Hun skal skrive en bog med sin aldrende far, der er i frit forfald. Den skal handle om ham, hendes mor og deres fælles historie. Men bedst, som de har aftalt rammerne for samarbejdet, hvor hun skal spørge, han skal svare, og det hele fanges på båndoptageren, forsvinder han ind i tågerne. Demensen sætter ind, og samtalen bliver umulig. Tydeligere kan symbolikken næsten ikke blive: Sandheden om vores liv lader sig ikke indfange.

Sådan er den skæbneironiske udgang også i sceneversionen af forfatteren Linn Ullmanns stærkt selvbiografiske roman »De urolige«, som Det Kongelige Teater nu har sat på scenen. Fortællingen om hendes forhold til sine egne forældre, den verdensberømte filmskaber Ingmar Bergman og hans skuespillerindesamlever, filmstjernen Liv Ullmann.