De seneste år har de danske kirker eksperimenteret med alt fra yoga-undervisning til elektroniske natkoncerter, filmforevisninger og spaghettigudstjenester. Udviklingen er blevet kaldt vulgær og populistisk, men efter 23 års pause fra Folkekirken, var det en drag-gudstjeneste med performancekunstneren Ramona Macho, der fik mig tilbage på kirkebænken. Og det har jeg ikke fortrudt. Iklædt høje hæle, lyserød balkjole og turkisgrøn pilleæskehat med slør, mindede hun mig nemlig om værdien i at være en del af et større fællesskab, og det er der mere brug for end nogensinde før.
Jeg var ung i slut80erne og blev voksen i 90erne, hvor egoet var i centrum. Hvor jeg som skolebarn fik at vide, at jeg kunne blive til alt, og hvor rektoren på RUC indledte første dag med at fortælle os studerende, at der ville blive så stor rift om os, at han måtte sende os en stille bøn om ikke at smutte før specialet, så institutionen ikke mistede alle deres økonomiske midler.
