoverskridende, men helt afgørende for mig var også, at han blev smidt i fængsel og at de svenske myndigheder endda lod 8 af hans værker destruere. Det er aldrig sket i Danmark og det var så graverende for mig, at jeg måtte reagere. Det skete jo for pokker i Sverige, lige på den anden side af Øresund.«

Sagen om Dan Park blev indledningen til Mads Brüggers beslutning om at engagere sig i debatten om ytringsfriheden og sagen førte i sidste ende til opgøret i Dansk PEN, der ikke ville støtte Dan Park-udstillingen.

Der viste sig en mindretalsopposition i Dansk PEN, hvor bl.a. forfatteren Birgithe Kosovic argumenterede for, at Dansk PEN mere aktivt skulle involvere sig i kampen for ytringsfrihed. Der stødte de på modstand af flertallet og på generalforsamlingen besluttede Dansk PENs præsident Politiken-medarbejderen Anders Jerichow at stille forslag om eksklusion af Birgithe Kosovic.

Formelt benyttede man sig af en formalitet, nemlig at Birgithe Kosovic havde videresendt en intern mail, men i det netop nyindmeldte PEN-medlem Mads Brüggers øjne var der tale om en politisk aktion for at tryne det mindretal, der ville have Dansk PEN engageret. Som følge af eksklusionen meldte Mads Brügger sig ud af Dansk PEN.

Mads Brügger:

»Dem, der førte kniven, var Politiken-folk som Anders Jerichow og Bjørn Bredahl. De holdt skåltaler om PENs aktiviteter i udlandet, men kun sporadisk, til allersidst, nævnte de Dan Park og terroren mod Krudttønden. Det var dobbelttale hele vejen igennem. På den ene side tog man pænt afstand fra fængslingen af Dan Park, men samtidig tog man afstand fra Park som kunstner. Og til sidst smed man Birgithe Kosovic ud. Det var en tragisk komedie.«

Er det den gamle kulturradikale elite, som man også kalder Politiken-segmentet, der stadig har fast greb om kulturlivet?

»Ja i en vis udstrækning. Men de fremstår i stadig højere grad realitetsbenægtende. De tager små skridt henimod en erkendelse af ytringsfrihedskampens vigtighed, men tager samtidig, så snart lejligheden byder sig, tre skridt tilbage. Det nye er, at i stedet for det obligate “men”, som i “jeg går ind for ytringsfrihed, men …”, så taler de nu om at man har et “nuanceret forhold til ytringsfriheden.”

Vågner du nogle gange med sved på panden, fordi du er havnet på samme fløj som Pia Kjærsgaard og Rasmus Jarlov og ikke med de pæne progressive folk fra Politiken?

»Jeg fortryder ikke noget, men jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere. Jeg havde ønsket at jeg havde gjort det for ti år siden.«

Hvorfor gjorde du det ikke for ti år siden? Der var Muhammed-krisen og vi andre vidste da godt, hvad det gjaldt.

»Det var vel frygten for at blive udskammet og sat i bås med bestemte personer, som Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup. Angsten for at ødelægge den gode stemning. Og det går virkelig hurtigt, når den dårlige stemning indfinder sig. I forbindelse med Dan Park-sagen kunne jeg næsten høre, hvordan dørene lukkede sig omkring mig.«

Hvad er du blevet beskyldt for?

»Jeg hører fra folk, at jeg nu pludselig bliver grupperet som højreorienteret og endda racist. Pludselig er man på det forkerte hold, fordi man forsvarer ytringsfriheden.«

Hvornår besluttede du dig helt præcist til at ophøre med at være et pænt menneske?

»Det var under Dan Park-sagen. Man skal ikke underkende behovet for at være et pænt menneske. Den gode smag er en voldsom kraft, der river og flår i én. De fleste ønsker ikke at stå udenfor det pæne selskab.«

Tror du, at der er en chance for, at alvoren vil gå op for Politiken-segmentet og de kulturradikale?

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kampen for ytringsfriheden har gode kort på hånden og at vi også efterhånden får folkene fra Politiken, Danmark Radio og de kulturradikale med. Jeg må indrømme, at chefredaktør Bo Lidegaards manglende vilje til at erkende, at ytringsfriheden er presset er chokerende. Men hans avis har jo også indgået en pagt med Muhammeds efterkommere, så man kan dårligt forvente sig andet.«

Du nævner DR?

»Ja for DR har ladet sig fjernredigere af islamister og vover ikke at vise Muhammed-tegningerne. DR er en magtfuld institution med masser af penge og medarbejdere og alligevel lader de sig øjeblikkelig skræmme. Det er en skandale.«

Du tilhører et konkurrerende medie?

»Ja, men det er da ligegyldigt, for det drejer sig om principper og en afgørende kulturkamp. Den måde DR bortforklarer kritik er et problem for os alle. Der er en manglende lydhørhed og en sindblindhed og manglede vilje til at erkende, at vi står over for den største udfordring efter Den kolde Krigs ophør.«