Dronningen af dyreprint druknede i effekter

Kan man lide flyvende firkanter og konstant, gennemkoreograferet underholdning, var der masser at hente i Royal Arena søndag aften. For dem, der mener, at rigtig musik har noget på hjerte, var det ret ligegyldigt at se Shania Twain.

Havde Shania Twain haft noget på hjerte, blev det holdt godt inde bag kostumeskift, dansere og mandestrip, da den canadiske superstjerne besøgte Royal Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Vi er en time og fire kostumeskift inde i Shania Twain-koncerten, da den 53-årige superstjerne endelig sætter sig ned.

Efter et hæsblæsende mellemspil, hvor to langhårede guitarister har fået lov til at lire noget pauseheavy af, sidder Shania Twain på en lille fremskudt scene med en guitar i skødet. Hun smiler og taler til sit publikum – og da de første toner til 1997-hittet »Still the One« bliver slået an, tror man et øjeblik, at vi skal til at føle noget.

Sangen er et af Twains allerstørste hit fra dengang i slutningen af 90erne, da sangerinden havde kæmpe succes med at kombinere country og pop. »Still the One« er tilmed skrevet sammen med eksmanden, Robert »Mutt« Lange, dengang de to stadig troede på den fælles kærlighed. Det nummer må betyde noget ganske særligt.

Shania Twain når dog dårligt at slå guitaren an, før scenen begynder at dreje. I baggrunden danser lysskærme så store som containere op og ned under loftet, og på hovedscenen er der pludselig en pianist, en guitarist, en trommeslager og et kor. Bag dem nogle dansere og en gigantisk skærm med en flersporet motorvej.

Shania Twain selv drejer og vinker mere, end hun spiller. Så meget for den inderlighed.

Shania Twain leverede et godstog af en koncert i Royal Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt.

Fremførelsen af »Still the One« er meget symptomatisk for det Las Vegas-agtige show, der som en meteor af lyd ramte Royal Arena søndag aften.

Alt var gennemført til mindste tone, ingen skulle være bange for at kede sig, og følte man sig som en søgende, musikalsk sjæl, da man ankom, kunne Shania Twain både levere lidt pop, lidt country og lidt heavy, inden man sluttede af med en dansefest.

Spørgsmålet er så, om man blev mere afklaret eller mere forvirret. Sagt med hendes egne ord: »That don't impress me much«.

Shania som præst, zebra og synderinde

Shania Twain er ikke hvem som helst. Hun har solgt over 100 millioner album og er en af de mest succesfulde sangerinder, der har taget springet fra country til pop.

Især de to album »The Woman in Me« (1995) og »Come on Over« (1997) gjorde Shania Twain til en stærk kvindelig budbringer af feminin stolthed og livslang kærlighed.

Det kan godt være, at Shania Twain synger om at føle sig som en (stærk) kvinde, men i de fleste tekster er der ingen tvivl om, at det er i det faste, trygge ægteskab, hun finder sin plads.

Den slags går rent ind i det amerikanske bibelbælte. At det også rammer danskerne, mærkede man under aftenens entré, hvor sangerinden skridtede koncerthallens rækker af iført stor, sort Stetson og stram, blank balkjole. Man fik mindelser om en af de amerikanske megagudstjenester, hvor folk dåner, så snart pastoren viser sig.

Første nummer var »Life About To Get Good« fra det seneste album, der markerer, at sangerinden er tilbage efter en længere pause og en grim skilsmisse. Begge dele kan høres i sangen, der blev fremført, som var den del af Eurovision, med synkrone dansere og håndklap over hovedet. Kort efter får vi »Poor Me« fra samme album, som Shania Twain indleder med en passus om, at det er okay at tage sig tid til lidt selvynk, når man er nede i kælderen.

Så god tid har vi desværre ikke denne søndag aften, så vi springer direkte videre til næste nummer. Nu er Shania Twain iført noget kropsnært dyreprint og synger en meget hårdtpumpet version af megahittet »That Dont Impress Me Much«. Det hele er smurt ind i så tykt et lag af effekter, at man oprigtigt tænker på, om hendes stemme er indspillet på forhånd.

Netop som vi har fundet popmelodien, kommer så en sekvens med fire countrynumre, hvor især »Whose Bed Have Your Boots Been Under« giver os en smule af den genre, som Shania Twain trods alt har repræsenteret.

Tag pænt imod gæster

Man plejer at sige, at en countrysang består af tre akkorder og sandheden. I Royal Arena var sandheden dog pakket ind i så mange glimtende effekter, at det var svært at høre den musik, der engang kunne ramme os i hjertet.

I stedet fik publikum et underligt sammensurium - heriunder mødet med et par fans – blandt andet to piger, der skulle jogge op til scenen (!) – vi fik temposkift og genre-blandinger, og det hele virkede så indstuderet, at det med garanti går rent ind hos Las Vegas-publikummet, der har fået andre show af samme skuffe fra sangerinder som Celine Dion.

Det ser lækkert ud, og det rykker i foden, men intet af det kan mærkes i hjertet. E heller i den forstand var der meget country tilbage i Shania Twain, der snarere gennemførte koncerten som en opvisning i entertainment og showmanship.

Under et af aftenens underlige møder med de udvalgte fans, kaldte Twain tilfældigvis på et norsk par iført glimmerjakker. Dele af publikum begyndte at buhe, da de opdagede, at det var to nordmænd, der stod på scenen. Shania Twains svar var, at man godt kan hilse pænt på sine gæster. Hun var trods alt selv kommet hele vejen fra Canada.

Det var formentligt de eneste ord, der ikke stod i aftenens godkendte manuskript. Havde der været lidt flere, havde man muligvis kunnet mærke lidt mere af den musik, sangerinden er så kendt for.

 

Sarah Twain, Royal Arena, søndag aften.