»Mit kosttilskud er en masse røv. Jeg er, hvad jeg spiser: et kæmpe røvhul.«

Så er vi ligesom i gang. Og det bramfri citat indkapsler sådan set udmærket tonen i DRs nye podcast, »Dragcentralen«. Her kan man høre noget, man ikke hører så mange andre steder i statsradiofoniens sendeflade.

Ideen om dragqueens som lyttefænomen er ikke ny. Var der noget, Radio 24Syv – og her taler jeg om den originale taleradio – var god til, så var det at lade hidtil oversete grupper komme til mikrofonen på egne præmisser og i en reel fornyelse af radiodemokratiet herhjemme.

I den afdeling vil nogle sikkert huske det populære fredagsprogram »Er du Sunshine«, hvor værten, Mathias Helt, havde inviteret sit entourage – herunder draggruppen Veninderne – med i studiet til en munter og rosévædet snak om lidt af hvert.

»Dragcentralen« lægger sig i slipstrømmen på denne oprindelige idé – lad os bare kalde det bøsseradio for alle –  men at dømme efter første afsnit af podcasten savner man forgængerens lejlighedsvise, modne eftertænksomhed, der sagtens kunne indfinde sig mellem alle de skægge replikker og den underholdende fyraftenslethed.

Podcasten former sig som en brevkasse, hvor man kan skrive ind til de værtinder, der som lytternes nye bedste veninder kan svare på alt.

I første program handler det blandt andet om, hvad de selv har gjort for at få den ære at havne som kontrafej på en pengeseddel, om hvilket dyr, de kan skabe, hvis de selv kunne klone. Hvad siger man egentlig til ham, der ikke vasker hænder efter et toiletbesøg? Og endelig noget om, hvordan man tørrer sig selv bagi med lange negle – i negleafdelingen får de også hjælp af rapperen Tessa, der fuldt ud er i stand til at falde ind i jargonen på en telefon.

En løftet pegefinger

Som man måske fornemmer, opfordres lytterne til ucensureret at bidrage med de mest fjollede spørgsmål, og programmet er da heller ikke designet til andet end at give plads til tre speedsnakkende bedsteveninder – Sascha Holiday, Karli Kuff og Annie Rection (sig navnet!) – og deres evne til at kagle om meget lidt meget hurtigt.

De lever op til klicheerne om dragqueens: Hun skal underholde med 120 kilometer i timen, være lynhurtig på den verbale aftrækker, jonglere med sin fantasifigur i en blanding af selvovervurdering og selvironi –  og hun skal ikke kende til skam i livet, hvilket vil sige helst være effektfuldt grænseoverskridende i forhold til alt, der har med sex og anden kropslighed at gøre.

»Vi er så stolte af at kunne få lov til at være unapologetically queer på DR. Vi er allerede blevet taget helt fantastisk imod og vi glæder os til at se, hvad fremtiden bringer,« siger de tre damer på deres Instagram-profil – som man nok kan se, taler de i store bogstaver og bruger helst engelske udtryk: »Må jeg quote en legendary queen?«, »Daisy Girl, she's a colleague« (om Dronningen) og springer kommaerne over.

Skal man tro opdateringen, og hvorfor skulle man ikke det, har de selv henvendt sig med »en lille løftet pegefinger« til DR med en påmindelse om også at give plads til minoriteter. Og nu håber man så, at »Hr. og Fru Danmark« får ørerne op for, hvor skønt det er at være lgbt+-person.

Eksemplets magt

Og det er da også det, »Dragcentralen« kan, hvis podcasten kan noget. Ved eksemplets magt vise, at her er nogle mennesker, der tør være sig selv uden skam, skyld og tabuer – om ikke andet så som en anden.

Hvad det angår, lægger de tre veninder sig pænt i slipstrømmen af fænomener som tv-showet »Rupauls Dragrace«, der er blevet populært langt ind i heteroseksuelle kredse, og som har haft held med at fremstille drags som den personlige tilværelses  – og kønsnormernes – frihedskæmpere. Ja, den verdenskendte dragmoder dukker da også op i en gentaget jingle-skiller med sit mantra om, at man først kan elske andre, når man elsker sig selv.

Det ligger i tiden, at den diversitet, vi efterspørger andre steder i samfundet, også må slå igennem i public service-medierne. Vel at mærke på minoriteternes egne præmisser og ikke bare med mindretalsdanskere som interessante undersøgelsesobjekter for andre. Og ideen om at svare på livets spørgsmål ud fra et queer perspektiv er ikke ueffen og absolut en nationalradio værdig. Det kunne jo være, der kom nogle overraskende svar ud af det.

Kunne man i den forbindelse ikke ønske for »Dragcentralen«, at den med tiden ville komme lidt ned fra de helt så høje hæle i sin selvberusede, højtgearede iver efter at kunne sige noget – og helst noget smart – om hvad som helst hele tiden? Og måske oven i købet bruge taletiden til noget, nu de tre piger, lad os bare kalde dem det, har bedt om den?

De er jo både kvikke og sikkert også kloge.

»Someone make it happen«, »love to see it,« »let's get loud,« som »Dragcentralen« ville kvidre.

»Dragcentralen« kan streames via DR Lyd