Mormorskålen skal reddes
»Den lille grønne skål har jeg arvet fra min mormor. Jeg har arvet meget fra hende, også finere ting, men denne her er særligt værdifuld for mig. Hun er ubetinget det menneske, som jeg har beundret mest i mit liv. Hun blev 96 år og havde et eventyrligt liv. Hun blev født i 1908 og var den rige, lille pige, der boede i en herskabslejlighed over Frederiksberg Chokolade med sommerhus på fedet. Men min oldefar døde pludseligt, og pengene gik tabt. Et nyt liv begyndte for min mormor og hendes tre søstre og to brødre. Hun var dog et intelligent menneske og tog en stor styrke med sig. Samtidig var hun én, der kunne samle alle omkring sig, og livets modgang tog hun med knusende ro. »Jeg har ondt af folk, der ikke har en humoristisk sans. De burde få invalidepension«, sagde hun altid. Min morfar døde, da min mor kun var 18 år, men min mormor giftede sig igen som 60-årig med Sigurd, der var ambassadør i Haag. Jeg var kun seks år og blev rasende over, at han bortførte hende og dermed tog hende fra mig. De fik tre gode år i Holland og tre dårlige i Danmark, hvor Sigurd desværre blev syg og døde. Den grønne skål minder mig om min mormor. Den stod på biblioteket ved siden af den stol, hvor Sigurd sad hver eftermiddag for lukkede døre og øjne, mens han hørte plader med klassisk musik.«
De seks billeder jeg ikke kan undvære
»Billederne rummer hver især en historie. Jeg har desværre ikke selv børn, men så har jeg fået mange skønne gudbørn, blandt andre tvillingerne Simon og Anders, der i dag er voksne mænd. Jeg fik tegningerne fra dem i gave - eller måske snuppede jeg dem bare fra dem? Jeg elsker de billeder. Koen på det ene er helt vidunderlig. Min veninde, designer Violise Lunn, har selv lavet billedet af min hund, Ella Knuth, ud af stofrester. Jeg så et opslag med en gravid hund på Facebook, og helt impulsivt købte vi en af hvalpene, da de kom til verden. Ella er siden blevet endnu mere Thomas´ hund, men billedet er stadig mit. Den originale kostumetegning er tegnet af den scenograf, jeg arbejdede sammen med om opsætningen af Bo Holtens opera »Livlægens Besøg«. I denne produktion var der mulighed for at nørde totalt over alle de historiske detaljer i vor danske kulturarv. Jeg var på rigsarkivet og fandt blandt andet Struensees dødsdom, jeg så hans celle, og vi var selvfølgelig også på Hofteatret, hvor Struensee sad, da han blev anholdt. Forestillingen vandt en Reumert, og kostumetegningen minder mig om vores fantastiske samarbejde dengang. Scenografen Mia Steensgaard har jeg arbejdet med adskillige gang, og hun er nu også flyttet til Tisvilde. Hun har tegnet den fine ballerina fra Giselle, og rammen fik jeg af ejeren af mine butikslokaler, Thorvald, i fødselsdagsgave. Det sidste billede gav min veninde mig, da vi var i Paris. Det er malet på glas i flere lag, og jeg forelskede mig omgående i det, da vi stødte på det på et loppemarked.«
