Rejseliv var inviteret af Nyati Safari. Rejseselskabet har ikke haft indflydelse på denne artikel.
Den tunge duft af krydderier driller næseborene, når du bevæger dig rundt i de indre dele af Stone Town. Der er kort til husmurene på begge sider af de snørklede passager, og tilsammen danner gaderne en middelalderlig labyrint, hvor du let farer vild, hvis du ikke er stedkendt.
På hjørner og i trappeopgange bliver der forhandlet, gestikuleret og snakket swahili, kvinderne forarbejder deres tæpper og andet håndværk i de store døråbninger, og børn og høns piler rundt i gaderne, som var det deres eneste legeplads.
Det ser ikke ud til, at hverdagen har ændret sig meget de sidste 50 år her i Zanzibars største by. Det lokale liv leves, som det altid er blevet. Tiden står stille i sin mest afslappede form.
Men sådan har det ikke altid været. For 150 år siden var Stone Town magtcentrum for afrikansk handel med hele verden. Elfenben, skildpaddeskjolde, krydderier – og ikke mindst slaver – blev gennem århundreder handlet og udskibet fra denne øgruppe ud for Afrikas kyst, der primært består af to øer: hovedøen, hvor vi befinder os, og den mindre ø Pemba.
Vi har bevæget os ind på byens tidligere slavemarked, hvor afrikansk arbejdskraft ankom i titusindvis fra fastlandets landsbyer. I kældrene under markedet sniger historiens gru sig ind på selv de mest hårdføre. Her blev der stoppet 50-75 slaver – afhængig af om det var mænd, kvinder eller børn – ind på et område, der er mindre, end de fleste børneværelser er i dag.
Det var en test af slavernes kvalitet, inden de skulle sælges og sendes til Amerika, Europa, Mellemøsten eller Indien, forklarer en af Stone Towns indfødte.
»De beholdt slaverne på den trange og mørke plads for at finde ud af, hvem der var stærk, og hvem der var svag,« fortæller Saidi Abdullah og fortsætter.
»Slaverne blev holdt fanget dernede i tre dage. Derefter førte man dem ud på pladsen, bandt dem til et træ og piskede dem. Hvis de græd, var de svage og faldt i værdi. Græd de ikke, steg deres værdi.«
Træet, hvor slaverne blev pisket, står der ikke mere. I stedet er der bygget en kirke på stedet – som et mindesmærke over et af historiens mørke kapitler. Kirken i sig selv er et vidnesbyrd om de mange interesser, der har præget Zanzibar, for kirken er bygget i et miks mellem arabiske, indiske og europæiske stilarter.
Historien bag Zanzibar
Det var fra Zanzibar, den skotske opdagelsesrejsende Dr. Livingstone i 1866 drog ud på sin sidste ekspedition for at udforske de indre områder af Afrika og for at finde Nilens udspring. Og så kæmpede han i årevis for at afskaffe slaveriet, som den tidligere missionær afskyede. Navnet Livingstone er derfor for evigt forbundet med Zanzibar.
Men Zanzibars historie var allerede på dette tidspunkt i midten af 1800-tallet lang. Perserne ankom til øerne omkring år 900, og portugiserne slog sig ned omkring år 1500 – stærkt efterfulgt af briterne, der også ville have del i det nye afrikanske erhvervseventyr. Det var dog araberne, der havde størst indflydelse på livet på Zanzibar, og med lokale konger og sultaner styrede de øernes handel med elfenben, krydderier og andre råvarer. Og i 1811 var det også araberne, der oprettede øens slavemarked.
I dag kan du derfor opleve de arabiske sultaners liv på nærmeste hold, da flere af deres tidligere paladser er ombygget til hoteller, hvor du kan bo som en sultan. Eller i hvert fald i tilsvarende omgivelser, for haremmet og diverse andre sultangoder følger ikke med. Til gengæld kan du fra de tidligere paladsers tagterrasser fundere over historiens gru med udsigt til Stone Towns strategiske placering ved havet – beskyttet mod Det Indiske Oceans bølger.
I 1873 blev handlen med slaver officielt stoppet med pres fra den britiske regering. Sultanen underskrev en erklæring om, at man ville lukke øens slavemarked. Uofficielt fortsatte slavehandlen dog angiveligt helt op til 1909.
