Tanken om at vælge de fem vigtigste ting fra hjemmet ligger ikke smykkedesigneren Marlene Juhl-Jørgensen fjernt. Hun har nemlig både oplevet, at hjemmet stod i flammer, da hun boede i New York, og for nylig var der brand i den ejendom, hun bor i nu. Vinden gjorde, at hendes lejlighed ikke blev ramt. Men havde vindretningen været mindre gunstig, ville hun løbe afsted med den liste, hun allerede nu har klar over de ting, hun ikke ville miste.
Marlene Juhl-Jørgensen er kendt for sit smykkeunivers, der tidligere hed Figaros Bryllup, men som i dag kun bærer hendes navn. I år har hendes butik København 25 års jubilæum, og det fejrer hun – naturligvis – med flere smykker i form af kollektionen »Flow«. Hun bor i en lejlighed i indre København sammen med sin datter Bjørk på 18 år. Hendes 21-årige datter Barbara er netop flyttet. De gange Marlene Juhl-Jørgensen har oplevet, at hendes ting var tæt på at gå op i røg har ikke efterladt ar, men dog været afsæt for refleksion.