De fleste danskere vidste, hvem overrabbiner Bent Melchior var.
I en menneskealder var han et af det jødiske samfunds mest fremtrædende repræsentanter, der flittigt stillede op og tog del i den offentlige debat.
Han udstrålede altid en sjælden varme, imødekommenhed og humor, og selv i de seneste år, hvor alderen prægede ham fysisk, blev man, når man så den gamle rabbiner enten på tv eller i samtale med venner og familie i en af gaderne omkring synagogen i Krystalgade i København, slået af hans udstråling af nærvær og venlighed.
Tidligt onsdag morgen døde Bent Melchior, 92 år gammel, oplyser Alan Melchior, en af hans fire sønner til nyhedsbureauet Ritzau. Dødsårsagen var en blodprop i hjertet, som den tidligere overrabbiner havde været indlagt med siden lørdag.
»Han var fantastisk til det sidste. Jeg var med mine børnebørn og min datter i BonBon-Land i går (tirsdag, red.), fordi de trængte til at komme lidt væk fra det hele. Og i det sekund min kone og jeg trådte ind ad døren, spurgte han, hvordan vi havde haft det i BonBon-Land, at vejret jo havde været fint og med os, og at han håbede, at børnene nød det. Det var det sidste, han sagde, inden han sagde godnat,« fortæller Alan Melchior til Ritzau.
Bent Melchior var, som det fremgår, en mand, som talte de lyse timer. Mange i hans sko ville muligvis have haft mere øje for de mørke.
Han var søn af den danske overrabbiner Marcus Melchior og Meta Melchior, født Schornstein. Under besættelsen af Danmark måtte familien flygte til Sverige, og i 1948 deltog han som israelsk frivillig i den arabisk-israelske krig, hvor han kæmpede for staten Israels oprettelse.
Derefter var han frem til 1958 lærer ved den jødiske skole i København. Efter at have taget rabbinereksamen ved Jew's College i London i 1963 blev han rabbiner ved Det mosaiske Troessamfund i København i 1963. Efter faderens død i 1969 blev han valgt til dennes efterfølger som overrabbiner – en post, han beholdt indtil sin pensionering i 1996.
Bent Melchior var både som overrabbiner og senere som forhenværende i jobbet en stærk stemme for det jødiske samfund i Danmark. Han engagerede sig i kampen for menneskerettigheder og i Dansk Flygtningehjælp, og også i de seneste år talte han stærkt for dialog mellem jøder, kristne og muslimer, hvilket blandt andet kom til udtryk med samtalebogen »Brobyggere«, hvor han er i dialog med tidligere medlem af Folketinget for SF, Özlem Cekic, med hvem han skabte organisationen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.
Altid parat til dialog
Historikeren Bent Blüdnikow, journalist på Berlingske og forfatter til flere bøger om danske jøder, kalder Bent Melchior for karismatisk og højt begavet.
»Han var en af de store skikkelser i Danmarks efterkrigshistorie. Både for det jødiske samfund, for Danmark og for en række humanistiske idealer. Han var med i den arabisk-israelske krig 1948, så han vidste, hvad krig er, og han var meget aktiv i spørgsmålet om de forfulgte russiske jøder efter Anden Verdenskrig. Udover at være utroligt velbegavet og skarpsindig, var han et meget karismatisk menneske, som kunne tale en forsamling varm på en måde, så folk græd som pisket og følte sig engageret,« siger Bent Blüdnikow.
Han siger, at Bent Melchior tilhørte den del af det jødiske samfund, som søgte enhver dialog til hver en tid, blandt andet besøgte han Grimhøjmoskeen i Brabrand og var med til at hjælpe palæstinensere til landet, og selv efter at PLO-folk i 1987 havde planer om at slå ham ihjel, tog han et såkaldt fredsmøde.
»Han var meget fredssøgende, og det er her, at min lillebitte kritik kommer ind. Han kunne i sine forsøg på at strække hånden ud til alle måske give indtryk af en vis naivitet. Han ville være den, som rakte hånden ud til alle, være forsonende og ikke fordømme nogen, men nogle gange kom han nok til at gå et skridt for langt og dermed give legitimitet til nogle kræfter, som måske ikke skulle have haft det. Men når det er sagt, må man også sige, at hans kvaliteter langt overgik min lille kritik. Han var et usædvanligt menneske, som tegner noget af det bedste i det 20. århundrede,« siger Bent Blüdnikow.
Måske lidt for rosenrødt
Tidligere overrabbiner Bent Lexner, som overtog posten fra Bent Melchior i 1996, kendte ham personligt særdeles godt og betegner ham som en markant personlighed, der repræsenterede det jødiske samfund på fremragende vis.
»Han har både uden for og inden for trossamfundet haft en enorm betydning. Der var mange, som holdt af ham, og måske endnu flere som respekterede ham. Mange var uenige med ham i forskellige ting, men der var aldrig tvivl om, at der stod en vældig respekt om hans kunnen og evne til at udtrykke sig,« siger Bent Lexner.
Spørger man ham, om det var i spørgsmålet om forsoning med palæstinenserne, at han skilte vandene i det jødiske samfund, svarer Bent Lexner:
»Det var der, men også på andre punkter. Når man talte om antisemitisme i Danmark, var Bent Melchior altid den, der sagde, at det havde han aldrig oplevet. På det punkt gled han af, og der var nok nogle, som syntes, at han så lidt rosenrødt på det.«
