Silas Holst i sit livs sværeste rolle: »Jeg er opløst af snot, tårer, tanker og referencer til mit eget liv«

Musicalstjernen Silas Holst spiller lige om lidt den store rolle som dragqueenen Lola i musicalen »Kinky Boots«. Rollen er svær. Ikke bare, fordi det hele foregår i 14 centimeter høje hæle. Men også, fordi Silas Holst er nødt til at konfrontere sider i sig selv, han har forsøgt at undertrykke hele sit liv.

Asger Ladefoged

»Det er svært helt at forklare, hvad jeg går igennem i dette prøveforløb. Det er lidt ligesom at sætte sig ind i en rutsjebane i en forlystelsespark, man ikke har været i før, og så ikke vide, hvad der kommer til at foregå. Man ved bare, det bliver vildt. Men man er spændt godt nok fast til, at det nok skal gå.«

Silas Holst er midt i prøverne på Det Ny Teaters næste store musical, »Kinky Boots«. En Broadway-succes, som handler om en hensygnende skotøjsfabrik, der får succes ved at fremstille frække støvler med inspiration fra dragqueenen Lola, som revolutionerer ikke bare skotøjsfabrikken, men alt omkring sig.