Unesco-beskyttet ørige
Store dele af Stone Town er i dag Unesco-beskyttet pga. den særlige historie og den helt unikke blanding af kulturer, der har formet dette afrikanske handelssted. Det betyder heldigvis, at flere af byens store monumenter bliver renoveret – bla. House of Wonders, der blev bygget som palads til den daværende sultan i 1883. Det var den første bygning på Zanzibar, der havde elektricitet, og den første bygning i hele Østafrika, der havde elevator. I dag rummer huset meget passende det nationale museum.
Men der er andre dele af øen, der også er nødvendige at beskytte. Zanzibar har med sin isolerede placering ud for Afrikas kyst formået at bevare enkelte dyrearter, der ikke ses andre steder i verden. Et af disse dyr er den røde colobusabe, der lever i nationalparken Jozani på midten af øen. Den lille abeart findes i under 3.000 eksemplarer på Zanzibar, men er nem at komme til at opleve på nærmeste hånd i skoven.
Et andet af de dyr, der hører til på verdens lister over udrydningstruede arter, kan du besøge på Prison Island ud for Stone Town. Her lever en koloni af kæmpe landskildpadder. Dyrene er op til 200 år gamle og lever beskyttet bag indhegning på øen, hvor man kan få lov til at fodre de gigantiske dyr, der elsker at bliver kløet på halsen.
De kridhvide strande
Blot 25 minutters kørsel fra Stone Towns varme gader finder man de eksotiske og kridhvide palmestrande, som omgiver hele øen, og som for de fleste gæster, der rejser til Zanzibar, er hele formålet med rejsen. Det er i dette barfodsparadis, at ferien skal nydes.
Klassiske hotelkæder med luksuskoncepter har ikke fundet vej til øens bountystrande. I stedet ligger her stråtækte hytter med moderne komfort mellem palmerne. Og på Nyati Beach Lodge, hvor vi befinder os, ligger de op ad og rundt om de 800 år gamle baobabtræer, der måler 15 meter i omkreds. Og udsigten kan nydes fra hængekøjen eller lænestolen på de private terrasser.
Det er luksus i primitiv form. Og når målet er at vaske safaristøvet af i Det Indiske Ocean eller drikke drinks fra egen terrasse med solnedgang over havet, findes der vel næppe bedre steder.
’Hakuna matata’ virker til at være de mest brugte ord blandt de lokale, og den lokale swahili-vending, der bedst kan oversætte til ’slap af, nyd livet’, bliver taget alvorligt af øens indbyggere. Den lokale bestyrer af Nyati Beach Lodge, Edwin van Zwam, lader f.eks. alle hotellets ure gå i stå. For som han siger:
»Herude bør tiden være irrelevant for vores gæster. De skal blot nyde livet. Det gælder også internettet. Sammen med mobiltelefoner får internettet os til at holde op med at tale sammen. Og min mission hernede er at få mine gæster til at kommunikere. Lytte. Være opmærksomme.«
Derfor er internetadgangen på Nyati Beach Resort også begrænset til en bungalow for sig selv i hotelkomplekset, hvor gæsterne stimler sammen for at tjekke op på dagligdagen derhjemme. Til gengæld er mobilen usynlig og samtalerne levende, når middagen indtages med udsigten over Det Indiske Ocean.
»This is Africa. We run on African time,« som Edwin van Zwam konstaterer, mens han slår afvæbnende ud med armene. Det er med andre ord svært at skynde sig på Zanzibar. Det handler om at slappe af, bade i det azurblå hav, snorkle blandt korallernes stimer af fisk eller tage dykkerudstyr på ryggen og hoppe ud ved et af de utallige ‘dive spots’, Zanzibar er omgivet af.
Og så er hovedøen på Zanzibar endda blot en af 52 øer, som øgruppen består af. Der arrangeres daglige sejlture i traditionelle dhow-skibe til en række af de mange øde tropeøer, hvor strandlivet, frokosten eller snorklingen kan nydes på egen hånd. Og i eget tempo.
For tiden står stille her på Zanzibar. Også selv om fortiden er rig på historie med århundreder som afrikansk handelshovedstad og nutiden er rig på turister, der vil opleve den særlige paradisstemning. Zanzibar er stjernen over alle de afrikanske feriesteder, når livet skal nydes langs tropestranden.
