Jakob Steen Olsen: »Eva Selsing aner intet om de mennesker, hun skriver om. Jeg kender til gengæld et par stykker«

Fri mig for at leve i Eva Selsings idealsamfund af mandemænd og kvindekvinder.

Kan en kjole fra Gucci vælte en civilisation? Filosoffen Elva Selsings angreb på popsangeren Harry Styles, der ikke klæder sig som en revisor fra Hvidovre, er forstemmende, mener Jakob Steen Olsen. Søren Bidstrup

Den ærkereaktionære Eva Selsing, der kalder sig filosof, og hvis syn på verden ligger og roder rundt et eller andet sted nede i 1950erne, har skrevet et indlæg på debatsiderne i Berlingske. Da jeg læste det, blev jeg først forstemt. Så blev jeg skræmt. Og så blev jeg vred.

Eva Selsing er faldet over den amerikanske stokkonservative kommentator Candace Owens’ tweet, hvor hun angriber popsangeren Harry Styles for den måde, han går klædt på. Pige- og drengeidolet tillader sig nemlig at vælge frit på hylderne af både traditionelt herre- og dametøj på den røde løber. Han eksperimenterer gerne med en perlekæde og en blondekrave til jakkesæt. Og senest har et internationalt modeblad så sat ham på forsiden som en mand i en flot blå blondekjole fra Gucci. Noget, der skræmmer Candace Owen og truer hendes verden, for hun ser knæfaldet for denne »afmaskuliniserede« mand som en trussel mod hele den vestlige civilisation, der hviler på to fasttømrede køn: en mandemand og en kvindekvinde. Og det er lige noget, Selsing kan bruge.