Ingen kan længere bagatellisere #metoo-bølgens indvirkning i Danmark. Med en forsinkelse på tre år i forhold til den amerikanske #metoo-bevægelse, er kampen mod sexisme og seksuelle overgreb kommet op i fulde omdrejninger, efter at den blev kickstartet af TV-værten Sofie Lindes anklage mod en krænkende DR-chef. Med høj sandsynlighed må politikere som Morten Østergaard, Jeppe Kofod og radioværten Mads Aagaard Danielsen i en rum tid fremover finde sig i offentlig udskamning og måske udstødelse.
En side af mig ønsker, at han aldrig havde levet, eller at han falder død om.Kristian Ditlev Jensen, sognepræst og forfatter, om at tilgive den mand, der krænkede ham
Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt krænkerne – hvad enten de har gjort sig skyldige i håndspålæggelser eller telefontrusler – nogensinde kan få omverdenens tilgivelse. En bankrøver har betalt sin gæld til samfundet, når han har afsonet sin straf. Hvornår er en krænker færdig med at sone i samfundets øjne, hvis ikke der er fældet retslig dom?